Uge 37: Nordjyske virksomheder tæller millioner i ugens regnskaber
Vigeur giver ugentligt et overblik over regnskaberne fra det nordjyske erhvervslandskab.
DS-underselskab skovler millioner ind
Med et overskud på knap 33 millioner kroner kan DS Elcobyg A/S fra Hobro notere det bedste regnskab i flere år. Leverandøren af betonelementer havde et overskud på 26 millioner kroner året forinden.
DS Elcobyg er en del af DS Gruppen, som tyske Goldbeck opkøbte for et ukendt beløb i 2022. Det forgyldte familien Møller Hansen, som står bag en af Hobros mest markante virksomheder. Svend Møller Hansen grundlagde DS Gruppen i 1969.
DS Stålprofil A/S er ligeledes en del af DS Gruppen og havde i samme periode et overskud på 1,2 millioner kroner mod 2,4 millioner kroner året forinden.
Oplysningerne til denne artikel stammer fra CVR-registret.
Artiklen har til formål at give et overblik over de regnskaber fra nordjyske virksomheder, der er blevet offentliggjort fra 7. til 13. september 2024.
Millionoverskud blev ikke fulgt op
Hjørring El-Teknik ApS har ikke formået at følge lige så stærkt op på sidste års overskud på 1.526.899 kroner. Elinstallatøren måtte således notere et underskud på 306.319 kroner i seneste regnskab.
Hjørring El-Teknik er en del af Strandby El-Teknik, som til gengæld kom ud af samme periode med et overskud på knap 4,4 millioner kroner.
Vognmand gik i minus
Lynge ApS fik i deres nylige regnskab et underskud på 84.343 kroner. I det foregående regnskab var der ellers et overskud på 49.322 kroner til vognmandsforretningen, som Jørn Lynge Nielsen fra Sæby står bag.
Lynge ApS havde i gennemsnit fire ansatte i regnskabsåret 2023/24.
Konsulenthus fordobler på bunden
Møldrup & Kjeldsen Konsulenthuset ApS har offentliggjort et overskud på 996.215 kroner, hvilket er mere end en fordobling af forrige regnskabsår, hvor selskabet på bundlinjen havde 448.512 kroner.
Virksomheden er ejet og drevet af Dorte Møldrup.
Møldrup & Kjeldsen Konsulenthuset fra Svenstrup tilbyder specialfaglige ydelser og socialrådgivning. De servicerer således kommuner, jobcentre og andre aktører inden for beskæftigelse.
Milliontradition holdt ikke
Melsen Tech A/S har traditionen tro fået et overskud. Men i modsætning til de seneste år er det ikke i millionklassen.
2023/24-regnskabet viser således 645.706 kroner på bundlinjen, mens de forrige to regnskaber lå omkring syv millioner kroner i overskud for hvert år.
Elektromekanikvirksomheden har hjemme i Skalborg og beskæftiger 59 ansatte.
Revisorer fortsætter kadencen
Talmennesker Godkendt Revisionsanpartsselskab tjente i seneste regnskabsår 659.395 kroner på bundlinjen. Det er tæt på resultatet fra 2022/23, som landede på 629.893 kroner.
Talmennesker går også under navnet Lie & Bruun Revisorer og drives af ejerpartnerne Carsten Lie og Lars Danmark Baadsgaard Bruun. Virksomheden fra Nørresundby beskæftiger alt i alt 13 personer.
Overskud får et nøk op
PJ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab har offentliggjort et overskud på 652.434 kroner i 2023/24, hvilket er omkring 100.000 kroner bedre end året forinden.
Hjørring-baserede PJ Revision drives af den statsautoriserede revisor Bjørn Nielsen, som også ejer 80 procent af virksomheden.
Det kører i Storvorde
Nordjysk Autocenter ApS har præsteret et overskud på 350.987 kroner, hvilket er en smule lavere end året forinden, som landede på 422.556 kroner.
Bilforhandleren fra Storvorde har fem ansatte.
Bones hitter i Hjørring
Selskabet Østergade 19 A/S havde i 2023/24 et overskud på 1,5 millioner kroner, hvilket matcher forrige regnskab for restaurationsvirksomheden. Østergade 19 er også adressen på restauranten Bones i Hjørring.
Den ene af ejerne er den tidligere AaB-spiller Jacob Krüger, som i det daglige er fodboldagent. Sammnen med Kenneth Kongstad Pedersen og med Ole Søndergård som direktør står de også i spidsen for virksomheden Havnegade 8 ApS.
Dette er adressen på Bones i Frederikshavn, som dog måtte notere et underskud i samme periode. Det var på 121.691 kroner.
Minus til plus i Hirtshals
Duusgaard Coating ApS tjente 332.812 i seneste regnskabsår. Dermed har Hirtshals-virksomheden vendt minus til plus, da man i forrige regnskab tabte knap en halv million kroner.
Duusgaard leverer overfladeløsninger til industri og marine og ejes af den lokale Rottbøll-familie. Thomas Rottbøll står som direktør og har taget over for Jørgen Rottbøll.
Keatech har fundet kursen
Keatech ApS leverer gps-tracking, og Hjørring-virksomheden har fundet rette kurs. Keatech fortsætter nemlig med at øge overskuddet og var senest på knap en million kroner - rettere 981.565 kroner.
Siden seneste regnskabsår er medarbejderstaben vokset fra fem til 11 medarbejdere.
Værktøjskassen virker i Frederikshavn
P. Conradsen A/S havde i regnskabet 2023/24 et overskud på 5,3 millioner kroner, hvilket er en million højere end året forinden.
Virksomheden med hjemsted på Knivholtvej i Frederikshavn drives af ejer Peter Conradsen, som også er formand for Elite Nord Frederikshavn A/S, der står bag ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks.
P. Conradsen forhandler værktøj, maskiner og tekniske artikler.
Restaurant går i minus
Nerd ApS er gået fra plus til minus. Seneste årsregnskab gav nemlig et underskud på 130.169 kroner mod et mindre overskud året forinden.
Det er føromtalte Peter Conradsen, som ejer virksomheden, der driver restauranten NerD Kitchen & Bar i Frederikshavn.
Hududstyr er en millionforretning
Cortex Technology ApS har præsenteret et overskud på 2,4 millioner kroner, som er et fald i forhold til det forrige på 3,8 millioner kroner. Bruttoresultatet er dog øget for virksomheden, som udvikler udstyr til hudbehandling - eksempelvis brugt af hudlæger og produktudviklere.
Cortex Technology har hjemme i Aalborg Øst og drives af Lone Jager Lindquist. Hun tog tidligere på året over for Christian Buur som direktør.
Fødevareløsninger giver overskud
Pro-ex ApS præsterede et overskud på 180.738 kroner i 2023/24. Virksomheden er et søsterselskab til Tub-Ex i Tårs, som specialiserer sig i at producere plast- og polymerbaserede løsninger til fødevareindustrien.
Pro-Ex overtog Kalle Nordics aalborgensiske aktiviteter rettet mod fødevareindustrien og står for at sælge begge virksomheders produkter.
Overskud er skrumpet i møbelhus
Møbelvirksomheden Max Jessen A/S havde et beskedent overskud på 51.787 kroner i seneste regnskabsår. Det matcher cirka bundlinjen i forrige regnskab, som dog lå på mere end to millioner kroner årene før.
Ilva Max Jessen er et møbelhus i Terndrup.
Nordjysk smed går i nyt plus
Jydsk Smede Service ApS leverer et overskud på 270.468 kroner mod et overskud på 441.535 kroner året forinden.
Jysk Smede Service er specialister i jern og metal og har hjemme i Dronninglund. Virksomheden er en del af DC Steel, som ejes og drives af Charlotte Asta Svendsen.
Sportsagenter øger bundlinjen
Best Way Group ApS har leveret et rekordoverskud på 1,6 millioner kroner.
Det går altså i rette retning for agentvirksomheden Best Way Management, der drives af to tidligere håndboldspillere. Rasmus Skram og Kristina Bille har begge indtaget agentroller efter tiden som professionelle håndboldspillere.
I dag dækker virksomheden over meget andet end håndbold. Foruden markante navne som Mads Hoxer og Emil Nielsen er cykelrytteren Magnus Cort og flere fodboldspillere - heriblandt Vendsyssels Frederik Børsting - også kunder i butikken.
Microsoft-partner klarer sig godt
Aalborg-virksomheden Nav-Vision ApS præsterer endnu et millionoverskud. Denne gang var det på 2,2 millioner kroner og er således en lettere tilbagegang fra seneste regnskabsår.
Overskuddet har ligget i samme størrelsesorden gennem flere år.
Nav-Vision udvikler og forhandler såkaldte ERP-systemer, hvilket dækker over ordre, salg, indkøb, lagerstyring og flere forretningsprocesser. Det er især på baggrund af Microsofts Dynamics.
Ejendomme avler millioner
Meterbuen A/S har præsenteret et nyt overskud. Det er landet på 1,56 millioner kroner, hvilket er omkring to millioner kroner mindre end året forinden.
Nørresundby-baserede Meterbuen beskæftiger sig med køb, salg og udlejning af ejendomme. Virksomheden har investeringsejendomme for 47,5 millioner kroner. En af medejerne er Boxen Emballage-stifteren Bent Jørgensen.
Gulvmontør har fodfæste
JUL. Nielsen Entreprise A/S fik i regnskabsåret 2023/24 et overskud på 282.384 kroner, hvilket er mere end en kvart million bedre end året forinden.
Gulvmontørvirksomheden har hjemme i Frederikshavn og beskæftiger 15 medarbejdere. Den ejes og drives af Brian Jensen.