25-årige Jeppe overtager mors populære virksomhed. Sådan vil han skabe vækst uden at ændre kerneværdierne
Efter 10 år i direktørstolen har Charlotte Korsholm nu overdraget virksomheden Guf & Kugler Aps til sin 25-årige søn Jeppe Korsholm. Det er ikke uden bekymringer, når sønnen overtager sin mor og bonusfars hjertebarn.
Hvad gør man, når man skal overtage sin mors forretning?
Og hvad gør man, når ens søn skal stå i spidsen for sit hjertebarn?
Det er nogle af de overvejelser, Charlotte Korsholm og Jeppe Korsholm har haft, siden sønnen overtog Guf & Kugler Aps 1. januar 2024.
Den 25-årige Jeppe Korsholm kunne ikke lade andre overtage virksomheden, men han gør sig mange overvejelser om, hvordan han kan løfte den arv, moren har dedikeret ti år af sit liv til at bygge op.
Men et generationsskifte giver også nye muligheder for, at ishuset kan vokse yderligere, er de begge overbeviste om.
Hvorfor har I valgt at sige ja til den nye konstellation?
Charlotte Korsholm: “Guf og Kugler er et hjertebarn for Hans og jeg. Det er mere en livsstil end et slags arbejde, så vi håbede, at der kom nogle købere, der kendte konceptet og vidste, hvilke værdier der er vigtige i vores virksomhed.
Da vi var i forhandlinger med nogle andre, tikkede der en SMS ind fra Jeppe om, at han gerne ville snakke om at overtage virksomheden.
Jeppe kiggede på mig og sagde, at det vi havde skabt, kunne han ikke lade gå videre til andre.
Det ville slet ikke have været min interesse, at en kapitalfond skulle overtage virksomheden og vækste den helt vildt, fordi Guf og Kugler er funderet i stemning, mening og arbejdsglæde. De værdier er Jeppe vokset op med, så det giver mening for os, at han skal overtage.”
Jeppe Korsholm: “Jeg har altid spillet mine kort meget sikkert uden at satse noget, og det stammer nok fra, da jeg mistede min far for ti år siden. Det gjorde, at jeg har været meget inde i mig selv på mange punkter, fordi jeg ikke ville risikere at “miste” noget igen.
Min far havde også en drøm om at blive selvstændig, men det nåede han aldrig, så nu tænkte jeg, at det skulle være.
Jeg er 25 år gammel. Jeg brænder for det her, og fordi jeg er opvokset med virksomhedens værdier, har jeg de bedste forudsætninger for at føre virksomheden videre.”
Hvilke bekymringer har I haft med direktørskiftet?
Jeppe Korsholm: “Jeg har haft mine bekymringer, hvordan jeg bedst kan leve op til forventningerne. Vi bliver målt og vejet hele tiden, fordi vi er et anerkendt ishus, hvor folk forventer en god service.
Folk skal ikke komme ind her og tænke, at jeg ikke ved, hvad jeg laver.
Både Charlotte og Hans er nogle store karakterer, så derfor har det jo også været min bekymring, om jeg kunne tage det videre.”
Charlotte Korsholm: “Jeg har tænkt meget over, hvordan vi får rollerne fordelt, og hvordan Jeppe gerne vil have mig fremover. Hvornår skal jeg huske at træde tilbage, og hvornår vil Jeppe gerne have, at jeg træder frem? Det er en kæmpe forandring.
Han vender nogle ting med mig, men jeg er meget opmærksom på, at jeg kun taler ud fra mine erfaringer. Det er ikke hele sandheder, men erfaringer som han selv kan sortere i.”
Jeppe Korsholm: “Du har været god til at få mig til at reflektere over nogle af de idéer, jeg kommer med. Det har virkelig været en stor hjælp. Jeg kommer til at stå overfor nogle ting, som jeg ikke har forudset, eller som er helt nye for mig. Det er et kæmpe privilegium for mig, at jeg kan vende nogle ting med jer.”
Charlotte Korsholm: “Min erfaring er, at gode råd kun er gode, hvis man selv har bedt om dem. Det prøver jeg at efterleve.”
Hvordan håber I på, at generationsskiftet kan være med til at vækste forretningen?
Jeppe Korsholm: “Jeg har al erfaringen fra Charlotte og Hans samtidig med, at jeg har mit unge gåpåmod. Vi har altid drømt om at åbne noget mere på sigt. En pop-up eller en fast butik. Men det er noget, der virkelig skal gøres med omhu, fordi vi har et brand, vi skal passe på.
Jeg vil være ked af at åbne fire nye forretninger, og det hele bare bliver lort og trækker det ned, som Charlotte og Hans har bygget op. Jeg skal helt ned i alle processer, inden jeg kan vækste forretningen.
Vores største problem lige nu er, at vi har ekseptionelle lange køer om sommeren, så jeg er begyndt at se på, hvordan vi kan optimere det, så det bliver mere strømlinet, uden at vi går på kompromis med vores kernekoncept, der er, at vi giver god tid til vores kunder. Men vi skal skynde os langsomt.
Charlotte Korsholm: “Jeppe kommer jo fra en anden baggrund med en finansøkonom, og jeg kommer med en humanistisk baggrund. Han kommer med en ny brille, men samtidig er han forankret i vores kerneværdier, fordi han har været her så meget.
Jeg kan godt forestille mig, at han kommer til at ende i nogle interessekonflikter, hvor han skal finde ud af, hvordan det kan optimeres samtidig med, at det stadig er Guf og Kugler.
Jeppe Korsholm: “Jeg skal ikke ud og genopfinde den dybe tallerken, fordi Charlotte og Hans har skabt et kernekoncept, der fungerer. Men jeg kommer jo med min finansielle baggrund, hvor jeg kigger efter at gøre processerne endnu bedre.
Og så håber jeg, at om tre år har vi måske endnu en butik, samtidig med at virksomheden har fortsat sin vækst uden at gå på kompromis med vores kerneforretning.”