Sidste år satte Anders sig i direktørstolen - nu kommer han med rekordregnskab
I juli blev Anders Bjørnstrup Bech direktør for NTF-Aalborg, der netop har præsteret det største overskud i virksomhedens historie.
"Vi har simpelthen været for usynlige tidligere."
Sådan siger Anders Bjørnstrup Bech, direktør for NTF-Aalborg.
Derfor var en større marketingindsats en af de første opgaver, da han satte sig i direktørstolen i juli 2024.
Den nordjyske stålvirksomhed skulle ud og have fat i flere kunder.
Det ser ud til, at missionen er lykkedes.
NTF-Aalborg A/S præsterede et overskud på 5,3 millioner kroner efter skat i regnskabet, der blev afsluttet i marts 2025.
Det største overskud i virksomhedens 30 år lange historie.
"Vi har været mere udfarende, end der har været tradition for. Så vi har prøvet selv at gå ud og opsøge nye kunder og projekter," siger direktøren.
Samtidig har Støvring-virksomheden sat skub i deres digitale branding i jagten på nye kunder.
Ifølge direktøren har stålvirksomheden særligt fokuseret på at blive mere synlige på Google og LinkedIn.
"Vi er blevet målrettet i, hvilke typer kunder vi gerne vil have fat, og hvor vi kan se, de er henne. På Google og LinkedIn kan vi få skabt et kendskab lige præcis ved den målgruppe," siger Anders Bjørnstrup Bech.
Ifølge direktøren er det særligt uden for de danske landegrænser, at stålvirksomheden vil øge kendskabsgraden.
Det er særligt Holland, Belgien og Frankrig, hvor den aalborgensiske produktionsvirksomhed har sparket døren ind til flere kunder.
Samtidig arbejder man på at blive større i Canada og USA.
NTF-Aalborg A/S sælger blandt andet afskærmningssystemer til maskiner, der bliver brugt i fødevare- og medicinalindustrien.
NTF Aalborg laver stålløsninger til blandt andet fødevare- og medicinalindustrien.
Laver blandt andet afskærmningssystemer til maskiner.
Selskabet er ejet af Tommy Søndergård og Anders Bjørnstrup Bech.
Virksomheden, der blev etableret i 1994, har 31 medarbejdere.
Kilde: CVRMere kommercielt
Med rekordregnskabet ser det ud til, at den nye direktør foreløbigt er lykkedes med det, han blev ansat til i juli.
Han er tidligere CCO i Global Equestrian Group, hvor han var ansvarlig for at udvikle selskabets aktiviteter i Danmark, Tyskland og USA, ligesom han tidligere har erfaring inden for marketing- og kommunikationsbranchen.
"Min profil er meget kommerciel, og det er det, jeg er kommet ind for at skubbe på. Vi har styrket vores brand, marketing og i det hele taget blevet mere kommerciel," siger Anders Bjørnstrup Bech.
Det var også ønsket fra bestyrelsens side, da de sidste år ledte efter en ny mand i direktionen, fortæller direktøren.
Derfor var det heller ikke svært for Anders Bjørnstrup Bech at takke ja til jobbet.
"Jeg trives ikke, hvis der ikke er udvikling, og her kunne jeg se potentialet for, at vi kunne vækste sammen."
I indeværende regnskabsår forventer direktøren, at NTF-Aalborg A/S vil præstere et overskud, der er på linje eller bedre end rekordregnskabet fra 2024.