Sikkerhed

Her er 3 hackermetoder, din virksomhed skal kende i 2024

Hackere er blandt de bedste til at udnytte ny teknologi, og deres kriminelle handlinger sker i mange former, fortæller ekspert i cybersikkerhed. Lær her om tre hacker-metoder, virksomheder skal være særligt rustet til at stå imod i 2024.

Foto: Unsplash.com

”Cyberkriminalitet har jo enormt mange ansigter. Men målet for hackerne er altid en form for pengesum – enten ved at kræve en løsesum eller snyde folk til at opgive betalingsoplysninger eller lave deciderede bankoverførsler,” siger Jens Myrup Pedersen.

Han er professor på Aalborg Universitet, hvor han blandt andet forsker i cybersikkerhed.

Derudover er hans træner for Det Danske Cyberlandshold.

Her underviser han unge i en lang række discipliner indenfor hacking og cybersikkerhed. Han lærer dem med andre ord at hacke for at få en bedre forståelse for, hvordan vi sikrer os imod de cyberkriminelle.

”Hvis der er nogen, der er gode til at udnytte hurtigt udviklende teknologier, så er det hackerne,” konstaterer Jens Myrup Pedersen, da jeg spørger ham ind til, hvilke hackertrends der vinder frem i 2024.

Hackermetode 1: Udstyr koblet til WiFi

I dag er meget udstyr som både kameraer, køleskab og kaffemaskiner, men også robotter og andet produktionsudstyr tilkoblet internettet.

Oftest med det formål at man kan opdatere, monitorere og i nogle tilfælde styre udstyret fra en fjernforbindelse, men også overvåge, hvordan det går produktionen.

Internettets muligheder giver dog hackerne en ny angrebsvinkel, fortæller Jens Myrup Pedersen.

”Virksomheder bliver pludselig mere sårbare overfor hackerangreb, for med tilkoblingen til internettet får hackerne adgang til at hive nogle vitale dele af virksomhedens systemer ned, som ikke tidligere var tilgængelige.”

Det kan være, at hackeren krypterer nogle af virksomhedens systemer, så de bliver utilgængelige for virksomhedens ansatte, hvorfor produktionen går i stå.

Læs i denne artikel, hvordan du ruster dig bedst mod denne type angreb.

Hackermetode 2: Kunstig intelligens

Kunstig intelligens – også kaldt AI – er et begreb, som i 2024 optager mange virksomheder.

Flere bruger for eksempel ChatGPT til at effektivisere processer, og også andre AI-værktøjer vinder frem.

Dét åbner op for nye angrebsflader, fortæller Jens Myrup, som er forsker i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

”Man risikerer at lække fortrolige oplysninger, som hackerne nu kan få adgang til og bruge til at kræve en løsesum,” siger han.

Læs i denne artikel, hvordan du bedst sikrer dig mod denne type angreb. 

Hacker-metode 3: Værdikædeangreb

I takt med, at virksomheder bliver bedre til at beskytte deres egne systemer og deres egne processer, bliver hackere også gode til at finde nye måder at bryde virksomhedernes sikkerhedsnet.

Én af måderne er at bryde ind i software gennem en leverandør.

Det vil sige, at hackerne i stedet for at angribe den virksomhed, de gerne vil ind i, angriber en af virksomhedens softwareleverandører.

Her skubber hackerne skadelig kode ind i leverandørens produktionslinje, som så ender hos virksomheden.

Leverandøren bliver altså hackernes bagdør.

Læs i denne artikel, hvordan du bedst sikrer dig mod denne type angreb.

Gør I i din virksomhed noget ekstraordinært for at sikre jer mod angreb? Så vil vi på Vigeur gerne høre fra jer. I kan tippe jeres historie til os på vigeur@dnmh.dk