Direktør sætter spørgsmålstegn ved modellen: Er uddannelsessystemet for alle?

Skrevet af Rikke Christoffersen, direktør ved Aalborg Handelsskole.

Den sociale ulighed i Danmark ligner på mange områder uligheden i USA. Det viser en helt ny analyse foretaget af Rockwool Fonden. Og faktisk er det lidt tankevækkende, at vi i Danmark ikke formår at bryde den sociale arv bedre, end hvad vi i virkeligheden gør. For på mange områder er vi enormt privilegerede i Danmark, og mange amerikanere ville uden tvivl misunde vores velfærdssystem og ret til gratis uddannelse.

I Danmark har vi en velfærdsmodel, hvor alle har lige adgang til uddannelse. Er man over 18 år, modtager alle tilmed SU, mens man studerer. I Danmark gives der de samme muligheder for uddannelse uanset baggrund – og der står mange dygtige og engagerede undervisere klar til at tage imod. Men skønt de formelle muligheder er ens, så viser undersøgelsen fra Rockwool Fonden, at der er forskel på, hvem der benytter sig af uddannelsesmulighederne.

Forældrenes uddannelsesbaggrund har markant betydning for, hvordan et ungt menneske selv kommer igennem uddannelsessystemet – og mere i dag end for 20 år siden. Det er tankevækkende i en tid, hvor alle unge bombarderes med budskabet om, at alle uddannelsesveje står åbne. Faktisk konkluderer Rockwool Fonden, at vi skal 40-50 år tilbage for at finde samme store sammenhæng mellem forældrenes uddannelse og børnenes uddannelse. Således bliver 30 pct. af ufaglærtes børn selv ufaglærte, det gælder kun for 5 pct. af akademikernes børn. Samtidig er en uddannelse i stadig stigende grad en forudsætning for varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Alligevel forventes ca. 20 % af de unge, der forlader grundskolen i dag, ikke at have en erhvervskompetencegivende uddannelse inden de bliver 40 år. Jeg gentager – 20 % uden en erhvervskompetencegivende uddannelse – det er alt, alt for mange.

Vi har en målsætning om, at alle skal blive så dygtige, som de kan. Det er en fair og god målsætning - både for den enkelte og for det danske samfund. Uddannelse er i stigende grad en nødvendighed og skal sikre Danmarks fortsatte velfærdsmodel. Det danske samfund har på den måde en gevinst ved at sikre befolkningens uddannelse på samme måde, som den enkelte oftest opnår en højere livskvalitet med en uddannelse i bagagen.

Hvis det skal lykkedes, bliver vi imidlertid nødt til at gøre noget anderledes i uddannelsessystemet end i dag. Men hvad? Politisk har der været mange reformer i skolesystemet de seneste år – folkeskolereform, erhvervsskolereform, gymnasiereform, uden det i øvrigt er lykkedes at ændre det grundlæggende problem; at alt for mange elever falder fra i vores uddannelsessystem.  Alt for mange står stadig uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. Skal vi ændre billedet, skal der tænkes anderledes. Jeg vil her pege på tre ting, som vi med fordel kunne tage fat på.

For det første er det nødvendigt at ændre noget grundlæggende i den måde, som vi griber skoledagen an på. Grundskolen kan meget i dag – og de fleste kommer godt igennem. Men målsætningen skal være at få ALLE succesfuldt igennem. Efter min overbevisning kræver det, at vi i højere grad anerkender, at praksisfaglighed er godt for alle elevtyper. For de elever, der en dag skal være akademikere, er det godt og motiverende at se, hvordan tingene hænger sammen i praksis. For de knap så bogligt stærke elever kan den praksisrettede tilgang øge motivationen.

At skabe øget succes for alle elever i grundskolen betyder også, at vi i højere grad skal turde tænke individuelt (og bruge de nødvendige ressourcer herpå). Hvad der er godt for den ene elev, er ikke nødvendigvis den bedste læringstilgang for den anden elev. Eleverne har ikke samme interesse, motiveres af noget forskelligt – og der er differentierede forældretilgange til at understøtte skolegangen i hjemmene.

For det andet skal vi bruge de erfaringer, som det seneste corona-år har skabt i form af nye digitale muligheder. Corona-perioden har lært os, at de digitale kompetencer skal i front i uddannelsessystemet. Med digitale kompetencer tænkes både på evnen til selv at agere digitalt her og nu samt evnen til løbende at sætte sig ind i nye digitale muligheder. Uden solide digitale kompetencer får man det svært på fremtidens arbejdsmarked, hvor vi må forvente stadig højere krav og forventninger til, hvad man kan digitalt - i takt med at mulighederne også udvikles.

Corona-situationen har også lært os, at vi kan mere virtuelt og digitalt i undervisningen, end vi måske lige troede. Vi har lært, hvordan de digitale muligheder kan være med til i højere grad at fange den enkelte elev og netop tilpasse niveauet til den enkelte. Perioden har også vist os, at uddannelsesmulighederne ikke nødvendigvis er begrænset af afstande og geografi. Disse pædagogiske muligheder skal i de kommende år videreudvikles med henblik på at løfte kvaliteten i uddannelserne.

Endelig skal vi naturligvis også kigge på ungdomsuddannelserne. Gennem de seneste 10 år har lidt over 70 pct. af de unge søgt en gymnasial uddannelse direkte efter grundskolen, mens omkring 20 pct. søger en erhvervsuddannelse. Af de studenter, der fik hue på i 2017, var ca. 28 pct ikke i gang med en videregående uddannelse to år efter. Min påstand vil være, at de unge (og deres forældre) ofte vælger den ungdomsuddannelse, som de tror, er det sikre valg. I virkeligheden er valget særdeles usikkert – og den unge risikerer at ende i en blindgyde. Resultatet kan være unge, der bliver trætte af uddannelsessystemet og uden lyst til at fortsætte og få en egentlig kompetencegivende uddannelse. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Vi bør se på hele måden, vi tilrettelægger ungdomsuddannelsessystemet på ud fra kriterier som samfundets behov og de unges ønsker og forudsætninger. Det er hverken i den enkelte eller i samfundets interesse at stå med en ungdomsuddannelse, som ikke har givet de rette kompetencer til den videre vej frem i livet.

Jeg tror, at man, uanset politisk tilgang i øvrigt, vil være enig i, at kvalitet i uddannelsessystemet skal prioriteres – og at vi skal finde en vej til at gøre det bedre end i dag ift. at bryde den sociale arv. Ingen tvivl om at en sådan prioritering koster penge – mange penge. Det er naturligvis en politisk beslutning, hvordan pengene i den offentlige sektor disponeres. For at finde flere penge til at kvalitetssikre uddannelserne vil mit forslag være at kigge på de mange midler, som vi i dag anvender til SU. Et af argumenterne for SU er netop, at det skal sikre alle en uddannelse uanset baggrund. Til trods for SU’en har vi alligevel ikke formået at løse udfordringen med uligheden i uddannelsessystemet. Nogle af midlerne anvendt til SU kunne i stedet med fordel bruges på kvalitetssikring af uddannelsessystemet, hvis målet virkelig er at gøre op med uligheden i uddannelsessystemet?

Alt i alt kan det siges ganske kort. Hvis vi skal bryde den sociale arv i Danmark, skal der ske ændringer. Hvis målet er, at alle skal blive så dygtige, som de kan, bliver vi nødt til at tænke uddannelsessystemet anderledes end i dag. Vi skal i højere grad indtænke praksisfaglighed i grundskolen, have fokus på digital læring og endeligt skal vi se på, hvordan vi tilrettelægger ungdomsuddannelserne. Det koster naturligvis penge at prioritere og øge kvaliteten. Mon man politisk tør tage et opgør med eksempelvis SU-systemet for at sikre denne centrale og vigtige prioritering, så alle i Danmark får en erhvervskompetencegivende uddannelse i fremtiden?