Ledelsesnyt

Ugens ledelsesnyt: Overtagelse kaster ny ledelse af sig

Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.

Elinstallationsvirksomheden Emil Sørensens Eftf. A/S er per 1. maj 2025 solgt til Erik Lytzen. Foto: PR

Direktør tager formandspost

Polar Seafood Denmark A/S får ny bestyrelsesformand i form af Miki Brøns, som tager over for Guðmundur Kristjánsson. Sidstnævnte fortsætter som alment medlem.

Fødevarevirksomheden med hovedsæde i Vodskov er delvist ejet af Polar Seafood Greenland, hvor Miki Brøns er administrerende direktør.

I fjor havde Polar Seafood Denmark et overskud på 59,7 millioner kroner efter skat. Det var en nedgang på omkring 100 millioner fra året forinden.

Sådan har vi gjort

Alle oplysninger stammer fra CVR-registret.

Der kan være forsinkelser, da der i nogle tilfælde kan gå tid, før oplysningerne bliver registreret i CVR.

Denne artikel tager afsæt i relevante rokader, der er registreret fra 25. til 31. maj 2025.

Vender tilbage til direktionen

Seamar Scandinavia A/S har fået ny administrerende direktør i form af Jesper Mariegaard.

Han trådte den 30. maj til i stedet for Hans Henrik Dybro Jensen, der har haft stillingen siden september 2023.

Jesper Mariegaard ejer 50 procent af Seamar Scandinavia, og han har tidligere været en del af direktionen fra 2011 til 2014. 

Hirtshals-baserede Seamar Scandinavia lejer mandskab ud - særligt inden for reparationer i den maritime sektor. 

Koncerndirektør griber nordligt datterselskab

Henrik Clausen er ny administrerende direktør hos Davidsen Nord A/S. Han har nemlig taget over for Klaus Krog Hansen. Dertil er Bo Michaelsen også tiltrådt i direktionen.

Davidsen Nord er et datterselskab under Davidsen-koncernen, som driver en lang række tømmerhandler. I Nord-selskabet havde man i fjor et overskud på 27,5 millioner kroner.

Henrik Clausen har siden 2018 været administrerende direktør for Davidsen A/S.

Opkøb giver ny ledelse

Emil Sørensens Eft. A/S har fået ny administrerende direktør og ny bestyrelsesformand. Anders Nielsen indtager posten som administrerende direktør, mens Kim Bengtsen er ny formand for bestyrelsen.

Emil Sørensens Eft. A/S ligger i Frederikshavn og arbejder med elinstallationer samt sikrings- og alarmteknik.

Direktionsskiftet sker i kraft af, at Erik Lytzen A/S har opkøbt Emil Sørensens Eft. A/S.

Erfaren revisor træder til

Niels Jørgensen Kristensen er ny bestyrelsesformand for HMC Byg & Anlæg A/S foruden to søsterselskaber og holdingsleskabet. I alle tilfælde tager han over for Asbjørn Berge.

Den nye formand er statsautoriseret revisor samt tidligere partner ved Beierholm. I dag arbejder han professionelt med bestyrelser.

HMC Byg & Anlæg har hovedkvarter i Løgstør.