Peter spottede et behov for kunderne. Det fik ham til at flytte virksomheden
Et showroom med varer for flere 100.000 kroner skal være med til at fordoble virksomhedens omsætning. Ifølge direktøren var virksomheden nødt til at flytte i nye lokaler, hvis vækstplanerne skulle realiseres.
Når kunderne skal betale mere end 100.000 kroner for nogle af varerne, vil de typisk gerne se dem, inden de betaler.
Det har Peter Lorenzen erfaret, og derfor rykkede virksomheden Cepelo A/S i nye lokaler i februar 2023.
Her er der indrettet et showroom på 400 kvadratmeter, hvor biler, udstyr og vareprøver står klar til kundebesøg.
“Hvis vi skulle udvikle virksomheden, skulle vi have nogle omgivelser, der kunne fungere som et showroom, der skulle inspirere kunderne. Ligesom når du køber et køkken eller et badeværelse, så vil man gerne se det i inspirerende omgivelser,” siger direktøren.
Cepelo A/S sælger blandt andet teknisk udstyr til bygge- og autobranchen.
Virksomheden vil gerne inspirere til indretningen af fremtidens værksted og særligt med fokus på den teknologiske udvikling autobranchen har gennemgået de seneste år.
Nyere biler er fyldt med teknologi som baksensorer, radarer, nødbremser, og det er disse teknologier, Cepelo vil hjælpe værksteder med at kunne reparere.
Vi vil gerne fordoble vores omsætning inden for en kort årrække.
Så showroomet er en blanding af et klassisk værksted med biler og lifte krydret med sensorer i gulvet, der kan måle, om hjulene sidder ordentligt samt computerskærme, der monitorerer bilens tekniske udstyr.
“Det kan være rigtig svært at forklare en automekaniker i telefonen, så vi havde brug for at kunne invitere dem til at se udstyret,” siger Peter Lorenzen.
Cepelo A/S kom ud af 2023 med et overskud på 787.000 kroner. Den nordjyske virksomhed har også et selskab i Norge, og ifølge direktøren havde de to selskaber en samlet omsætning på 50 millioner kroner.
To forretningsben i showroom
Showroomet har ikke kun til hensigt at vise varerne til kunderne inden køb. En del af strategien for Cepelo er også at fungere som oplæring i udstyret.
Ægteparret Cermilla og Peter Lorentzen stiftede Cepelo A/S i 2014.
Navnet er en sammentrækning af deres for- og efternavne.
Cepelo A/S har 15 ansatte i deres nye domicil på Nibevej uden for Aalborg.
I 2023 havde det danske selskab et overskud op 787.000 kroner med et bruttoresultat på 9,7 millioner kroner.
Egenkapitalen ligger på 3,8 millioner kroner.
Kilde: CVRDerfor inviterer den nordjyske virksomhed kunderne til træning i de nye lokaler i City Syd uden for Aalborg.
“Når kunderne har investeret i nyt udstyr, vil vi gerne sikre, at de udnytter det bedst muligt. Derfor kan de komme på kurser. På den måde får vi tilfredse kunder og et godt samarbejde med dem,” siger Peter Lorenzen.
Ifølge direktøren kommer kunderne fra hele landet samt lande som Island, Færøerne og Norge.
Det nye showroom, der fungerer både som kursussted og vareprøver, er en forudsætning for de vækstplaner, direktøren har for virksomheden.
“Vi vil gerne fordoble vores omsætning inden for en kort årrække. Her spiller showroomet en stor rolle, fordi det understøtter vores rejse med fremtidens værksted. Vi kan nu bedre inspirere vores kunder til at købe vores udstyr, fordi de bedre kan se det i praksis,” siger direktøren.
Ifølge Peter Lorenzen peger regnskaberne for årets første halve år allerede i den rigtige retning.
“Vi er godt på vej til at få et bedre resultat end sidste år.”