Produktivitet

Thue blev hyret til at lave en “hjerteoperation” på Luksusbaby: Her er fire vitale råd

En stor digital omstilling har rustet Luksusbaby til fremtidens vækst. Her fortæller it-chefen, hvad han gerne ville have vidst fra start.

Thue Stensgaard er it-chef hos Luksusbaby. Foto: Caroline Bundgaard

En webshop, som blev bygget hjemme i stuen, har udviklet sig til én af Danmarks største forretninger for børn.

Men når man som Luksusbaby har over 300.000 varenumre og håndterer cirka 1.000 ordrer om dagen, kræver det efterhånden en kraftigere og mere velsmurt motor.

Derfor har den nordjyske virksomhed gennemgået en stor digital omstilling i første halvår af 2024, som blandt andet indebærer seks relancerede webshops på tværs af lande.

“Vi kalder det en hjerteoperation at skifte vores webshop-platform. Fordi nethandlen er nerven i hele virksomheden,” siger Thue Stensgaard, der i 2022 blev ansat i Luksusbaby for at stå i spidsen for dén operation.

Her fortæller it-chefen, hvordan han har grebet sin karrieres største opgave an. Og om de vitale råd, han gerne vil give videre.

I har relanceret seks webshops i foråret 2024. Hvordan gik I til opgaven?

“Vi startede allerede i marts 2022, hvor vi talte med kollegaer i branchen om deres erfaringer og kiggede på de teknologiske muligheder.

Vi vidste, at vi ville bruge Shopify som platform, men vi skulle finde den rigtige leverandør at samarbejde med.

Her gik jeg efter en leverandør, der bruger standardløsninger og standardintegrationer fremfor at udvikle tingene selv. Det bliver ofte dyrt og kompliceret, og man bliver sjældent rigtig glad for det.

Jeg vil til hver en tid foretrække standardløsninger, som er velafprøvede. Og at vi tilpasser vores arbejdsgange og processer til systemerne – fremfor systemerne skal tilpasses os.

Så kan vi ikke få alting, præcis som vi gerne vil have det. Men det virker, og vi undgår en masse bøvl.

Hellere standardløsninger, som er velafprøvede. Og at vi tilpasser vores arbejdsgange og processer til systemerne – fremfor systemerne skal tilpasses os.
Thue Stensgaard, CIO hos Luksusbaby

Det fandt vi en leverandør, som er skarp på, og som samtidig vil gå gennem ild og vand for os.

Og det er altså vigtigt, når du har en webshop, som er åben 24/7.

Vi kan jo ikke lige lukke ned over weekenden og lave et skifte i ro og mag, som mange andre virksomheder ville kunne.

Vi har i gennemsnit 1.000 ordrer om dagen, og er der først fejl på én ordre, så er der måske fejl på to, og så er der fejl på hundrede.”

I ville have lavet den store lancering 4. marts. Hvorfor skrottede I den plan?

“Vi fandt ud af, at der var nogle børnesygdomme i systemet, som gjorde, at vi i første omgang udskød lanceringen til 18. marts.

Her havde vi lanceringsfester klar i vores to fysiske butikker og en masse indhold til vores sociale medier.

Men i sidste øjeblik kunne vi godt se, at vi blev nødt til at trække i håndbremsen og lave en drypvis implementering fremfor det big bang, vi ellers havde planlagt.

Løsningen var ikke robust nok, når vi kom med opdateringer til vores 300.000 varenumre.

Og pludselig kunne Google ikke få lov til at gå ind på vores nye webshop og registrere vores indhold. Det betød, at vi risikerede at miste vores placeringer i Googles søgeresultater og deraf en masse besøgende og salg.

Den risiko turde vi ikke løbe. 

I sidste øjeblik kunne vi godt se, at vi blev nødt til at trække i håndbremsen og lave en drypvis implementering fremfor det big bang, vi ellers havde planlagt.
Thue Stensgaard, CIO i Luksusbaby

I stedet gik vi live med vores mindste webshops – blandt andet i Kina og Korea – som er mindre vigtige for os og vores omsætning.

Det betød, at vi med lidt mere ro i maven kunne få løst de forskellige udfordringer. Og heldigvis for det, når vi i dag ved, at det langt fra var de sidste udfordringer, vi ville møde.”

Luksusbaby har valgt at beholde sit lagerstyringsystem, men har udskiftet sine øvrige it-systemer i foråret 2024. Foto: Caroline Bundgaard

Hvordan forløb det, da I endelig lancerede den danske webshop?

“80-85 procent af vores omsætning ligger på vores danske webshop, og når du skifter platform, vil der altid ske et dyk.

Det var vi bevidste om.

Men det kom alligevel bag på mig, at salget dykkede næsten 50 procent i den første uge efter lanceringen i Danmark og Norge.

Vi havde nogle problemer med performance, som vi ikke havde oplevet på de mindre webshops, hvor trafikken ikke er nær så stor.

Pludselig oplevede nogle brugere, at det tog lang tid at loade webshoppen og vores produkter.

Og hvis du skal vente i flere sekunder for at komme ind og kigge, så skal prisen godt nok være skarp, hvis ikke du bare skal springe videre til en anden webshop.

Når vi først har trykket på knappen, er der ikke ingen vej tilbage. Der gælder det bare om at stå sammen i bussen og få løst udfordringerne i den rigtige rækkefølge.
Thue Stensgaard, CIO i Luksusbaby

Det viser, at du kan planlægge meget og forberede dig godt.

Men i en kæmpe operation som vores – med mange systemer og mange snitflader – så er du bare nødt til at være omstillingsparat og have masser af ressourcer til rådighed, så snart du går live. Både internt og hos leverandøren.

Når vi først har trykket på knappen, er der jo ingen vej tilbage. Der gælder det bare om at stå sammen i bussen og få løst udfordringerne i den rigtige rækkefølge.

Og det gjorde vi heldigvis.”

Hvad betyder den nye platform for jeres arbejdsgange i dag?

“I dag bør kunderne ikke opleve den store forskel. Men vi er langt bedre rustet til vækst i fremtiden.

Nu bruger vi tiden på at træffe de rigtige beslutninger. Og ikke på at lede efter data og få systemerne til at tale sammen.

Det sker helt automatisk.

Vi kan også håndtere langt flere produkter med færre ressourcer og får samtidig en masse hjælp til at oprette og vedligeholde dem.

Blandt andet har vi en automatiseret proces med AI, som sikrer, at vi får udfyldt alle de rigtige ting ved hvert produkt. Og som hjælper os med at skrive titler og produktbeskrivelser.

Det betyder altså noget, når vi har oprettet 65.000 nye varenumre, siden vi gik live.”

Herunder opsummerer Thue Stensgaard, hvad han gerne selv ville vide, hvis han stod over for en stor digital omstilling: