Jeppe går gerne en omvej: - Jeg zigzagger for at tale med mine medarbejdere
En stadig mere kompleks verden stiller store krav til efter- og videreuddannelse, mener Jeppe Klitgaard Stricker, der er ny chef for Professionshøjskolen UCNs efter- og videreuddannelsesenhed
Jeppe Klitgaard Stricker venter for enden af en bred trappe, der markant rejser sig op gennem den lyse aula - og som kan ses fra de fleste af de mødelokaler, der omkranser trinene.
Det er netop i ét af UCN act2learns mødelokaler, vi et øjeblik senere tager plads på stole med UCNs logo diskret printet på det ene ben.
Fra mødelokalet kan man se til mødelokalerne på den anden side af aulaen.
Det er også på den anden side, Jeppe Strickers nye chefkontor ligger.
Selvom han med grønne planter og læsehjørne allerede har sat sit eget præg på rummet, så er jobbet - og kontoret - stadig nyt.
Jeppe Klitgaard Stricker er i gang med sin tredje måned som chef for UCN act2learn - som er en efter- og videreuddannelsesenhed under Professionshøjskolen UCN.
Den tilbyder i princippet efter- og videreuddannelse til alle.
Jeppe Klitgaard Stricker glæder sig dagligt over sin nye arbejdsplads, når han tager turen fra hjemmet i Mølholm i Aalborgs vestlige hjørne.
Han kan mærke, hvordan han er kommet tættere på dét, der rører sig i uddannelsesmiljøet specifikt og samfundet generelt.
- Det giver ny energi at få nye input - og at blive inspireret rent fagligt. Det oplever jeg selv lige nu, men det er netop den følelse, alle vores kursister gerne skulle forlade stedet her med, siger Jeppe Klitgaard Stricker, der er 42 år.
- Det er oplagt at give kursisterne “noget”, som de kan bruge nu og her, men vi må også gerne udfordre deres tænkning, så det er noget, de kan blive ved med at arbejde med, siger Jeppe Stricker og tilføjer:
- Når man efter et stykke tid pludselig opdager, at man trækker på noget af det, man lærte på et efter- og videreuddannelsesforløb, bliver det ekstra vildt.
Han kalder sig selv “et uddannelsesmenneske med et bankende hjerte for at få kompetencerne ud at leve”.
- Jeg har selv været underviser og leder af stabsfunktioner omkring uddannelse. Så jeg har en bred erfaring med, hvad uddannelse er - og hvordan det kan påvirke mennesker, siger Jeppe Klitgaard Stricker, der kommer fra en stilling som administrationschef for Aalborg University Business School.
Han ser sit nye job som “en specialiseret generalist-rolle”. Specialiseret, fordi der er tale om efter- og videreuddannelse. Men generalist fordi spændvidden er så bred, at UCN act2learn berører alt fra små håndværksvirksomheder til større kommunale strategiske samarbejder.
- Og så er der selvfølgelig også en super spændende ledelsesopgave internt i forhold til at påvirke driften og udviklingen af et stort uddannelseshus, siger Jeppe Stricker.
UCN act2learn tilbyder i princippet efter- og videreuddannelse til alle, men der er en særlig kobling til de uddannelser, som udbydes fra Professionshøjskolen UCNs seks campusser i Nordjylland.
Og det er et meget bredt - og ikke mindst interessant - felt, mener Jeppe Stricker.
- Det er alt fra grøn omstilling til robotteknologi over finans til noget meget specialiseret inden for lærerfaget, sundhedsområdet, sygepleje og pædagogik, siger Jeppe Stricker og tilføjer:
- Så i dét, vi tilbyder, er der et enormt spænd, siger Jeppe Klitgaard Stricker.
Han er ikke i tvivl om, at fremtiden kalder på meget mere efter- og videreuddannelse.
Ikke mindst i en verden, der bliver mere kompleks og som udvikler sig i et højere tempo.
Om kursisterne siger han:
- De er topmotiverede, når de kommer, og det er et kæmpe privilegium at arbejde med mennesker, der gerne vil, siger Jeppe Stricker om de knap 10.000 mennesker, som går gennem uddannelseshuset hvert år.
Han går også ofte selv gennem UCN act2learns lokaler. Ikke for at deltage i kurser, men for at tale med medarbejdere.
- Når jeg møder ind, zigzagger jeg gerne op til mit kontor - og dropper ind til en snak undervejs. Ellers går jeg en tur med kaffekoppen i løbet af dagen, siger Jeppe Stricker og tilføjer:
- På det punkt er jeg måske lidt gammeldags, men jeg tror, det er vigtigt med en leder, der er synlig i gadebilledet.
Han lægger vægt på de nære relationer.
- Ikke at vi skal sidde lårene af hinanden, men det er vigtigt, at vi har det godt med hinanden, siger chefen.
Af samme grund - og fordi organisationens størrelse ikke tillader daglig kontakt med alle medarbejdere - sender han også mails til medarbejderne - typisk hver fredag.
Nogle gange er det blot med ønsket om en skøn weekend. Andre gange skriver han om personalenyt eller andre ting, der optager ham..
- Og så skriver jeg lidt om de observationer, jeg går og gør mig, siger Jeppe Stricker, inden han følger sine gæster hen til trappen igen.
På væggen ved de nederste trin står der:
“Når du er færdig, er du lige begyndt. Det er ikke tilfældigt, at det hedder videreuddannelse”.