Arbejdspladsen

75 jobgrupper er på listen: Så nedslidte er seniorer i dit job

Det er ofte medarbejdere, der har et fysisk krævende arbejde, der mister arbejdsevnen hurtigst, viser ny undersøgelse. Der er dog flere tiltag lederne kan indføre for at forebygge nedslidte medarbejdere.

Foto: Unsplash

Der er stor forskel på, hvor længe medarbejderne kan holde til arbejdet i de forskellige jobgrupper. 

Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). 

“Hvis man gerne vil have, at medarbejderne kan klare arbejdet, så kan man overordnet enten mindske belastningen eller øge kapaciteten," siger Lars Andersen, der er professor hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. 

I undersøgelsen har man spurgt medarbejdere, der har rundet 50 år, i adskillige jobgrupper, hvordan de selv vurderer deres arbejdsevne. 

Ifølge Lars Andersen er det en generel tendens, at medarbejdere, der har et stillesiddende job på et kontor, fortsat har god arbejdsevne, efter de er fyldt 50 år.

Sådan er arbejdsevnen for seniorer i din jobfunktion

Det er eksempelvis journalister, bogholdere og tandlæger. 

Derimod vurderer frisører, mekanikere og lagermedarbejdere, at de har dårligere arbejdsevne. 

"Frisører står op i længere tid og arbejder meget med løftede arme, mens pædagogmedhjælpere bruger kroppen i arbejdet med børnene, og det kan være svært at klare, når man kommer op i årene," siger Lars Andersen. 

Organisering, investering og fysisk træning 

Ifølge professor Lars Andersen er der dog flere ting, man som virksomhed kan gøre for at forebygge nedslidning af medarbejderne. 

For det første kan arbejdsgiverne overveje, om der er nogle tekniske redskaber, man kan investere i, så medarbejdere undgår tunge og ukomfortable løft. 

For det andet kan ledere overveje, om arbejdet kan organiseres bedre, så medarbejdere enten undgår tunge løft eller spreder dem ud over flere dage. 

Om undersøgelsen

Medarbejdere over 50 år er blevet spurgt "Hvor god synes du din nuværende arbejdsevne er?".

Deltagerne skulle svarer på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er "Ude af stand til at arbejde", og 10 er "Den bedste arbejdsevne nogensinde."

I alt har omkring 14.000 beskæftigede svaret på spørgsmålet.

Kilde: Det Nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø

Det kan være, at nogle kasser med eksempelvis værktøj skal flyttes fra gulvet til et bord. 

Til sidst kan arbejdspladsen indføre fysisk træning, der kan styrke muskelgrupperne, der ofte blive brugt på arbejdet. 

"Fysisk træning i form af små øvelser på arbejdspladsen er en effektiv måde at forebygge og mindske smerter i kroppen. Vi mister alle sammen muskelstyrke med alderen, og derfor kan det være en god idé at styrke de musler, vi bruger på arbejdet," siger Lars Andersen. 

En god test for dig selv er at mærke efter, hvilke muskler du er øm eller træt i efter en arbejdsdag. Det er typisk dem, du har brugt i løbet af dagen, og som man har behov for at styrke, mener professoren.