Lokale bureauer har travlt – det får dem til at ansætte en bestemt type medarbejdere
- Den stigende beskæftigelse betyder, at det bliver sværere at rekruttere kompetente og erfarne medarbejdere, skriver direktør og kommunikationsrådgiver i Publicity. Foto: Henrik Bo Rønsholdt.

Af direktør og kommunikationsrådgiver Esben Lind, Publicity A/S 

Den nordjyske reklame- og kommunikationsbranche kører i højeste gear. Sådan har det – trods coronakrise - været de sidste 12-14 måneder, og det bekræftes af nye tal fra Danmarks Statistik. 

Heraf kan man se, at antallet af fuldtidsbeskæftigede inden for information og kommunikation i Nordjylland for første gang nogensinde har rundet 6.000. Tallene er fra 2. kvartal 2021, og dermed er den 13 år gamle rekord, der er fra 2. kvartal 2008, slået. Her lå beskæftigelsen på 5.944, mens den nu ligger på 6.040 fuldtidsbeskæftigede.  

Information og kommunikation er nu den 8. største branche i Nordjylland. På førstepladsen ligger offentlig administration, undervisning og sundhed efterfulgt af handel og transport, industri, erhvervsservice, byggeri og Kultur og oplevelser.  

På 7. pladsen har vi et af Nordjyllands traditionelt set store erhverv, nemlig landbrug, skovbrug og fiskeri. Her er der ved udgangen af 2. kvartal i år 6.328 beskæftigede, og jeg gætter på, at information og kommunikation inden længe skubber det primære erhverv ned på 8. pladsen. Det er jo i sig selv tankevækkende.  

Travlheden inden for vores branche bekræftes af flere af de store reklamebureauer i Aalborg, som jeg har talt med. Gotcha, CompanYoung, Weltklasse og Det nye Sort - alle har travlt med at imødekomme en stigende efterspørgsel fra kunderne.  

Hos Publicity har vi allerede fået 28 nye kunder her i 2021, og vi glæder os over hver enkelt virksomhed og organisation, der finder vej til vores dør. De nye kunder er en skøn blanding af brancher og geografi. Nogle er mindre nordjyske virksomheder. Andre er børsnoterede danske virksomheder. Én ligger i top 50 blandt de største danske virksomheder. Andre er udenlandske virksomheder, der bruger Danmark som et springbræt til Europa. 

Generelt ser vi en stigende efterspørgsel efter international kommunikation. Flere og flere danske virksomheder ønsker at blive mere synlige i udlandet, og det er positivt, at vi er konkurrencedygtige og dermed kan opnå en stigende eksportandel. Det er også årsagen til, at vi netop har ansat vores første indfødte brite. 

Ud over sit arbejde i Publicity har Esben Lind også posten som bestyrelsesformand i Digital Partners. Foto: Henrik Bo Rønsholdt.
Ud over sit arbejde i Publicity har Esben Lind også posten som bestyrelsesformand i Digital Partners. Foto: Henrik Bo Rønsholdt.

Den stigende beskæftigelse betyder også, at det bliver sværere at rekruttere kompetente og erfarne medarbejdere. Det bekræftes også af de øvrige bureauer. Der er dog fortsat mange ledige dimittender inden for eksempelvis kommunikation, men ofte har vi både et behov for at rekruttere nyuddannede og erfarne.  

Aktuelt har vi tre praktikanter fra Aalborg Universitet. De er dygtige og ambitiøse, og praktikophold er ofte et godt afsæt til fastansættelse for både dimittender og arbejdsgivere. Det kan jeg kun opfordre flere virksomheder til at benytte sig af.  

Også på landsplan er beskæftigelsen inden for vores fag stigende. Her er der nu 104.101 fuldtidsbeskæftigede, der arbejder inden for Information og kommunikation. Det er det højeste antal nogensinde og ligger et pænt stykke over perioden før finanskrisen, hvor rekorden er fra 2. kvartal 2008 med godt 88.000 fuldtidsbeskæftigede.  

Nu bliver det spændende at følge, hvordan konjunkturerne udvikler sig i de kommende måneder. Vil de globale materiale- og logistikudfordringer lægge en dæmper på væksten? Vil de stigende priser udløse høj inflation, der (også) lægger en dæmper på væksten? Eller vil det hele ende med en mere balanceret og længerevarende vækst i de kommende år?  

Vi håber naturligvis på det sidste, så beskæftigelsen fortsat kan være høj – både inden for Information og kommunikation – og øvrige brancher.