Mette Schmidt: "Jeg har aldrig før oplevet, at ét nyt produkt kom til at fylde så meget"
Bæredygtighedschefen for Port of Aalborg, Mette Schmidt, kigger tilbage på et år, hvor særligt én ting har præget hendes dagligdag.
Vigeur fejrer årsskiftet med at spørge nordjyske ledere og erhvervsfolk, hvad der optog dem i 2023 – og hvilke store opgaver der venter i det nye år.
I dag skal du møde Mette Schmidt, der er bæredygtighedschef hos Port of Aalborg.
Hvad har været din største arbejdsmæssige oplevelse i 2023?
I år har der særligt været et element, som har haft den største påvirkning på os som havn, vores kunder og vores samarbejdspartnere.
Det har været arbejdet med ESG-rapportering.
Jeg har aldrig prøvet før, at et nyt produkt kom til at fylde så meget. Hold da op.
Vi er vant til at kigge på spildevandsudledninger, men nu skal vi til at se på vores Co2-udledning. Det er vildt spændende og interessant at blive klogere på, hvad det kommer til at betyde for vores havn, for Aalborg og for Danmark.
Vi skal helt sikkert til at tænke anderledes, når vi får sådan et produkt ind fra siden. Vi har i årtier arbejdet med den samme palette, men nu kommer der her pludselig ind og ændrer det hele.
Det har virkelig været sjovt og udfordrerende.
Hvad fortryder du mest i året, der er gået?
Min tankegang er, at man får nogle muligheder og enten så tager man dem eller også, så tager man dem ikke.
Jeg synes egentlig altid, at jeg har været god til at gribe de muligheder, der kom min vej. Nogle har været rigtig gode. Andre har ikke, men jeg har ikke fortrudt nogle af dem.
Når man træffer et valg, kan man altid træffe et nyt på et andet tidspunkt, hvis man finder ud af, at det ikke er det rigtige valg.
Så nej, jeg har ikke rigtig fortrudt noget. Jeg føler mere, at jeg har været heldig over, de muligheder jeg har fået.
Er der så nogle valg, du gerne vil have gjort anderledes?
Der er masser af ting, jeg kunne have gjort anderledes, men det er noget, jeg lærer af.
Jeg kan ikke gøre det om, og hvis jeg tager en beslutning af mit bedste hjerte, og det så viser sig at være forkert, så kan jeg sige undskyld og komme videre.
Det har jeg nu ikke lige umiddelbart haft noget af i år.
Det er ikke kun min egen fortjeneste. Jeg har omgivet af en masse dygtige mennesker, som jeg træffer beslutninger med.
Jeg plejer at sige, at vi skal have samlet et puslespil, hvor jeg ikke sidder med alle brikkerne. Så det gælder for mig om at finde dem, der har de brikker, jeg skal bruge for at komme i mål med puslespillet.
Det er en meget kompleks verden, vi lever i, så det jeg har lært mest gennem mit arbejdsliv er, at det er naivt at tro, at jeg ved alting selv. Jeg er nødt til at række ud til andre.
Hvad bliver din største arbejdsopgave næste år?
Det nye element af ESG-rapportering kommer lidt til at være på højde med et årsregnskab, hvor vi i stedet for penge regner med Co2. Det kommer til at påvirke de danske virksomheder mere, end vi aner.
Det starter med de største virksomheder fra næste år, men ligesom alle nu forventer, at samtlige virksomheder har et overblik over deres økonomi, så kommer alle fremover også til at forvente, at alle virksomheder har et præcist overblik over deres klimapåvirkning.
Vores store opgave næste år bliver at hjælpe lejere, kunder og samarbejdspartnere med at finde ud af, hvordan vi laver disse rapporteringer, så vi alle sammen kan bruge dem til noget.
Vi skal lave noget klima-data, der selvfølgelig lever op til kravene og samtidig kan give virksomheden værdi. Det bliver altså interessant.
Hvordan regner du med, at kunstig intelligens kommer til at påvirke jeres virksomhed næste år?
Jeg tror, at brugen af kunstig intelligens kommer til at spille en stor rolle, når det kommer til databehandlingen af klimarapporterne.
Kunstig intelligens vil kunne sortere i data i skyen, som er så stor, at der nok ikke er noget menneske, der vil kunne overskue det.
Der kan en robot være en stor hjælp til at få øjnene op for nogle strukturere. Det kommer vi helt sikkert til at se mere af.
Forestil dig, at virksomhedens elmåler samler data for hver time hele året. Det er så meget data, at det kan være noget svært for et menneske at overskue i et Excel-ark.
Vi har omkring 140 lejemål og 200.000 kvadratmeter under tag, så vi har rigtig mange målere, og der tænker jeg da, at kunstig intelligens kan være med at overvåge og samle data, og så gøre os opmærksomme på uregelmæssigheder.