Det går nærmest helt i fisk: Her er de ti største pengetanke i landets nordligste kommune
Virksomheder og selskaber fra Skagen dominerer top 10-liste over de største egenkapitaler i Frederikshavn Kommune.
Hvis du har fulgt med i, hvad der foregår i Skagen og omegn gennem den seneste tid, kommer det næppe bag på dig, at den tidligere storfisker Henning Kjeldsen er indehaver af en solid formue.
Den blev opbygget gennem opkøb af fiskekvoter. Han solgte størsteparten af dem i 2022 for mere end to milliarder kroner, og Henning Kjeldsen har haft travlt med at geninvestere nogle af pengene i en omfattende ejendomsportefølje, der nu tæller 60 ejendomme - heriblandt flere hoteller.
Ser man på listen over virksomheder og selskaber med størst egenkapital i Frederikshavn kommune, er det ikke overraskende Henning Kjeldsen Holding ApS, der ligger øverst.
- Forbruger- eller kommunalt ejede forsyningsvirksomheder - vand, varme, spildevand og el - er ikke medtaget på listen. Det samme gælder filialer af udenlandske virksomheder samt foreninger og fonde.
- Listen kan ikke både rumme et holdingselskab og en virksomhed, der er ejet af holdingselskabet.
- Personligt ejede virksomheder offentliggør ikke regnskaber og indgår derfor ikke.
Egenkapitalen i selskabet, der har seks datterselskaber, er på mere end to milliarder kroner. Det største af datterselskaberne er Gitte Henning Pelagic A/S, der har en egenkapital på godt 1,7 milliarder.
- Egenkapital er den del af virksomhedens samlede økonomiske værdi, der tilhører ejerne eller aktionærerne. Den repræsenterer det beløb, der er tilbage, når virksomhedens gæld er fratrukket dens aktiver og er altså et udtryk for selskabets formue.
- Den startkapital der er skudt ind i virksomheden er også en del af egenkapitalen.
- Aktiver inkluderer bl.a. biler, ejendomme, maskiner, lagerbeholdning og værdipapirer. Virksomhedens gæld omfatter eksempelvis lån, gæld til kreditorer og eventuelle forpligtelser over for tredjepart.
- Egenkapitalen udgør det økonomiske grundlag for en virksomhed og er afgørende for stabilitet og langsigtet vækst.
Henning Kjeldsens holdingselskab har adresse i Skagen, og det har i alt seks af de ti virksomheder og selskaber på listen.
Det gælder også nummer to, Terntank Rederi A/S. der driver en flåde på 10 tankskibe. De sejler for flere olieselskaber. Primært i farvandene i Nordvesteuropa og Baltikum.
Nummer tre på listen, Astrid Fiskeri A/S, var faktisk køberen af en stor del af Henning Kjeldsens fiskekvoter. Selskabet er ejet af de svenske brødre Thomas og Börje Johansson, og de sidder på næsten hver tiende danske fiskekvote. I det seneste regnskab endte overskuddet i Astrid Fiskeri A/S på godt 263 millioner kroner.
Den højest placererede virksomhed på listen, der ikke har adresse i Skagen, er den hæderkronede Sæby-virksomhed Skiold, der er leverandør af maskiner og komplette anlæg til landsbrugssektoren.
Skiold blev etableret i 1877 og er i dag ejet af kapitalfonden Solix. Det blev tidligere i år meldt ud, at virksomheden lukker produktionen i Sæby og flytter den til Polen.
Det første selskab på listen fra Frederikshavn er OY Holding, som blandt andet ejer Orskov Yard. Mellem 90 og 100 procent af OY Holding er ejet af Ann Birgitte og Niels Ørskov Christensens Familiefond. Fondens formål er primært at støtte selskaber, der driver virksomhed som værft.
De sidste to pladser på listen, er i fiskeindustrien, og dermed er det halvdelen af selskaberne i nedenstående top 10, der har opbygget deres egenkapital gennem fiskeri eller dertil relaterede brancher.