Kaffebrief

Byggeri, karrierevalg og salg af familievirksomhed

… klædt på til smalltalk med substans

Marianne og Tobias bygger hus i Hjørring trods prisstigninger – og de er ikke de eneste

Godmorgen. Vi starter onsdagens nyhedsbrev i Hjørring. For her har Marianne og Tobias Dietz købt en stor grund, hvor de vil bygge deres drømmehus.

Det vil de til trods for prisstigninger på byggematerialer.

- Det er rigtigt, at prisen på et hus nok er cirka ti procent dyrere i dag end for bare et år siden, på grund af prisstigninger på materialer, men det vil vi ikke bekymre os om, siger Tobias Dietz.

Parret er ikke alene om at slå til trods stigende priser, fortæller ejendomsmægler Kristian Rask, der har grundene i Hjørring til salg.

- På nye helårshuse ser vi ikke tendens til, at folk udskyder det og håber på, at priserne falder. Det er der derimod en tendens til på nye sommerhuse. Det hænger nok sammen med, at der her skal bruges meget træ, og træ er det, der er steget mest i pris i 2021, siger han.

Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).

Ny chef på Techcollege: Unge mennesker skal mærke oprigtigt efter, hvad de kunne tænke sig

Vi skal videre til Helle Lyhne Hvass Markussen, som har skudt 2022 i gang med en ny stilling som viden- og projektchef på Techcollege i Aalborg.

Hun har taget mange valg i sin karriere. Da hun var helt ung, startede hun som barnepige, ekspedient i en tøjbutik, pædagogmedhjælper og er siden hen kommet til at arbejde med studerende.

Og ifølge den nye chef for Techcollege er det vigtigt, at unge mennesker også får mulighed for at træffe frie valg i forbindelse med deres uddannelse.

- Jeg er selvfølgelig glad og taknemmelig over den professionelle rejse, jeg har haft, men set i bakspejlet tænker jeg også, at mine uddannelsesvalg har båret præg af sikre valg, som matcher det at være en relativt bogligt begravet og fornuftig pige, siger hun.

- En erhvervsuddannelse lå ikke kortene, og spørgsmålet er, om vi i tilstrækkelig grad lader vores unge mennesker mærke oprigtigt efter, hvad de kunne tænke sig?

Læs mere ved Vigeur (for abonnenter).

Nordjysk familievirksomhed er solgt efter seks generationer

Vi slutter i Frederikshavn, hvor 56-årige Peter Engsig har solgt sin familievirksomhed Engsig A/S efter seks generationer.

- Jeg har vidst i mange år, at den her dag kom på et tidspunkt, fordi vi ikke lige har nogle i familien til at tage over, siger han.

Virksomheden, der sælger alt til kontoret, er blevet solgt til den Sønderjyske konkurrent Kontor Syd. Peter Engsig bliver ved med at være direktør i Frederikshavn, hvor den gamle virksomheds navn fortsat får lov til at hænge.

- Jeg er stolt over, at vores navn lever videre. Det ville også være dumt andet. Vi er en succes og har trods alt brugt mere end 190 år på at slå navnet fast, siger han.

Læs mere ved Nordjyske (for abonnenter).