Regnskabsoverblik

Vækstvirksomhed leverer rekordoverskud: Her er regnskaberne fra Nordjylland

Hver uge giver Vigeur et overblik over relevante regnskaber fra de nordjyske virksomheder.

Jens Egelund, direktør hos Translyft A/S, kan endnu en gang juble over et rekordresultat. Arkivfoto: Lars Pauli

Trods millionoverskud indfrier blomsterleverandør ikke forventningerne

Nordiq A/S, der er en af Skandinaviens største leverandør til blomster- og gavebranchen, gik ud af 2024 med et overskud på 6,6 millioner kroner efter skat. 

Forrige år havde virksomheden et overskud på 8,7 millioner kroner, mens bundlinjen lød på 15,9 og 27,2 i henholdsvis 2022 og 2021. 

Ledelsen havde forventet et stærkere regnskab for 2024, men peger på, at branchen stadig er udfordret, og derfor har aktiviteten ikke været som forudset. 

I 2025 forventer ledelsen, at branchen bliver stabiliseret, så Nibe-virksomheden igen får gang i aktiviteten. 

Egenkapital ligger på 32,2 millioner kroner. 

Advokater med overskud på ejendoms-afdeling

Haugaard Braad EA ApS kan fremvise et overskud på 1,3 millioner kroner efter skat. 

Selskabet beskæftiger sig med ejendomsadministration og er en del af det nordjyske advokatselskab Haugaard Braad.

Forrige år lød overskuddet på 1,1 millioner kroner. 

Virksomheden har 11 ansatte. 

Lastbilsælger leverer endnu et millionoverskud 

MAN Nordjylland A/S kan endnu en gang fremvise et overskud i millionklassen. 

Virksomheden, der sælger og servicerer lastbile og varevogne, har et overskud på tre millioner kroner efter skat. 

Forrige år havde virksomheden et overskud på 2,7 millioner kroner. 

Samtidig er driftsresultatet steget fra 3,8 millioner til 4,7 millioner kroner.

Bilforhandler utilfreds med millionoverskud 

Uggerhøj A/S, der blandt andet står bag flere bilforretninger af samme navn i Nordjylland, lander et overskud på 3,5 millioner kroner. 

Det er en tilbagegang fra sidste års overskud på fire millioner kroner. 

Bruttofortjenesten - omsætning fratrukket direkte omkostninger - steg dog fra 64,1 millioner kroner til 66,0 millioner kroner. 

Den familieejet bilkoncern har siden 1982 haft Sten Uggerhøj i spidsen. 

Ifølge ledelsesberetningen har han utilfreds med resultatet, da det ikke levede op til forventningerne. Dog forventer han, at det kommende år lander på samme resultat.  

Selskabet beskæftiger 132 medarbejdere og har en egenkapital på 51 millioner kroner. 

Tekstil-gigant øger driftsresultatet 

Gabriel A/S leveret et driftsresultat - EBIT - på 36,5 millioner kroner. 

Det er en stigning fra sidste års driftsresultat på 27,6 millioner kroner. 

Dog ender årsresultatet med et svimlende underskud på 83,9 millioner kroner. 

Det skyldes primært finansielle omkostninger, der er negativt påvirket af dels nedskrivning af kapitalandele samt tilgodehavende hos et datterselskab på samlet 88,6 millioner kroner. 

Gabriel er en verdensomspændende leverandør af tekstiler til blandt andet møbler. 

Aalborg-virksomheden har en egenkapital på 146,4 millioner kroner. 

Omstrukturering skal sikre forsat drift af Frederikshavn-selskab

DOF Frederikshavn ApS kom egentlig ud af regnskabsåret 23/24 med et overskud på 3,1 millioner kroner efter skat. 

Det var en væsentlig forbedring fra forrige års resultat på 1,8 millioner kroner. 

Dog er virksomheden, der overfladebehadnler metal- og byggekonstruktioner, løbet ind i problemet. 

Ifølge ledelsesberetningen er likviditeten væsentligt forringet efter regnskabsårets afslutning. Derfor igangsatte ledelsen en omstrukturering i organisationen i starten af 2025. 

Ledelsen forventer, at virksomheden kommer på rette kurs i løbet af årets første måneder. 

Familiefirma tredobler bunden 

Håndværker virksomheden Bent Elkjær & Sønner A/S er gået fra et overskud på 450.000 kroner til 1,8 millioner kroner efter skat. 

Det viser det netop offentliggjorte regnskab. 

Bruttofortjenesten er steget til 6,6 millioner kroner. 

Egenkapitalen lyder på 2,8 millioner kroner. 

Virksomheden har otte ansatte.

Nordjysk virksomhed fortsætter imponerende vækst

År efter år har de løftet bunden betragteligt. 

Det er virkeligheden for nordjyske Translyft A/S, der udvikler og producerer løfteløsninger til blandt andet fødevare- og logistikvirksomheder. 

Det netop offentliggjorte regnskab viser et overskud på 11,3 millioner kroner efter skat. 

Dermed overgår man rekordåret for 2023, der endte med et overskud på 9,0 millioner kroner. 

Det nye regnskab er samtidig en cementering af den vækstrejse, man er på hos Translyft, der tilbage i 2019 havde et overskud på 508.000 kroner. 

Virksomheden har kunder i mere end 30 lande, og dermed kan de kalde sig førende inden for sit felt. 

Tilbage i 2017 købte den nuværende direktør Jens Egelund andele i virksomheden sammen med sin far Niels Egelund. 

Siden har den jyske kapitalfond Vækst Invest blev majoritetsejer, men direktøren ejer fortsat omkring 30 procent af aktierne. 

Egenkapitalen lyder på 27,6 millioner kroner. 

Mindre overskud til kornvirksomhed

Almas Korn A/S lander et overskud på 5,6 millioner kroner. 

Det er et fald fra sidste års overskud på 7,3 millioner kroner. 

Selskabet beskæftiger sig med håndtering og opbevaring af korn og dyrefoder. 

Virksomheden har 21 ansatte og en egenkapital på 19 millioner kroner. 

Rekordoverskud til marketing-virksomhed

For tredje år i træk kan Markman Telemarketing A/S fejre et rekordoverskud. 

Virksomheden kommer ud af 2024 med et overskud på 3,5 millioner kroner efter skat. 

Sidste år lød bundlinjen på 2,5 millioner kroner. 

Virksomheden beskæftiger sig blandt andet med mødebooking for virksomheder i Danmark og nære eksportområder.

Selvom 2024 blev et rekordår, forventer ledelsen, at 2025 står på yderligere vækst, fremgår det af ledelsesberetningen.

Retail-hjælper leverer endnu et millionoverskud 

Eventforce Retail A/S har et overskud på 3,4 millioner kroner. 

Forrige år lød overskuddet på 3,9 millioner kroner. 

Virksomheden hjælper blandt andet detailbutikker med varebestilling, opfyldning af hylderne samt kontrol af varelager. 

Egenkapitalen ligger på 7,5 millioner kroner. 

Brødre har gjort pejse til millionforretning

Brødrene Casper Winberg Lanng og Christoffer Lanng Mortensen har banket en succesfuld forretning på benene. 

Sammen ejer de Biopejs-shop.dk ApS, der - som navnet antyder - sælger pejse til hele Europa. Faktisk råder de over over det største udvalg af pejse i Europa. 

Brødrene kan fremvise et overskud på 5,8 millioner kroner. 

Tilbage i 2020 helligede brødrene sig til at sælge pejse, og siden da er det gået stærkt. 

I de fire regnskabsår har virksomheden haft et samlet overskud på over 20 millioner kroner. 

Udover showrooms i Langholt og København, åbnede selskabet også et showroom i London i 2023.

Egenkapitalen lyder på 21,4 millioner kroner. 

Ejerne må endnu en gang til lommerne for nødlidende restaurant 

I uge 29 er terrassen fulde af gæster. Dog kan den kendte Skagen-restaurant Pakhuset ikke tjene penge. 

Restauranten kommer ud af 23/24 med et underskud på 2,4 millioner kroner. 

Selskabet har haft underskud i seks ud af de seneste syv regnskaber. 

Siden 2016 har Pakhuset Skagen været ejet af brødeparret Sebastian og Sylvester Vinther Madsen. 

Siden 2020 har brødrenes far Jens Vinther Pedersen, der er tidligere trawlfisker, været med i ejerkredsen.

Sammen ejer de tre holdingselskabet JVP Invest, Skagen A/S, der ejer restauranten. 

Holdingselskabet har en egenkapital på over 100 millioner kroner, som de flittigt bruger til at understøtte restauranten. 

Blandt andet skød familien knap seks millioner kroner i restauranten i 2020, ligesom der i 2023 blev tilført 2,5 millioner til selskabet. 

I det netop offentliggjorte regnskab har Pakhuset også fået tre millioner i "koncerntilskud" fra modervirksomheden. 

Derfor kan virksomheden fortsat vise en positiv egenkapital på 1,9 millioner på trods af de mange års underskud.