Produktivitet

Bestseller-rigmand, godsejere og sommerhuse: Se de største overskud i Jammerbugt

Landbrug og jordhandler for millioner og atter millioner fylder en del, når de største overskud fra virksomheder i Jammerbugt Kommune gøres op.

Bag Godik står stifteren Kim Godiksen. Trods et år under de vante overskud fremgår Brovst-virksomheden alligevel på listen over de største overskud i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Bente Poder

Jammerbugt er særligt kendt for badestrande og sommerhuse. Men det er især jord og ejendomme, som stryger til tops, når listen over de største virksomhedsoverskud i den nordvestlige kommune opgøres.

Fra Fjerritslev til Blokhus og Aabybro er det således anlægsaktiverne, som kaster millioner af sig. 

Sådan har vi gjort

Oplysningerne i denne artikel stammer fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Listen er trukket ud fra postnumre samt årsresultat efter skat.

Det er ikke muligt at trække virksomhedslisterne på baggrund af eksempelvis bruttoresultat eller omsætning.

Holdingselskaber er filtreret fra.

Det er dog et helt særligt år, som bringer 2023-højdespringeren til tops. Regnskabet for Bedholm ApS viser, at alle ejendomme og grunde er blevet frasolgt i firmaet, som har beskæftiget sig med at drive og bortforpagte landbrug.

Anlægsaktiverne for 40 millioner i 2022-regnskabet kroner er således rettet til et rundt nul året efter. I samme øjemed har man nået det bemærkelsesværdige overskud på 31,5 millioner kroner efter skat.

Dernæst kommer en af virksomhederne, som falder mere naturligt ind under den turismetunge kommune med adskillige kilometer af velkendte badestrande. Her er tale om Sol Og Strand Feriehusudlejning A/S. 

Udlejningsbureauets overskud for 2023-regnskabet endte på ikke mindre end 22 millioner kroner, hvilket er en forbedring på knap otte millioner kroner i forhold til året forinden.

Bag Sol & Strand står Margit og Kjeld Andersen. Parret startede erhvervseventyret i det helt små ved at udleje deres eget sommerhus, hvilket har udviklet sig til den markante millionforretning, som har hovedkontor i Hune.

I oktober gik Kjeld Andersen bort i en alder af 82 år.

Millioner til godsejere

På tredjepladsen fremgår selskabet Povl Jørgensen ApS. Overskuddet på 16,2 millioner kroner kommer - i lighed med førstepladsen på listen - fra salg af anlægsaktiver, viser regnskabet for landbrugsvirksomheden på Øland. 

18,7 millioner kroner er gevinsten heraf noteret for. Bag selskabsnavnet står godsejer og landmand Povl Jørgensen, som er en af Nordjyllands største jordbesiddere.

Han har gengæld også har tilegnet sig jord i perioden. Ifølge regnskabet er anlægsaktiverne i form af grunde og bygninger øget med knap 50 millioner kroner i værdi - til 81,4 millioner kroner.

Tinglysningen afslører dertil, at selvsamme landmand har købt 73 hektar landbrugsjord fra netop Bedholm ApS. Det gjorde han i 2023 gennem virksomheden Oxholm Hovedgaard ApS.

Den notorisk pressesky godsejer, Povl Jørgensen, ejer blandt andet Oxholm Hovedgård på Øland. Arkivfoto: Hans Ravn

Dernæst bliver vi i landbrugsverdenen. Blahova ApS kan bryste sig af et overskud på 15 millioner kroner på baggrund af udenlandske datterselskabers succes - heraf landbrugsdrift i Slovakiet. 

I ejerkredsen finder man, blandt flere prominente navne, rigmanden Anders Holch Povlsen, der står bag Bestseller, mens placeringen i Jammerbugt Kommune skyldes adressen på Birkelse Hovedgård. Godsejer Jørgen Skeel ejer nemlig også en bid af Blahova ApS.

Et lunkent Godik-år

Halvvejs på listen kommer Aabybro-virksomheden Evapco Europe A/S. Virksomheden gik tidligere under navnet Flex Coil, indtil amerikanske Evapco overtog producenten af varmevekslere.

Overskuddet på knap 15 millioner kroner er et bemærkelsesværdigt stærkt resultat, som ifølge regnskabet skyldes, at man har vundet markedsandele i Nordeuropa.

Dernæst følger Østre Havnepark 12, 9000 Aalborg P/S, som udlejer ejendomme og ejer investeringsejendomme for mere end 200 millioner kroner. Virksomheden præsterede et overskud på 14,2 millioner kroner og fremgår på denne liste i kraft af sin virksomhedsadresse i Ryå mellem Birkelse og Aabybro.

Peter Skov Valsted står i spidsen for Aabybro-virksomheden Evapco Europe, som havde et særdeles stærkt år i 2023. Arkivfoto: Lars Pauli

Samme formål har Forenede Blokhus Invest A/S med bopæl i Blokhus. Med investeringsejendomme for mere end 150 millioner kroner landede overskuddet på 12,7 millioner kroner.

Efter dem følger en af kommunens mest velkendte virksomheder. Her er nemlig tale om Brovst-virksomheden Godik ApS, som udlejer materiel og især er kendt for at levere toiletvogne til alverdens arrangementer. Overskuddet på 12,7 millioner kroner er en markant tilbagegang fra de tidligere år. I 2022 var overskuddet eksempelvis på 43 millioner kroner. 

Dernæst kommer Telco Electronics A/S, som ligeledes har hjemme i Brovst og producerer optiske sensorer. Sidste virksomhed på listen er Ølandhus ApS, som er hjemmehørende i Aabybro og står bag en række botilbud til børn og unge.