Første job var barnepige - nu arbejder Helle for bedre uddannelser: Her er TECHCOLLEGE-chefs CV

Et arbejdsliv er for langt de fleste mennesker et sjovt, spændende og udfordrende forløb med både op- og nedture.

I serien ”Mit CV” får du et indblik i et menneskes karriere på arbejdsmarkedet, hører om de erfaringer, der er gjort undervejs, og hvordan de forskellige jobs har været med til bringe de medvirkende til, hvor de er i dag både som menneske og medarbejder.

Fælles for de personer, der medvirker i serien er, at de i dag har deres arbejdsplads i Nordjylland.

Helle Lyhne Hvass Markusen er Viden- og projektchef på TECHCOLLEGE i Aalborg. Hun er 39 år, født og opvokset i Thisted og bor i Aalborg sammen med sin mand Bo og sønnerne Julius og Villads. Her er Helles CV:

1993-2000: Barnepige i Thisted
Jeg var 11, da jeg begyndte at trille ture med de lokale børn i området og var gennem årene tilknyttet mindst 15 hjem. Jeg elskede det, og når man havde været barnepige et sted, så gik rygtet, og lynhurtigt havde jeg fire fem-steder, hvor jeg kom og var barnepige. Jeg kan huske, at gjorde en dyd ud af at gøre lidt rent og lægge tøj sammen hos "kunderne". Så blev særligt mødrene glade, når de kom hjem. Hvis det var mig selv i dag, ville jeg nok foretrække, at barnepigen blot sørgede for at lege med mine unger fremfor at være praktisk.

1996-1997: Minipakker hos C. Søndergaard
Vi var fire ungarbejdere, der sammen med en gruppe i arbejdsprøvning ompakkede alt fra blyanter til fyrværkeri. Jeg arbejdede der to gange om ugen efter skole og kan fortsat ompakke og sætte labels på varer med lynets hastighed. Det var nok første gang, jeg blev konfronteret med det faktum, at ikke alle har det lige nemt i tilværelsen. På arbejdspladsen var der også plads til kærligt drilleri. Så på skift blev ungarbejderne sat ind i en boks, hejst til vejrs og gennemspulet med vand.

1997-2000: Ekspedient i tøjbutik og hjælpepige hos H.M Production
I Thisted var der en populær tøjbutik, hvor jeg rigtig gerne ville arbejde - troede jeg. Men det med at skrive 9-tallerne på en bestemt måde, og tilmed være tvunget til at bruge mange af mine optjente penge på at leve op til kravet om at gå i butikkens eget tøj, når jeg var på arbejde, var ikke lige mig. Så den karriere varede ikke mange uger.

I stedet kom jeg på H.M Production. Det var en lokal produktionsvirksomhed, som manglede en, der blandt andet kunne lave salgsmapper og tage telefonen om eftermiddagen. Der var mange ældre kollegaer, men de var gode og ville gerne have, at jeg skulle lykkes. Så de brugte tid på, at jeg lærte at forstå organisationen. Der var masser af maskiner, som jeg ikke vidste noget om, men skulle kende alligevel for at pakke de rigtige ting. Jeg lærte også at begå mig i en produktion og ikke være bange for at gribe fat i noget, man ikke forstår.

2000-2001: Ekspedient ved den lokale købmand
Jeg havde mange gode timer hos købmanden. Det fik dog en brat afslutning, og det skyldes, at mit retfærdighedsgen blev sat på en alvorlig prøve. Butikken lukkede kl. 19, og lønnen gik altid til kl. 19.15 - også selv om man først var færdig senere end det. En detalje, som for mig havde så principiel karakter, at jeg konfronterede købmanden. Han erklærede sig uenig og fortsatte med at rette timesedlerne tilbage til kl. 19.15.

Jeg har hjemmefra lært, at man ikke skal true med noget, man ikke kan finde på at gøre alvor ud af. Da jeg havde truet med at sige op, valgte jeg at tage konsekvensen. Heldigvis er jeg ikke helt så ultimativ i dag, men jeg holder fast i mantraet om, at man ikke skal true med noget, man ikke kan finde på at gøre alvor ud af.

2001-2006: Pædagogmedhjælper, Kumlhøj (Specialinstitution for psykisk og fysisk udviklingshæmmede på 6 -18 år).
I min tid hos købmanden forelskede jeg mig lidt i de her kunder, som handlede ind sammen med børnene fra Kumlhøj. Da det blev muligt at blive en del af en aflastning på Kumlhøj, slog jeg til. De skulle afsted på deres årlige feriekoloni, og jeg ofrede to dages studenterkørsel, fordi jeg så gerne ville have jobbet. Så jeg var kun med på hestevogn og en halv dag i bus. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var, som at være en del af en udvidet familie. Mit arbejde var, at børnene skulle have det så godt som muligt. Efterfølgende blev jeg spurgt, om jeg ville være der resten af sommerferien. Det ville jeg vildt gerne.

Efter sommeren skulle jeg i gang med at læse, og jeg blev en del af weekendaflastningen. Jeg havde jobbet i seks år, og det er den eneste organisation jeg har været i, hvor familiefølelsen var så udtalt.

2002-2004: Ejer af Festkjolen.dk
Jeg kæmpede med astma gennem 2.- og 3.G i gymnasiet og fik ikke et karaktergennemsnit, som kunne få mig ind på medicin- eller tandlægestudiet, som var det, jeg gerne ville. I Thisted var der opstået mulighed for at læse markedsføringsøkonom, og jeg har altid vidst, jeg gerne ville være selvstændig. Derfor gav det meget god mening i mit hoved at starte på det.

Det første år var vi på studietur til New York, og jeg var lige blevet kæreste med Bo, som jeg er gift med i dag. Det var min første tur til New York og i stormagasinet Macys, åbnede en hel ny verden sig for mig. Mit Thy-gen spottede udsalgsstativet med gallakjoler. De var nedsat med 50 procent og derefter yderligere 50 procent. Jeg havde lyst til at købe alle kjolerne og sagde til Bo ”Prøv at forestil dig, at vi lavede sådan en kjole-udlejning”. Han vækkede mig samme nat på hotellet og sagde, at han var med på den, men så skulle jeg flytte ud til ham i Klitmøller, hvor førstesalen kunne bruges til kjoleudlejning. Vi tømte kufferterne, fyldte dem med gallakjoler, og da vi kom hjem, fik jeg mit første CVR-nummer.

Med hjælp fra venner på studiet, fik vi lavet hjemmesiden festkjolen.dk, og jeg fandt hurtigt ud af, at kjolerne fra New York ikke fyldte ret meget på en hel førstesal. Jeg ringede til mine gamle gymnasiekammerater, som jeg vidste havde gallakjoler i skabene. De kunne i stedet hænge hos mig, så fik de noget af leje-indtægten, og lige pludselig havde jeg mange kjoler. Efter halvandet år blev virksomheden solgt, fordi Bo og jeg skulle ud og rejse. Vores mødre passede butikken i første omgang, men da vi kom hjem efter en jordomrejse, og sagde, at vi også snuppede et år i Norge, synes de ikke længere, at kjolebutikken skulle være deres ansvar. Den blev solgt til to piger fra Mors.

2003: Pædagogmedhjælper, ”HUSET” (Socialpædagogisk værested for 14- 23 årige)
Der var brug for penge til jordomrejsen, så jeg supplerede op med omkring et halvt år i ”HUSET” om aftenen. Det var en rigtig god tid, og der blev lagt øre til mange livsoplevelser. I huset kom søde og dejlige unge mennesker, men mange af dem havde store problemer i livet, som de kæmpede med.

Jeg husker, at det var specielt at være på samme alder som nogle af de unge mennesker, der benyttede klubtilbuddet. Min modenhed gjorde nok, at jeg godt kunne være i rollen, selv om aldersforskellen ikke altid var eksisterende.

2003-2004: Rengøring på Hostels, arbejde i vinmark og pedelarbejde i New Zealand 
På vores jordomrejse var vi blandt andet et halvt år i New Zealand, hvor det med et ”Working-holiday visum” var muligt at arbejde sideløbende med at være opdagelsesrejsende. Jeg arbejdede et sted, hvor ejeren havde hostels rundt omkring i New Zealand og på den måde blev et muligt at se et område og rejse videre til en ny arbejdsplads, når oplevelsen var udtømt.

Jeg prøvede også meget kortvarigt at arbejde i en vinmark, men arbejdsforholdene var så forfærdelige og uretfærdige, at jeg den dag i dag undgår vin, hvis der står på etiketten, at den er fra Blenheim, New Zealand.

2005-2009: Medejer, The Tactix
Bo og jeg læste økonomi og personaleadministration i et år på universitet i Norge. På det tidspunkt var der en ret stor pokerbølge. Den gik vi med på, og som fritidsjob blev der brugt en del tid på at regne den ud i forhold til pokermiljøet. Vi stoppede med at spille, da vi ventede Julius og købte os ind i et pokersite, som havde hjemsted i Spanien.

Det lyder måske farverigt, men det var det i bund og grund ikke. Vi havde en meget matematisk tilgang til det, men vurderede efter nogen tid, at branchen var for risikofyldt. Det gav dog anledning til at lære nogle nye og spændende mennesker at kende.

2006-2010: Timelærer og projektkoordinator, Nordjyllands Erhvervsakademi
Jeg har mange gode oplevelser med fra min studietid i både Thisted, Norge og Aalborg, men har jeg ofte siddet med en oplevelse af, at underviserne interesserede sig lidt for lidt for mig og mine medstuderende. Vi oplevede os ofte som alt andet end prioriteret.
På mit eget studie skulle jeg i praktik på 9. semester og syntes, det kunne være spændende at komme indenfor uddannelsesverdenen for at forstå, hvorfor der var så lidt overskud til den ydelse, der skulle leveres til studerende.

Jeg fik praktikplads på Nordjyllands Erhvervsakademi og blev hurtigt ansat som timelærer på serviceøkonom-uddannelsen. Der fangede jeg for alvor interessen for uddannelsesmiljø. På et tidspunkt spurgte direktøren, om jeg ville være projektkoordinator i processen med at blive løsrevet fra Teknisk Skole og Handelsskolen. Det endte med, at erhvervsakademiet blev fusioneret ind i UCN, og jeg var i den sammenhæng udviklingskonsulent.

2010-2016: Uddannelsesleder og specialkonsulent, UCN
Der opstod en mulighed for at blive uddannelsesleder på UCN og Henriette, som jeg først for nyligt har sagt farvel til som chef, troede på at jeg kunne løfte opgaven, selv om jeg kun var 28 år. Der var sikkert mange som tænkte, kan hun nu det? Men jeg lykkedes faktisk ret fint. Men jeg begik de klassiske ledelsesfejl ved at arbejde sindssygt mange timer og ikke passe på mig selv. Ubevidst betragtede jeg jobbet som mit eget iværksætteri.

Nogle uger efter at jeg var gået på barsel med vores anden søn Villads, mistede jeg en rigtig god kollega, som døde efter en hjerneblødning. Ved mindehøjtideligheden sad jeg og kunne næsten ikke få luft. Jeg havde sagt, at jeg ville være delvist tilbage på jobbet tre måneder senere, men pludselig kunne jeg mærke, at der var noget helt galt i prioriteringerne i mit liv. Mit værdi-kompas var kommet ud af kurs, og det stod tydeligt, at jeg havde brug for at genopfinde mig selv.

Heldigvis havde jeg en god chef i Henriette, og sammen fik vi landet, at jeg efter min barsel blev ansat i en 25-timers stilling som specialkonsulent.

2012-2021: Indehaver, Memomiles aps, E-scarf.dk og Forbrugskunst.dk
Jeg har aldrig betragtet mig selv som en, der får mange idéer, men retrospektivt får jeg nok alligevel flere end de fleste.
Da jeg gik hjemme på barsel med Villads, synes jeg det var træls, at jeg var den eneste der skrev i ”Barnets Bog”. Der var jo mange andre, der havde noget begavet at sige. Så ideudviklingen gik i gang i forhold til, hvordan flere blandt familie og venner kunne samarbejde om ”Barnets bog” via et program, som kunne generere en fotobog. Jeg kaldte det Memomiles. Jeg syntes, det var verdens bedste idé, fik lavet et fedt design og en investor kom med ombord.

Bo og jeg havde investeret i Forbrugskunst.dk og E-scarf.dk. nogle år tidligere. Dem skulle vi rydde op i, og så skulle de fungere som sandkasser for, hvordan man driver en webshop. Der skete det, at de to gik fint, mens Memomiles slet ikke gik og endte med at lukke lige efter lanceringen. Jeg havde fejlvurderet, hvor meget teknisk forståelse man skulle have for at omsætte konceptet til en reel konkurrent. Jeg troede, det var 20 procent teknik og 80 procent salg, men det det var nok nærmere omvendt. Det var første gang i mit liv, jeg følte, at jeg var skakmat. Det var et kæmpe chok for mig, da det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne lykkes med projektet, og min krop reagerede ved, at jeg fik to streger ned i panden og en blodsprængning i det ene øje. Lægen kaldte det en belastningsreaktion.

Bo var heldigvis rigtig god og sagde, at hvis vi stoppede nu, ville det ikke ændre måden, vi kunne leve på, og så kunne vi betragte det som en læring. E-scarf.dk kørte videre, og vi har solgt den for nyligt. Med de job vi har, var det ikke længere sjovt at stå og pakke tørklæder. Forbrugskunst.dk lukkede vi bare ned i 2016.

2016 -2022: Studieleder, UCN
Der blev en lederstilling ledig på UCN, som jeg valgte at søge. Det er enormt vigtigt at sikre kompetent arbejdskraft i et samfund som vores, og det er en dagsorden, jeg ser et meget tydeligt formål med. ”Uddannelse i virkeligheden” står der på p-pladsen, når man drejer ind på UCN, og det har været et centralt omdrejningspunkt at sikre, at tempoet udenfor vinduerne har matchet tempoet indenfor vinduerne. Det er lettere sagt end gjort. Samfundet udvikler sig med lynets hast, mens uddannelsessektoren står på nogle klassiske traditioner om, hvordan man tilegner sig viden. Derudover har jeg rigtig gerne har villet bidrage til, at studietiden bliver bedst mulig og laver et positivt nedslag i livet.

Jeg brænder mest i ledelsesarbejde der, hvor jeg kan gøre en forskel for nogen eller kan se, at dem jeg har ansvaret for kan gøre en forskel. ”Studerende først” plejer jeg at sige til medarbejderne. Det er et enkelt mantra og har til formål at minde om, hvem man skal skabe værdi for. Det kan ikke nytte at bevæge sig i retning af en akademisk piedestal og miste forståelsen for, hvad der skaber reel værdi for studerende og samfundet. UCN har været en tid, jeg virkelig har nydt. Jeg har været omgivet af mange dygtige kollegaer og føler, at jeg har gjort mange gode erfaringer, som jeg glæder mig til at sætte i spil i nye sammenhænge.

2022-??: Viden- og projektchef, TECHCOLLEGE i Aalborg.
Jeg kunne se mig selv i jobbet, lige da jeg så stillingsopslaget. Der var mulighed for at sætte lys på udvikling og fremtid. Tilbage i folkeskoletiden drømte jeg om at blive murer og eje min egen virksomhed, hvor vi skulle bygge sjove og spændende huse. Min barndomskammerat og jeg sad ofte og tegnede vores fremtidige huse på en ternet blok. Han blev i øvrigt arkitekt.

Jeg er selvfølgelig glad og taknemmelig over den professionelle rejse jeg har haft, men set i bakspejlet tænker jeg også, at mine uddannelsesvalg har båret præg af sikre valg, som matcher det at være en relativt bogligt begavet og fornuftig pige. En erhvervsuddannelse lå ikke i kortene og spørgsmålet er, om vi i tilstrækkelig grad lader vores unge mennesker mærke oprigtigt efter, hvad de kunne tænke sig? I min tid i det videregående system har jeg set mange eksempler på unge mennesker, som har været på den forkerte hylde.

Danmark står til at mangle 99.000 faglærte i 2030, og der er tonsvis af spændende jobs i udsigt, som man efterfølgende kan videreuddanne sig ind i, hvis man ønsker det. Så jeg er igen drevet af, at der er et konkret problem, der skal løses. Jeg har allerede det første stillingsopslag ude, og glæder mig til den tid, der venter om hjørnet både fagligt og personligt.