Skagens største hotel bygger for tocifret millionbeløb
22. maj 2024
Color Hotel Skagen har kastet sig ud i sin største investering til dato, der skal resultere i en ny værelsesfløj med 32 energirigtige værelser. Byggeriet udføres af HP Byg og forventes afsluttet i juni 2025.
”Vi er meget begejstrede for det kommende byggeri, som er vores største investering i mere end tyve år. Vi opfører en ny værelsesfløj, der forener byens karakter og vores unikke placering midt i Skagens storslåede natur og hedelandskab,” fortæller Rikke Gandrup, adm. direktør i Color Hotel Skagen.
Et byggeri i Skagens ånd Med 157 værelser er Color Hotel Skagen det største hotel i Skagen. For at give plads til den nye værelsesfløj er det nødvendigt at nedbryde en bygning med hotellejligheder på samme areal. ”Vi havde en grundig proces, hvor alle muligheder blev afdækket. Her var konklusionen tydelig, at den bedste løsning var at opføre et tidssvarende og energirigtigt byggeri frem for en gennemgribende renovering.
Arkitekturen i det nye byggeri er tro mod Skagens ånd og tager udgangspunkt i et klassisk Skagen længehus, mens det omkringliggende hedelandskab trækkes helt ind i gården,” fortæller Rikke Gandrup. At værelserne bliver energirigtige, betyder helt konkret, at man laver et fuldstændig opdateret byggeri efter nutidens krav.
Den bygning vi har nu, som skal erstattes, er fra begyndelsen af 1980’erne med elvarme. Nu skal der laves et nyt byggeri, hvor vi får alle de ting ind, der energimæssigt er korrekt nu om dage.