Ugens ledelsesrokader: Markante virksomheder skifter direktør
Vigeur giver hver uge et overblik over udskiftningerne i bestyrelseslokaler og på direktionsgange hos de nordjyske virksomheder.
Tiltræder efter ventetid
Nørresundby-virksomheden RTX har fået ny mand i spidsen i form af Henrik Mørck Mogensen.
Allerede i november blev det offentliggjort, at han ville træde ind som administrerende direktør fra marts 2025. Her afløser han Peter Røpke, som i november forlod RTX efter otte år.
Henrik Mørck Mogensen var senest Group Senior Vice President for healthcare-afdelingen hos it-virksomheden Systematic.
RTX er specialiseret i trådløse kommunikationsløsninger.
Ny topchef er sikret
I efteråret blev der sagt farvel til den danske topchef hos alarm- og sikringsfirmaet Actas. Men nu er direktørstolen igen besat efter sidste års fyring af Peter Boltau.
Lars Overballe er ny administrerende direktør hos Actas, som er ejet af svenske Prosero. Han kommer fra samme rolle i KM Connex.
I samme ombæring er Jørgen Brix Kronborg tilbage i rollen som bestyrelsesformand, som han forlod for at agere midlertidig direktør. Den administrerende direktør for Prosero, Anders Uddfors, træder dermed tilbage fra formandsposten.
Actas har hjemme i Skalborg.
Europæisk satsning koster direktørstilling
Martin Lybæk Christiansen er ikke længere registreret som administrerende direktør for Versalift Denmark A/S. Rollen indtog han i 2022, og siden sommeren 2024 har han været administrerende direktør for Versalift i Europa.
I stedet er Marcus Golcalves ny administrerende direktør for selskabet. Han har i forvejen en lederrolle hos Time Manufacuring Company, som ejer Versalift.
Direktørskiftet sker i forbindelse med, at Time samler sine europæiske aktiviteter i form af Ruthmann, Versalift, France Elévateur og Movex under et samlet lederskab.
I samme ombæring er Golcalves og Wim Paula Karel Jozef Vandenbossche trådt ind i bestyrelsen, mens Jay Tolar Jeffrey og Craig Michael Haines er udtrådt.
Liftproducenten Versalift har dansk og europæisk hovedkontor i Farsø.
Lukker roligt ned
Karsten Mølgaard er ny administrerende direktør for værftet Hirtshals Yard. Her erstatter han Anders Hecht-Pedersen, der havde posten siden 2022.
Det skyldes, at ejerkredsen har gang i en kontrolleret nedlukning. I oktober kom det nemlig frem, at Hirtshals Yard ville lukke sine aktiviteter fra årsskiftet.
Karsten Mølgaard står bag Isafold, som er et af flere lokale rederier i ejerkredsen.