Brexit sender millioner til fiskerby: Her er de største overskud i Hjørring Kommune
Storbritannien forlod EU i 2021. Sidste år blev flere virksomheder kompenseret for tabt værdi. Det har sendt millioner til Hirtshals, viser listen over de største overskud i Hjørring Kommune.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Hirtshals er en fiskerby.
Det afspejler sig også på de største overskud, der er leveret i Hjørring Kommune.
Fem ud af de ti virksomheder med største overskud har har forbindelser til fisk.
Noget ekstraordinært i regnskabsperiode er dog, at de største virksomheder har været særligt påvirket af Brexit.
De største rederier i kommunen har fået kvotekompensationer i millionklassen, efter det ikke længere var muligt for dem at fiske i de britske farvand som konsekvens af Brexit.
Vi har samlet en topliste over de virksomheder i Hjørring Kommune, der har leveret det største overskud.
For overblikkets skyld har vi valgt at fjerne holdingselskabet fra listen.
- Ruth Holding, der har et overskud på 687,3 millioner kroner. Virksomheden ejede tidligere rederiet Ruth, der er blevet solgt i løbet af 2023. Direktøren er Gullak Arngrimsson Madsen, der har erhvervet sig sin milliardformue på erhvervsfiskeri.
- Gtm Familie Holding ApS med et overskud på 352,6 millioner kroner. Holdingselskabet har samme direktør som Ruth Holding, men ejerkredsen er dog bredere og tæller flere familiemedlemmer af direktøren.
- Skovbrynet Tornby Aps havde et overskud på 141 millioner kroner. Holdingselskabet ejer blandt andet Rederiet Isafold A/S, der er at finde på listen.
- Sjey A/S med et overskud på 111,6 millioner kroner. Holdingselskabet, der primært beskæftiger sig med investering i værdipapirer, er ejet af Ole Nattestad, der tidligere ejede rederiet Ruth A/S sammen med føromtalte Gullak Arngrimsson Madsen. Han blev dog købt ud af rederiet i 2017.
- Kodal A/S havde i 2023 et overskud på 108 millioner kroner.
Ejeren Poul Kodal Sørensen har blandt andet erhvervet sin formue som stifter og medejer af Brønderslev-virksomheden Green Instruments A/S, der specialiserer sig i forskellige typer af måleinstrumenter til blandt andet røggas, vandanalyse og sikkerhedsudstyr til skibe.
Virksomheden blev i 2023 solgt til den svenske koncern Lifco.
- PLS HOLDING ApS leverede et overskud på 84,5 millioner kroner. Årets overskud er positivt påvirket af, at virksomheden har solgt et datterselskab. I forrige regnskab havde virksomheden et overskud på 11,3 millioner kroner.
- AB AUTOMATION ApS med et overskud på 80,3 millioner kroner. Holdingselskabet er ejet af Allan Juul Bech, der var med til at stifte Green Instruments. Store dele af årets overskud i virksomheden stammer fra salget af netop Green Instruments.
Brexit-kompensation til de største virksomheder
2023 var et ekstraordinært år for rederiet Asbjørn A/S, der leverede kommunens største overskud.
Rederiet kom ud med et overskud på 956 millioner kroner. Det største i virksomhedens historie.
I forrige regnskab lød overskuddet på 42,1 millioner kroner.
Men det er ikke fangst af fisk, der er årsagen til det store overskud.
Regnskabet er positivt påvirket af salg af fiskefartøj og kvoterettigheder samt kompensation som følge af Brexit.
Salget af fiskefartøj og kvoterettigheder har givet en avance på 1,1 milliarder kroner.
Deroveni har virksomheden fået 76,6 millioner kroner som kompensation for mistet kvoter som følge af Brexit, der hindrer danske fiskefartøjer i at fiske i britiske farvande.
Efter brexit vedtog EU at oprette en såkaldt brexit-reserve. Den danske andel er samlet omkring 2 mia. kroner, hvoraf ca. 1,3 mia. kroner er afsat til fiskerisektoren og lokalområderne.¨
Midlerne går direkte til erhvervet og skal kompensere fiskere, der den 31. december 2020 ejede kvoter, som reduceredes som følge af brexit.
Kilde: Regeringen.dkDirektør Fridi Magnusen ejer Asbjørn A/S sammen med sin bror Roi Magnusen og hans søn, Nicolai Magnusen.
Magnusen-familien har valgt at udbetale 780 millioner kroner til ejerkredsen i form af udbytte.
På andenpladsen finder vi endnu et rederi, da Beinur A/S i 2023 leverede et overskud på 134,3 millioner kroner.
Ligesom Asbjørn A/S har Beinur A/S også tjent på salg kvoter i løbet af 2023.
Virksomheden har solgt kvoterettigheder, der har givet en avance på 117 millioner kroner, mens Beinur A/S også er blevet kvotekompenseret som følge af Brexit for 46 millioner kroner.
I løbet af året har rederiet erhvervet sig kvoterettigheder for 984 millioner kroner, der vil blive nedskrevet de kommende år.
Beinur A/S har - sammen med Asbjørn A/S og AB Ocean - overtog en af Hirtshals største rederier Ruth i begyndelsen af 2023.
Beinur A/S er ejet af de to brødre Fridalvur og Runi Tindskard.
I forrige regnskab havde virksomheden et overskud på 80,1 millioner kroner efter skat.
Virksomheden har en egenkapital på 310 millioner kroner.
Rederiet Isafold, der har det tredjestørste overskud i kommunen, er ligeledes blevet kompenseret for tabet af fiskemuligheder i de britiske farvande.
Selskabet bag rederiet har fået 79,3 millioner kroner i Brexit-kompensation. I samme regnskabsår har virksomheden solgt anlægsaktiver med en avance på 36,4 millioner kroner.
Virksomheden endte med et overskud på 126,7 millioner kroner.
Mere fisk på menuen
Det er ikke kun rederierne, der smager af fisk, når man kigger på de største overskud i kommunen.
Marineshaft A/S, der retter og reparerer skibspropeller, propelleraksler, rorstammer og styremaskiner til roret, er også at finde på listen.
Virksomheden leverede et overskud på 44,5 millioner kroner efter skat i 2023.
Marineshaft hører til på havnen i Hirtshals, hvor de har 86 ansatte.
Udover reparationsvirksomheden er Nordic Seafood A/S også på listen.
Virksomheden er en af Europas største leverandører af fisk og skaldyr på frost.
Ligesom de andre fiske-virksomheder ligger hovedkontoret også i Hirtshals.
I 2023 havde man en omsætning på 1,9 milliarder kroner. Det gav et overskud på 36,8 millioner kroner.
Egenkapitalen lyder på 449 millioner kroner.
Andet end fisk
Det største overskud, der ikke er skabt på fiskeri, står DanHatch Denmark A/S bag. Virksomheden producerer og sælger rugeæg og daggamle slagtekyllinger.
Virksomheden havde i 2023 et overskud på 44,7 millioner kroner.
I samme periode omsatte virksomheden for 629,9 millioner kroner.
Egenkapitalen lyder på 330,4 millioner kroner.
Byggefirmaet Arne Andersen Vrå A/S, energiselskabet Nord Energi Net, der ejer ledningsnettet i Vendsyssel, Agri Energy Vrå P/S, som driver et biogasanlæg i Vrå er også at finde på listen.
Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning A/S slutter listen af.
Hvis holdingselskaberne havde fremgået af listen, ville entreprenøren være nummer 31 på listen over de største overskud i Hjørring Kommune.