Borgmesteren vil have flere internationale: Men denne udfordring hæmmer Aalborg
Udenlandsk arbejdskraft er et varmt emne for Aalborg-borgmester Lasse Frimand Jensen. Men der er én markant udfordring for internationale arbejdstagere, som lander i Nordjylland.
Det er et centralt emne for Lasse Frimand Jensen.
Den socialdemokratiske borgmester i Aalborg Kommune er også klar i spyttet, når han spørges ind til det: Udenlandsk arbejdskraft.
"Det skal være nemt at komme til Aalborg og svært at forlade os igen. Det er en ambition, som vi lykkes ret godt med. Vi har 144 forskellige nationaliteter og har en enormt mangfoldig kommune, når det kommer til arbejdstagere, studerende og familier," fortæller han.
Når der lægges vægt på sidstnævnte, familie, har Aalborg og Nordjylland dog en udfordring.
Den internationale skolegang har nemlig et snævert nåleøje i Nordjylland. Derfor er Lasse Frimand Jensen stærkt optaget af situationen på Skipper Clement Skolen, der kæmper for at udvide sin internationale linje.
"Vi er i dialog med Skipper Clement Skolen, som jo er en privatskole og en privat aktør. Vi snakker om, hvordan vi kan hjælpe dem med lånemuligheder, og vi har gjort meget for at promovere, at de skulle have støtte og støtteerklæringer," siger han og fortsætter:
"Vi skal sørge for, at der er private virksomheder og fonde, som vil smide penge i projektet. De er ikke nået helt i mål, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe."
Er langt fra i mål
Som borgmester Lasse Frimand udtrykker det, er Skipper Clement Skolen ikke nået helt i mål. Men man er heller ikke nået halvvejs i forhold til de ambitioner, som man havde ved lanceringen af udvidelsesplanerne i fjor.
"For et år siden hed det sig, at vi ville rejse 20 eksterne millioner, selv smide 10 millioner i byggeriet og låne de sidste 20 millioner. Men vi er kun på knap 6,4 millioner kroner fra eksterne aktører, og det har skabt tøven."
Det fortæller skoleleder Peter Würtz.
"Vi står et sted, hvor vi skal til at bygge, men spørgsmålet er hvor stort. Vi har ikke opgivet planerne, men vi er der slet ikke endnu. Vi troede for et år siden, at vi ville have haft de 20 millioner på plads nu, og det har forsinket processen, at vi ikke har," siger han.De knap 6,4 millioner kroner står Centrica Energy Trading primært for med en donation på fem millioner kroner, mens Sparekassen Danmark Fonden Himmerland har bevilget en million kroner.
Dertil er der et par mindre donationer.
Udvidelsen af privatskolen omfatter ikke kun den internationale afdeling. Efter et ønske fra Børne og Unge under Aalborg Kommune blev seks nye klasseværelser til den internationale afdeling dog føjet til de oprindelige udvidelsesplaner.
"Alle er klar. Lige nu er det kun økonomien, der holder os tilbage," slår Peter Würtz fast.
Som en del af aftalen med Centrica Energy Trading udvides den internationale linje hvert år med 20 pladser. Det gør Skipper Clement Skolen også til august i år, ligesom man gjorde i fjor.
Efter de første 40 tilføjede er der dog ikke plads til flere internationale elever.
Skipper Clement Skolen har i øjeblikket 230 internationale elever. Der er ligeledes en venteliste på omkring 200 elever.
Alternativet er dyrt
Det er med god grund, at borgmester Lasse Frimand og Aalborg Kommune foretrækker en udvidelse af den eksisterende internationale afdeling.
Alternativet til en udvidelse af Skipper Clement kan blive en rigtig stor investering. En international, kommunal folkeskole ville kræve en del - og måske er det netop derfor, at Lolland International School er det eneste eksempel i Danmark.
"Førsteprioriteten er at udvide den eksisterende skole. Som alternativ er jeg villig til at tage snakken om en international, kommunal folkeskole. Men vi er begrænset af lovgivningen. Det vil kræve en selvstændig ledelse og egne lærere på en ny matrikel. Det skal være en ny skole. Den kan ikke sammenkædes med en eksisterende folkeskole," siger borgmesteren.
"Det er en dyr investering, og et slag på tasken er, at det koster et trecifret millionbeløb," tilføjer han.
Som en midlertidig løsning har privatskolen fået lov til at sætte klasselokaler op i pavilloner i Kildeparken. Her løber tilladelsen dog kun frem til sommeren 2027, hvor man håber at være i mål med en eventuel udvidelse.