Arbejdskraft

Stærke og inspirerende: Fire nordjyder over 60 år hyldes

Djøf hylder seniorerne i kåringen "Bedst over 60". Her er fire nordjyder fremhævet for deres indsats.

Fire nordjyder hyldes i Djøf-kåringen "Bedst over 60". Fra venstre er det Dorthe Bertelsen, Torben Mortensen, Lone Hansen og Kjeld Damgaard. Foto: PR

Fagforeningen Djøf har i dag offentliggjort 60 vindere af kåringen "Bedst over 60". Her sættes der fokus på 60 stærke og inspirerende personer over 60 år.

Det skriver Djøf i en pressemeddelelse.

"Vi er gode til at hylde de unge talenter, men vi skal også huske at hylde de erfarne. De har fortjent det, for de er ofte guld værd for en arbejdsplads," siger formand Sara Vergo.

"De er fulde af viden, historie og overblik, de er vant til at lære nyt, de har rutine i at oplære og sparre med kollegaer, og de har prøvet det meste. De har afgørende betydning for, at vores virksomheder, organisationer og samfund fungerer."

Alle danskere kunne nominere end person over 60 år, og dommerpanelet har udvalgt 60 rollemodeller fordelt bredt på faglighed og geografi. Heraf har man udpeget fire nordjyder.

Dorthe Bertelsen, stabschef ved Morsø Kommune, Mors

Dorthe Bertelsen er indstillet af sin chef, kommunaldirektøren i Morsø Kommune, Rikke Würtz. I indstillingen skriver hun følgende: 

"Dorthe Bertelsen er en af de sjældne personligheder, som formår at kombinere faglig styrke, menneskelig indsigt og en urokkelig dedikation til fællesskabet."

"Siden hun i 1998 blev en del af Morsø Kommune, har hun været en kulturbærer og en konstant, der inspirerer sine kolleger og bidrager til en stærk arbejdspladskultur. Med sit rolige og tillidsvækkende væsen er Dorthe kendt for at skabe tryghed i selv de mest udfordrende situationer."

Dorthe Bertelsen er assistentuddannet i Post Danmark på kontor. Her blev hun hurtigt leder, hvorefter hun i 1998 søgte job hos Morsø Kommune med henblik på at komme tilbage i en assistentfuntkion. Hun blev dog senere leder igen.

"Dorthe er ikke blot en dygtig leder – hun er en rollemodel. Hun viser os, at ledelse handler om at lytte, skabe plads og tage ansvar," skriver Rikke Würtz i nomineringen.

Torben Mortensen, teknisk projektleder i Gas Storage Denmark, Lille Torup

Torben Mortensen, som bor i Aalborg, er blevet indstillet af en kollega. Hun skriver følgende:

"Torben har 40 års bred erfaring med etablering, renovering og drift af rør og anlæg herunder gastransmissionsrør og de overjordisk og underjordiske dele af Danmarks naturgaslagre," skriver vedkommende, som er økonomisk projektleder på Torben Mortensens projekter.

"Torben har en sjælden evne til at gennemskue helheden og forstå detaljerne i ekstremt komplekse problemstillinger og projekter. Han er meget opmærksom på andre aktørers perspektiver og kan derfor få kollegaer, leverandører med flere til at samarbejde.

Torben Mortensen er oprindeligt uddannet lastbil- og entreprenørmaskinemekaniker. Han kom hurtigt over i gasbranchen og har arbejdet sig op gennem årene som svejser, formand og nu teknisk projektleder.

Kjeld Damgaard, overlæge på Regionshospital Nordjylland, Hjørring

Kjeld Damgaard fik sit første job på sygehuset i Hjørring i 1975. Han er uddannet på Aalborg Sygehus og sidenhen i Aarhus, men i 1996 kom han tilbage til Hjørring med familien.

"Kjeld er lige fyldt 70 år og er fortsat dagligt og fagligt aktiv i sit arbejde som overlæge på en intensiv afdeling. Han møder mennesker, personale, pårørende og patienter med et glimt i øjet og har en realistisk forståelse af deres situation. Han er fortsat en stor kapacitet på arbejdspladsen og er en stor inspirationskilde, både fagligt og menneskeligt, for yngre som såvel seniorlæger som mig," skriver en kollega i nomineringen.

Lone Hansen, ekstern lektor ved juridisk institut, AAU

Lone Hansen bor i Løkken og er tilknyttet Aalborg Universitet i Aalborg.

"Lone har været en helt igennem fantastisk underviser på de juridiske uddannelser ved Syddansk Universitet gennem mere end 20 år," skriver en tidligere kollega i nomineringen.

"Grunden til, at Lone fortjener prisen, er at hun altid er nærværende. Hun gør aldrig noget halvt, og den måde, hun omfavner de studerende på, er fuldstændig forbilledlig. Jeg kan kun begræde, at Lone ikke længere er min kollega på Syddansk Universitet. Men hun fortjener en kæmpe hæder for det store arbejde, hun har lagt gennem årene, og som jeg ved, at hun med garanti fortsætter med i Aalborg."