Forny dig i en travl hverdag - din type kan være afgørende
Hvem er du af de fem mest efterspurgte tovholdere til fremtiden? Er du sælgeren, kuratoren, håndværkeren, træneren eller oversætteren? Grafik: Maja Henriksen.

Hvis du synes, udviklingen er gået hurtigt de seneste fem år, så det intet imod, hvad de næste fem år vil bringe. Vores arbejdsliv er i voldsom bevægelse, og det stopper aldrig. Tværtimod bliver tempoet kun højere. Som en skypumpe, der bliver ved at akkumulere.

Gamle jobtyper forsvinder og nye opstår - i en løbende proces.

Der findes ikke længere jobs, hvor man ikke skal forny sig. Og det skal vi paradoksalt nok kunne finde roen i.

Sådan siger Anne Skare Nielsen, der er fremtidsforsker og medstifter af Universal Futurist.

Hun ser to tendenser, som er afgørende for vores evne til at klare os på arbejdsmarkedet. 

For det første skal vi investere i “evergreen kompetencer” - egenskaber som altid er gode at have (se gennemgang længere nede). 

For det andet skal det at ville lære noget nyt tales op. For kompleksiteten og foranderligheden i det, vi beskæftiger os med, vil ikke blive mindre.

- Vi skal se dét “at lære” som næsten lige så tiltrækkende som at tage på ferie. Det er ikke nogen straf at lære nyt. Der er bare mange, der har haft en dårlig oplevelse med skolen, og meget efteruddannelse er stadig dødssygt. Men skolen slutter aldrig, siger Anne Skare Nielsen og tilføjer:

- Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, og derfor er det værd at investere i de her evergreen-egenskaber, som også har den fordel, at de presser os til at blive “mere menneske” og mindre maskine. At være sådan én, som andre og verden har brug for, giver en god ro i maven og en sund ballast at bygge videre på - hele livet igennem. 

 

Anne Skare Nielsens fem evergreen-kompetencer, der efter hendes mening altid vil være brug for, er:

Sælgeren. Grafik: Maja Henriksen.
Sælgeren. Grafik: Maja Henriksen.

Sælgeren:

Alt handler i sidste ende om salg. Vi skal allesammen sælge noget på et eller andet tidspunkt. Hvis du er skolelærer, skal du sælge motivation. Hvis du er chef, skal du sælge en vision. Hvis du er fysioterapeut, skal du sælge troen på, at det kan betale sig at træne for at genvinde førlighed.

Salg handler om relationsdannelse. Definitionen på en kunde er faktisk “en relation”.

Dem, der kan sælge, kan bygge relationer. Og relationer er alt. For i fremtiden skal der samarbejdes på tværs, og der skal lyttes og læres og innoveres. Varer, løsninger og strategier skal langes over disken - både fysisk, online og på tværs af grænser.

Kuratoren. Grafik: Maja Henriksen.
Kuratoren. Grafik: Maja Henriksen.

Kuratoren:

Kuratoren er i traditionel forstand en person, der forvalter og er ansvarlig for specielle opgaver - eksempelvis på et museum. Kuratoren går i kælderen og kigger på det materiale, museet har til rådighed.

Derefter ser han eller hun ud i verden og tænker: “Hvad har folk brug for derude?”. Og så sammensætter kuratoren det optimale ud fra det.

Kuratoren er den, der har viden og erfaring og fornemmelse for markedet og tendenser i tiden. Kuratoren passer godt til de ældre og mere erfarne, som i dag sidder med en stor viden og et moralsk kompas, der slet ikke bliver udnyttet nok. Det er ham eller hende, der siger “Du skal ringe til Michael i Paris - her er nummeret - og så får du lige den analyse, du skal bruge. I øvrigt har jeg lige snakket med Gitte i HR om det samme”.

Kuratoren kan finde mening i data. Kuratoren vil spare os for tid og ressourcer og i øvrigt bære vores kultur, sjæl og historie - alt det, der bare ikke kan kopieres. 

Og så vil kuratoren holde os i ørerne, når vi er ved at sælge ud - eller etikken ikke er i orden.

Håndværkeren. Grafik: Maja Henriksen.
Håndværkeren. Grafik: Maja Henriksen.

Håndværkeren:

Der kommer altså ikke et it-system, der kan skifte en ble, siger Anne Skare Nielsen. Uanset hvor meget digitaliseringen er kommet for at blive, vil der altid være brug for folk, der kan tage fat. Bare se ud i verden: Vi står alle og skriger på den gode håndværker, sygeplejersken, pædagogen og den pensionerede jægersoldat i børnehaven!

Der kommer kun mere efterspørgsel efter dem, der ikke er de arbejdssky elementer, når det handler om at få blod, bæ, bræk og olie på fingrene.

At sidde stille på kontor - og kun dét, det er de arbejdspladser, der ryger nu. Kontorfolket er vor tids typografer. Man mister følingen med verden, når man ikke kommer ud - og det er godt for vores dannelse og livsmestring at komme ud og “mærke verden”. 

Så håndværker skal forstås meget bredt - som alle de opgaver vi får løst, hvor man kan tage et før og efter billede af resultatet. 

- Jeg har f.eks. en ven, der sælger medicinsk udstyr. Og han er en af de eneste i branchen, der stiller hele lortet op ude på hospitalet, samler det og viser, hvordan det skal bruges - sammen med det eksisterende udstyr. Han er sælger, kurator og håndværker i ét. Mere af det tak, siger Anne Skare Nielsen.

Træneren. Grafik: Maja Henriksen.
Træneren. Grafik: Maja Henriksen.

Træneren:

Nogle mennesker vil elske at lære ting hurtigere i en kompleks verden. Flertallet af os risikerer at blive sat helt af, hvis ikke træneren kommer og tager os i hånden. 

Træneren kender vi i dag inden for sport, som virksomheds-coaches - og som helt utroligt kedelige manualer, som ingen læser. Smelt de tre ting sammen og forestil dig arbejde og uddannelse lige så sjovt og berigende som Pokemon Go - dét der spil, hvor millioner af mennesker gik milliarder af kilometer for at fange små trolde.

Læring i fremtiden bliver meget sjovere og vil også komme som Artificial Intelligence (f.eks. en køretræner i bilen).

Men mange af os får stadig brug for et rigtigt menneske til at hive os i ørerne og ae os på kinden, når vi skal holde fast i visionerne, planerne og de aftaler, vi laver med hinanden. 

Vi er vanedyr, og det ved vi godt. Med træneren tager vi konsekvensen af det, for vi vil jo gerne være de bedre mennesker, der ikke bare gør, som vi plejer.

Fremover vil vi se kurser i livsdesign, det gode parforhold, den visionære leder, fra pension til passion. Vi kan nu træne os bedre i alt det, der før var tabu, eller som drænede os for energi.

Derfor bliver træneren vigtig.

Oversætteren. Grafik: Maja Henriksen.
Oversætteren. Grafik: Maja Henriksen.

Oversætteren:

Fordi ingen kan forstå, hvad de andre siger. Vi bliver allesammen dygtigere, mere erfarne, mere professionelle - også selvom vi ikke lægger mærke til det. En mekaniker i dag er meget mere prof end en mekaniker for 50 år siden. Men vi tager tit for givet at det, der er nemt for os, er nemt for andre. Derfor får vi brug for oversættere - empatiske, tålmodige overbliksmennesker, der bygger bro, mægler i konflikter, kilder visionerne frem i os og hjælper os med at se det store billede. For når vi skal skændes, skal det være om de rigtige ting. Oversætterne er dem, der flytter os og bygger os op - og ændrer verden til det bedre. 

- Sæt de fem egenskaber sammen i et team - og miks en hvilken som helst uddannelse oveni sammen med lysten til at lære nyt, så forudser jeg, at der ikke vil være noget problem, det hold ikke kan løse, siger Anne Skare Nielsen.

- Jeg er også sikker på, at enhver arbejdsplads vil stå klar med åbne arme og sige “kom og dyrk din fremtid her sammen med os”.

- Der findes ikke længere jobs, hvor man ikke skal forny sig. Og det skal vi paradoksalt nok kunne finde roen i. I naturen hedder det “dynamisk ligevægt”. Hvis du f.eks. hælder vand i et badekar og lader det stå, rådner det. Hvis du hiver proppen op og fylder vand på i samme tempo, som det løber ud, er der hele tiden frisk vand i karret - og der er samtidigt ro på overfladen, siger Anne Skare Nielsen, der er fremtidsforsker og medstifter af Universal Futurist. Foto: Universal Futurist.
- Der findes ikke længere jobs, hvor man ikke skal forny sig. Og det skal vi paradoksalt nok kunne finde roen i. I naturen hedder det “dynamisk ligevægt”. Hvis du f.eks. hælder vand i et badekar og lader det stå, rådner det. Hvis du hiver proppen op og fylder vand på i samme tempo, som det løber ud, er der hele tiden frisk vand i karret - og der er samtidigt ro på overfladen, siger Anne Skare Nielsen, der er fremtidsforsker og medstifter af Universal Futurist. Foto: Universal Futurist.