Et bestemt vækstområde overrasker Shaping New Tommorow-stifter
En ny satsning fylder mere af omsætningen, end man turde håbe på hos Aalborg-firmaet SNT, som går forventeligt tilbage på bundlinjen.
Den velkendte tøjproducent fra Aalborg, Shaping New Tomorrow, kunne ikke følge med på bundlinjen i seneste regnskabsår.
Det er den virkelighed, som de tre stiftere må se ind i med det netop offentliggjorte regnskab fra SNT ApS. De knap fem millioner kroner på bundlinjen i overskud er langt fra de forrige regnskaber, der lå mellem 18 og 37 millioner kroner.
Men der er lyspunkter at finde i regnskabsåret 2023-24. Et nyere forretningsområde har nemlig mere fart på end ventet.
Der er tale om satsningen på kvindetøj, hvilket nu omsætter for mere end 20 millioner kroner i regnskabsåret.
"Nedgangen er mindre end ventet, så trods de hårde markedsbetingelser er der mange positive takter - ikke mindst i forhold til vores stigende investeringer i kvindeuniverset. Det er vokset mere end 100 procent og vokser i indeværende år også langt hurtigere, end vi oprindeligt turde håbe på," udtaler administrerende direktør og medstifter i SNT, Kasper Ulrich, i en pressemeddelelse.
"Det seneste år har ikke været let for nogen i branchen. Derfor er jeg tilfreds med, at vi holder fast i vores høje salg på tværs af markeder," tilføjer han.
Den reducerede resultat skyldes ifølge Shaping New Tomorrow, at der har været stigende omkostninger i Europa, virksomheden primært producerer sit tøj i Portugal.
Foruden vækst for kvindeuniverset fylder omsætningen fra den fysiske handel også mere end året forinden.
"Vores gæster i butikkerne og online er ekstremt loyale, og det gælder også vores nye kvindelige gæster. Det er naturligvis et utroligt godt afsæt for den videre udvikling af forretningen, men det er aldrig noget, vi kommer til at tage for givet," lyder det fra Kasper Ulrich.
Shaping New Tomorrow har 13 butikker i Danmark, Tyskland og Sverige, som nu står for 52 procent af omsætningen. Året forinden stod butikkerne for 43 procent af omsætningen ved slutningen af regnskabsåret.