Ivan vil droppe målstyring af medarbejdere: - Sæt dem fri, og stol på dem
Ivan Jæger Christiansen vil gøre op med det, han kalder kpi-helvedet. Målstyring af medarbejderne er totalt spild af tid - og tager arbejdsglæde og resultater fra virksomheden.
Forestil dig en mand, der sidder foran en skærm.
Ved siden af manden sidder hans medarbejder. Hen over skærmen ruller nu 12 slides, der gennemgår de parametre, medarbejderen bliver målt på.
Chefen kunne være Ivan Jæger Christiansen. Sådan praktiserede han nemlig ledelse engang.
- Jeg målstyrede på de mest vanvittige ting, konstaterer han.
Men han holdt op med at kontrollere sine medarbejdere, for det giver hverken mening eller bedre resultater, mener han.
Ivan Jæger Christiansen, der er direktør i marketingbureauet Mindmill og chef for 50 medarbejdere, vil gerne sætte gang i debatten om mikrostyring af medarbejdere - og opfordrer andre chefer til at gå en anden vej end at måle og veje de ansatte.
- Det er totalt spild af tid, siger han.
Han har ikke noget empirisk fundament at bygge sin holdning på. Det er langt hen ad vejen mavefornemmelse.
Han lægger vægt på - siger han - at lytte til de erfaringer, som hans egne folk, venner og familie kommer med, og Ivan Jæger Christiansen ser et klart billede:
Chefer blander sig unødigt minutiøst i den måde, medarbejdere skal løse opgaverne på.
- Jeg kan se, hvordan man styrer medarbejdere ned i mindste detalje. De skal bruge tid på at afrapportere, så chefen kan følge med i et dashboard, siger Ivan Jæger Christiansen.
- Jeg tror, det skaber meget større mistrivsel, og det er frygtelig meget spild af tid, siger han.
Han sammenligner med en professionel fodboldklub, der ansætter spillere.
- Det burde ikke være nødvendigt at fortælle en angriber, at han skal score mål. Når man køber en dyr spiller, forventer man, at han har forudsætninger for at score, siger han og tilføjer:
- Og hvis ikke han præsterer, må man jo finde en ny. Så må man fyre.
Når 40-årige Ivan Jæger Christiansen kigger tilbage i sit eget arbejdsliv, der begyndte som salgstrainee over sælger til salgschef og nu direktør, får han øje på et mønster - og en praksis, der langt fra er hensigtsmæssig.
- Hver fredag skulle koncerndirektøren have nogle tal. Så hans finansdirektør spurgte alle regionsdirektørerne, der spurgte alle landedirektørerne, der spurgte alle salgsdirektørerne, der spurgte alle salgscheferne, som spurgte alle sælgerne, remser Ivan Jæger Christiansen op - og fortsætter:
- På den måde sætter man gang i et helt led af sindssygt mange dyrt betalte mennesker, som skal indhente tal og rapportere for at vise, at man har styr på tallene.
Han giver ikke meget for den metode.
- Mange gange giver tallene ikke nogen værdi - ud over ledelses behov for at være i kontrol, siger han - og understreger:
- Det tager arbejdsglæde og resultater fra virksomheden - og er spild af tid.
I stedet bør man - i processen - sætte medarbejderne mere fri.
- Hvorfor ikke bare sige: “kære medarbejder, du har ansvaret for at gøre kunderne glade. Hvis du gør det, er jeg også glad. Hvis du har brug for sparring, vil jeg være der for dig. Du kommer bare”.
Men mange ledere er overhovedet ikke til stede i det daglige, hævder han.
- Mange ledere bruger deres tid på at sidde i deres kontroltårn, hvis de da ikke er til møde med andre chefer for at drøfte processer, værdier og kpi’er, siger Ivan Jæger Christiansen.
Medarbejderne behøver deres chefer - og deres nærvær og tilstedeværelse, mener han.
- De mangler, at chefen ser både deres fejl og mangler, men også deres kompetencer og styrker. De mangler nogle at sparre med. Nogle, der kan hjælpe med at guide til de gode beslutninger.
Han mener ikke, man skal droppe målstyringen helt og aldeles.
Det er fint at have mål, men det er vigtigt, at medarbejderen selv finder vejen derhen.
- Alle på min virksomhed har et mål. Vi måler på, om kunderne er tilfredse. Men mine medarbejdere får selv lov til at forme vejen derhen. Hvis ikke man giver dem den frihed, ryger kreativiteten og arbejdsglæden, siger Ivan Jæger Christiansen.
Her er man bestemt ikke ligeglad med, hvordan det går. Virksomheden skal lave resultater.
Men Ivan Jæger Christiansen har tillid til, at medarbejderne godt kan selv.
- Hvis jeg fortæller medarbejderne, præcis hvordan de skal gøre, betyder det, at min hjerne fungerer bedre end deres. Og det tror jeg ikke nødvendigvis, at den gør.
I stedet er han til stede i virksomheden - og forskanser sig ikke på sit kontor. Han går rundt blandt medarbejderne og spørger ind til det, de sidder med.
Ivan Jæger Christiansen håber, at han kan sætte gang i en debat om det hensigtsmæssige i konstant at måle og veje. Han ser gerne en ny kurs.
- Jeg vil ønske, at jeg engang kan lægge mig i graven med bevidstheden om, at jeg har været med til at fjerne en masse skrammel ude i det danske erhvervsliv. Jeg er sikker på, at man kan skabe mere arbejdsglæde, bedre resultater og flere arbejdspladser.