Da Scandi Byg gik konkurs, fik Mads én mission: Han skulle få virksomheden tilbage
Mads Seneca Simonsen fik ansvaret for at løfte Scandi Byg ud af asken. Og pludselig stod han over for en af de største opgaver i sit arbejdsliv. For hvordan løfter man en virksomhed, der lige er gået konkurs?
Det var en søndag aften i januar 2025, da telefonen ringede.
Mads Seneca Simonsen var i gang med at renovere sit nye hus i Hvorup.
I røret var bestyrelsesformanden i Scandi Byg.
Det store byggefirma i Løgstør med 150 ansatte var netop gået konkurs. Og bestyrelsen ville have Mads Seneca Simonsen som direktør i et nyt selskab af samme navn.
En slankere udgave af Scandi Byg, hvor medarbejderstaben var halvt så stor.
Opkaldet var ambivalent, husker Mads Senaca Simonsen.
"På den ene side vil mange gode kolleger stå uden job. På den anden side ville der slet ikke være nogle jobs, hvis ikke Scandi Byg blev genrejst."
Han takkede ja til jobbet dagen efter.
Og så trak han i arbejdstøjet. For at vende skuden for den konkursramte virksomhed.
Og det ser ud til, at han har haft succes med det.
En stille chef i en stor stilling
Det var den 8. januar 2025, at Scandi Byg gik konkurs.
To store og komplicerede byggeprojekter fra samme bygherre medførte så store tab, at ledelsen til sidst besluttede at give fortabt.
Scandi Byg blev stiftet i 1982 og leverer, producerer og udvikler modulbyggeri.
Løgstør-virksomheden er dansk markedsleder inden for industrielt fremstillet byggeri og fungerer både som totalentreprenør, hovedentreprenør og underentreprenør.
Efter flere år med fremgang havde Scandi Byg et underskud på 89,9 millioner kroner i 2022.
I 2023 solgte MT-Højgaard-koncernen virksomheden til Nordic Wood Industries A/S, der overtog aktiviteterne 31. december 2023.
Scandi Byg A/S havde 223 ansatte, men gik konkurs i januar 2025.
I dag er det omkring 100 medarbejdere.
Kilde: CVRFå uger senere meddelte Scandi Bygs ejer, Nordic Wood Industries, at de ville fortsætte nogle af aktiviteterne i et nyt selskab under samme navn.
Og så gik Mads Seneca Simonsen fra at være udviklingschef til administrerende direktør.
Selvom det var en stor omvæltning for den eftertænksomme nordjyde, har han i løbet af det seneste år fundet sig mere til rette i direktørstolen.
Uddannet ingeniør.
Skrev speciale om Scandi Byg tilbage i 2011.
Efter uddannelsen blev han ansat som driftleder i 2012, og siden da har han arbejdet i forskellige stillinger.
Blev direktør i januar 2025 efter konkursen.
"Det har ikke været let," siger han.
"Men hen over årene har jeg lært, at der ikke er én rigtig måde at være leder på. For mig handler det om at være 100 procent mig selv, for det gør det også nemmere at stå ved alt det, vi gør."
I dag er han direktør for 25 funktionærer og cirka 100 medarbejdere i alt. Det er cirka halvt så mange ansatte som i det oprindelige Scandi Byg.
Tilbage til kernen
Efter konkursen var analysen fra Mads Seneca Simonsen, at Scandi Byg havde spredt sig for meget.
Derfor var hans vigtigste opgave, at virksomheden skulle tilbage til kerneproduktet: Modulbyggeri i træ.
"De mennesker, der er her nu, er specialister i modulbyggeri. I vores branche ligger djævlen ofte i detaljen, og derfor er det vigtigt, at vi har forstand på vores kerneprodukt," siger han.
Mads Seneca Simonsen vil koncentrere sig om design, produktion og montering af modulbyggerier i træ.
Ifølge direktøren er det lykkedes.
Virksomheden har ikke endeligt lukket regnskabet for 2025, og Mads Seneca Simonsen vil ikke sætte konkrete tal på, hvordan resultatet kommer til at sætte ud.
"Men vi kommer til at vise omverden, at vi igen er et stabilt sted," understreger han.
Og netop det er vigtig for direktøren, der i månederne efter konkursen kunne mærke skepsissen mod Scandi Byg.
"Det handlede om at genopbygge tilliden hos både kreditorer og kunder."
Scandi Byg har brugt det meste af 2025 på at bygge en pipeline for 2026.
"Og 2026 ser rigtig spændende ud," siger direktøren.
Aldrig igen
Han er overbevist om, at det nye Scandi Byg ikke ender på kirkegården sammen med det gamle.
Den overbevisning havde han allerede, da han fik opkaldet fra bestyrelsesformanden tilbage i januar. Ellers ville han ikke have sagt ja til jobbet.
"Jeg er meget fortrøstningsfuld, fordi jeg ser nogle tegn i markedet, som jeg ikke har set længe," siger han.
"Træbyggeri vinder frem dels på grund af klimaaftrykket, men jeg oplever også flere, der foretrækker, at man kan præfabrikere moduler til byggeriet på en fabrik under ordnede forhold."
Mads Seneca Simonsen vil hvert fald gøre alt for, at bestyrelsesformanden ikke ringer til ham igen og melder en ny konkurs.
"Det skal være sidste gang. Det skal jeg aldrig opleve igen."