Ledelsesnyt

Ugens ledelsesnyt: Traditionsrig byggekoncern skifter formand

Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.

TL Byg har hjemme i Skalborg og kunne i fjor fejre 50-års jubilæum. Nu får de en ny bestyrelsesformand. Arkivfoto: Henrik Bo

Velkendt byggevirksomhed får ny formand

TL Byg har skifter bestyrelsesformand. Rune Hyllested er således ny formand i stedet for Mikael Kristian Vest.

Rune Hyllested er advokat og sidder ligeledes som administrerende direktør for Storm Advokatfirma. Han indtager dertil bestyrelsesposter en række større virksomhed - eksempelvis Ambercon og S.D. Kjærsgaard.

TL Byg har hjemme i Skalborg. Jesper Hoffmann er administrerende direktør for byggevirksomheden, der i fjor kunne fejre 50-års jubilæum.

Sådan har vi gjort

Alle oplysninger stammer fra CVR-registret.

Der kan være forsinkelser, da der i nogle tilfælde kan gå tid, før oplysningerne bliver registreret i CVR.

Denne artikel tager afsæt i relevante rokader, der er registreret fra 4. maj til 10. maj 2025.

Overtaget it-virksomhed skifter ud

Jackie Nyberg Amelung er blevet ny administrerende direktør for it-konsulenthuset Bone Consult A/S, som har hjemme i Skalborg.

Softwarevirksomheden har også fået ny formand i form af Jens Morten Hansen, som erstatter Casper Skjold Nielsen.

Udskiftningen sker i forbindelse med, at selskabet er blevet overtaget af it-virksomheden SAC-IT A/S, der er ejet af Jackie Nyberg Amelung og Jens Morten Hansen.

Bone Consult var tidligere ejet af Ole Nielsen og Michael Kuhlmann. De er også trådt ud af bestyrelsen bag selskabet.

Erfaren formand træder til

Dronninglund El-Teknik A/S har fået ny bestyrelsesformand i stedet for Helle Møldrup Haase.

I stedet er Morten Jensen kommet for bordenden. Han er advokat og har i forvejen en lang række bestyrelsesposter - ligesom han har siddet i bestyrelsen for Dronninglund El-Teknik siden 2021.

Den forhenværende formand fortsætter som alment medlem af bestyrelsen.

Dronninglund El-Teknik drives og ejes af Søren Haase.

Advokatfirma får ny formand

Jonas Houkjær Bech er ny bestyrelsesformand for advokatfirmaet Advodan Thisted. 

Han er desuden partner i selvsamme virksomhed. 

Dertil har Jonas Houkjær Bech en række bestyrelsesposter - heriblandt hos Fibercon, Nordtegl og Thy Erhvervsinvest.

Byggefamilie rokerer internt

Anders Skagen er tiltrådt som ny direktør for Multi-Erhvervsejendomme A/S. Her erstatter han sin far, Dennis Skagen, i direktørstolen.

Familien står bag bygge- og entreprisevirksomheden Multi-Byg. 

Foruden Anders Skagen og Dennis Skagen indgår Michael Skagen og Christian Skagen i ejerkredsen bag begge virksomheder.