Detailhandel

Anja vil jobsnobberi til livs – særligt én ting ærgrer hende

Anja Kibsgaard nåede at fejre 25 års jubilæum i Magasin, inden hun smuttede over til konkurrenten. Sallings salgs- og driftsdirektør elsker sit job - særligt to dage om ugen.

- Arbejdet i Salling fylder meget i mit liv. På en eller anden måde får jeg et kick af det, siger 51-årige Anja Kibsgaard. Foto: Claus Søndberg

Anja Kibsgaard kender en genvej.

Hun går forrest og finder hjemmevant hen til den sølvgrå vareelevator, der benyttes til at bringe varm kakao og sandwich fra Sallings køkkengemakker til servering på Rooftop.

Genvejen er hurtigere, og så lægger vi heller ikke beslag på den “almindelige” elevator.

Det er dén, kunderne bruger.

Eller gæsterne, som Anja Kibsgaard ynder at kalde dem.

Og gæsterne skal helst ikke vente alt for længe: Indkøb i Salling må gerne være en god oplevelse hele vejen rundt, siger stormagasinets salgs- og driftsdirektør.

Vi hopper ind i elevatoren med hver sin varme drik i hånden og lader os transportere et niveau op, inden Aalborg viser sig fra en helt anden vinkel.

Pludselig virker Budolfi Kirkes lysegrå tag ualmindelig tæt på, og oppefra synes Algades virvar som et menneskemylder uden retning.

På toppen af Sallingbygningen er efterårssolen begyndt at sænke sig, og orangerødt lys giver et varmt skær over byen.

Vi sætter os, så vi kan følge solens gang over Mølleparken, og Anja Kibsgaard åbner spontant samtalen med dét, der ligger hende allermest på sinde.

Hun er nemlig meget stolt af sine medarbejdere, og hun oplever, at “nogen” ser ned på dét at stå i butik. Det ærgrer hende.

Hun bliver harm, når nogen hænger butiksansatte ud, fordi det ikke er “fint” nok at være ansat som salgsassistent. Det er ikke fair, synes hun.

Anja Kibsgaard er salgs- og driftsdirektør både for Salling i Aarhus og for Salling i Aalborg. To dage om ugen kører hun til Aarhus, men uanset arbejdssted begynder hendes arbejdsdag altid før klokken otte. Foto: Claus Søndberg

- Vi har så mange medarbejdere, som synes, at det er det fedeste at stå i en butik, og som er passionerede og dedikerede. Men de er ofte nødt til at forsvare, at de har valgt den vej, siger Anja Kibsgaard og tilføjer:

- Jeg er ikke sikker på, at dem, der begynder på lægestudiet skal forsvare deres karrierevalg på samme måde.

Hun kalder det “jobsnobberi”, og tendensen ærgrer hende. Også fordi det ikke er så let at rekruttere, som det har været. Der er mere prestige i uddannelsesvalg nu end tidligere, mener hun.

- Jeg synes jo, at det er en skøn branche. Der er også meget at lære her, og man skal være “på” hele dagen, så gæsterne føler sig velkomne. Mange medarbejdere sætter en ære i give gæsterne den allerbedste oplevelse, siger hun.

Til sine egne døtre på 19 år har hun sagt, at man skal vælge dét, man brænder for - og se stort på løn og titel.

Da hun i sin tid valgte retning, var det tilfældigt, at det blev en elevplads i Magasin.

En dag så hun et stillingsopslag om en elevplads i Aarhus. Søgte og blev ringet op en halv time senere.

Dermed begyndte den karriere, der foreløbig har givet hende 25 år i stormagasinet Magasin - og endnu 7 år hos konkurrenten Salling.

Hun kunne godt lide sin elevtid. Det var hårdt og sjovt, men faktisk er hun blevet gladere for sit job, desto længere op ad karrierestigen, hun er trådt.

Anja Kibsgaard fik tilbud om fast job, da hun var færdig som elev. Hun kom også med på et talenthold for unge.

- Det gjorde en kæmpe forskel, at der var nogen, der kunne se et potentiale i mig. Det løftede mig. Jeg voksede af det, siger hun.

Anja Kibsgaard fik en stilling med mere ansvar. Hun blev også leder, hvilket var en øjenåbner for hende. Dét ville hun have mere af.

Anja Kibsgaard begyndte som elev i Magasin og har arbejdet sig op fra bunden. Foto: Claus Søndberg

- Af og til spørger jeg mig selv om, hvad der gør arbejdsdagen god. Og svaret er altid ledelse. Det er så tilfredsstillende, når jeg har gjort noget for andre. Har skubbet dem i den rigtige retning eller ryddet nogle sten af vejen for dem, siger hun og tilføjer:

- Jeg elsker at skabe resultater. Men ledelse er det, der driver mig. Det er ledelse, der giver mig næring og lyst til at fortsætte. Det kan være hårdt, men det er også fantastisk.

Siden hendes elevtid har hun stort set kun haft ét job, hvor ledelse ikke var en del af jobbeskrivelsen.

Et privat ønske om at flytte til Nordjylland, bragte hende snart til Magasin i Aalborg.

Allerede efter et halvt års tid, avancerede hun til salgsleder.

- Det kunne jeg godt lide, for dér fik jeg virkelig hånden på kogepladen, siger hun og tilføjer:

- Dét job handler ikke bare at lede medarbejdere. Det var faktisk også mit ansvar at skabe resultaterne.

Hun blev gravid - og fik to døtre. Efter syv måneder var hun tilbage på job og måtte forsvare, at hun ikke ville holde mere barsel.

- Men det var jo mit valg, og jeg havde brug for at komme i gang. Min mand og jeg delte forældreskabet mellem os, og det fungerede godt, siger Anja Kibsgaard, mens vi kigger på solen, der dovent nærmer sig trætoppene i Mølleparken.

Hun ville tilbage til et lederjob, og det kom hun.

I en nyoprettet stilling som driftschef var hun med til at opbygge en helt ny driftsorganisation.

- Det var en vild udfordring, siger hun.

Det nye job indebar, at hun skulle køre mellem Magasins afdelinger i Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense, og det gjorde hun, indtil hun i 2005 blev sendt tilbage til Magasin i Aalborg med det formål at lukke butikken.

Anja Kibsgaard betegner den mission som den sværeste i sit liv.

- Jeg var rejst derfra i 2003, så det var mine gamle kolleger, der nu blev fyret. For mange betød det, at deres verden faldt sammen, og emotionelt var det hårdt at være i, siger Anja Kibsgaard.

- Jeg sagde ikke op i Magasin, fordi jeg var træt af mit job, men fordi jobbet i Salling lød vildt spændende, siger Anja Kibsgaard. Foto: Claus Søndberg

Det var ubetinget den hårdeste periode.

Men også den mest lærerige.

For Anja Kibsgaard fandt ud af, at hun både kunne løse opgaven, men også var i stand til at vise omsorg.

- Jeg fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne være i det - også selvom det var hårdt.

Den sidste dag skulle dem, der var tilbage, mødes i Magasins kantine for at spise pølser og drikke fadøl. Tidligere medarbejdere kom også. Det skete tilfældigvis på Anja Kibsgaards fødselsdag, og da hun havde rejst sig for at holde tale for medarbejderne, sang de fødselsdagssang for hende.

Hun bliver stadig rørt, når hun genfortæller historien om de medarbejdere, der også havde en gave til hende. Et lille hus i glas.

- Det var enormt bevægende, og det bekræftede mig i, at jeg havde løst opgaven på en okay måde. Ellers ville de ikke have gjort det, siger hun.

Selv fortsatte hun sin karriere i Magasin - nu som driftschef i Aarhus. Sideløbende arbejdede hun i en periode som it-projektleder. Og toppede med titlen som forretningschef i Aarhus.

- Det er lidt kendetegnende for mig, at jeg har altid taget de chancer, der har budt sig. Og det er sådan set lige meget, om det er et spring til siden eller bare et stop på vejen, siger hun og tilføjer:

- Der er meget passion i mig.

Hos konkurrenten, Salling, havde de tilsyneladende også fået øje på Anja Kibsgaards kvaliteter.

Egentlig havde Anja Kibsgaard overhovedet ikke forestillet sig, at hun skulle skifte arbejdsgiver. Og da slet ikke til konkurrenten.

Men Sallings på det tidspunkt nyslåede direktør, Marianne Bedsted, spurgte, om de skulle drikke en kop kaffe.

En lørdag formiddag i efteråret 2014 kørte Anja Kibsgaard derfor til Aarhus. De mødtes i Musikhuset, hvor Marianne Bedsted var hentet til Salling fra.

Kemien mellem dem var så god, at Anja Kibsgaard fik noget at spekulere over, da hun satte sig ind i bilen og kørte hjem til Aalborg.

- Det var en stor beslutning, men det lød simpelthen så spændende.

Anja Kibsgaard skulle med helt ind i maskinrummet for at nytænke Sallings strategi.

Hun sagde op i dét Magasin, som havde fulgt hende, siden hun som 19-årige begyndte som elev - og som hun også havde fejret 25 års jubilæum hos.

1. december 2014 fik hun et hurtigt kassekursus i Salling i Aalborg og brugte resten af måneden til at hjælpe med julehandlen. Det var den bedste måde at lære sin nye arbejdsplads at kende på, synes hun.

- Det var vigtigt at fornemme stemningen, før jeg gik i dybden med arbejdet.

Hun er blevet grebet af kulturen i Salling.

- Man får en enorm respekt for stedet, når man kommer hertil udefra. Der er meget respekt om Salling-navnet. Også blandt kunder og gæster, siger hun.

- Og der sker hele tiden noget nyt. Så har vi eksempelvis bygget Rooftop i Aarhus - og så i Aalborg, siger hun.

Anja Kibsgaard påskønner Sallings historie og fundats.

- Det er fedt at være en del af en virksomhed, som er fondsejet. Hele overskuddet går dels til at reinvestere i virksomheden, dels til fondsdonationer til gavn for lokale i områder, hvor vi er placeret. Det er jeg stolt af at være en del af, siger Anja Kibsgaard.

- Mit primære job er stadig ledelse, og jeg brænder ligeså meget for det, som første gang jeg blev leder som 23-årig, siger Anja Kibsgaard. Foto: Claus Søndberg

Hun er nu salgs- og driftschef både for Salling i Aarhus og for Salling i Aalborg. To dage om ugen kører hun til Aarhus, men uanset arbejdssted begynder hendes arbejdsdag altid før klokken otte. For det meste slutter den først sidst på eftermiddagen.

- Jeg tænker ikke på, hvor mange timer, jeg arbejder, siger Anja Kibsgaard, der er 51 år.

- Arbejdet i Salling fylder meget i mit liv. Jeg kan også gå hjem klokken 16. Og når jeg har ferie, så holder jeg ferie. Men jeg elsker mit job.

Detailhandlen er det fedeste sted at være, synes hun. Der sker hele tiden noget. Hun kan godt lide tempoet.

- Du kan aldrig forudse, hvad der kommer til at ske. Der kan opstå alt muligt. Men hver dag kan du sætte to streger under resultatet og se, hvad vi leverede. Det kan jeg godt lide, siger hun.

Og så holder hun af livet og virakken i stormagasinet. I gennemsnit går mellem 10.000 og 15.000 mennesker gennem Salling hver dag. Eksempelvis fordelt på en stille mandag med kun 7000 gæster - og en travl lørdag, hvor 25.000 gæster kan besøge Salling.

Anja Kibsgaard er vild med lørdage i Salling. Og fredage.

Det er de dage, da flest besøger butikken, og så kan hun godt finde på at hjælpe til med ekspedition.

- Jeg elsker stadig at stå bag disken. At møde kunderne og give dem en god oplevelse. Jeg sætter pris på at tage fat sammen med medarbejderne. Mange af dem arbejder hver anden weekend, så det er helt naturligt, at jeg også arbejder dér, siger hun.

- Det falder mig helt naturligt at ekspedere. Hvis jeg kommer forbi en kasse, og en kunde står og venter, hjælper jeg altid til.

Hun hjælper også en kunde med at finde vej, da vi lidt senere forlader Rooftop.

Helt naturligt snupper hun vores tomme drikkeglas med i hånden - og sætter dem i køkkenet i etagen nedenunder.

Denne gang tager vi trappen.

Gennem glasruderne er efterårssolen nået ned under Mølleparkens træer.

Men Anja Kibsgaards arbejdsdag er ikke slut endnu.

Læs mere om udfordringer med rekruttering her: