Mangemillionær kører lastbil, når han burde holde fri: - Jeg siger aldrig, hvem jeg er
Christian Nielsen, ejer af opbevaringskæden Boxit, kører ofte selv ud med containere til kunder, der har bestilt dem, fordi de skal flytte eller renovere hus eller bare har brug for ekstra opbevaringsplads i en periode. Foto: Claus Søndberg

Elevatoren på Boxits hovedkontor på sjette sal på Østre Allé i Aalborg er lige akkurat stor nok til, at Christian Nielsens ildrøde Ferrari Portofino kan være der.

For nogle uger siden tog han pladerne af for denne sæson, gjorde den ren og trillede den ind i elevatoren, så den kunne tage turen op på kontoret, hvor den nu holder parkeret midt i det hele.

Men det er ikke et udtryk for, at Christian Nielsen har tabt jordforbindelsen. Faktisk går han mere op i lastbiler end hurtige biler, siger han.

Ferrarien er bare en ”sjov gimmick”.

- Jeg kører ikke ned på havnen og spiser is hver weekend bare for at vise mig selv og bilen frem. Det siger mig ikke noget, siger Christian Nielsen.

Det virker troværdigt. Dels fordi han, på trods af at være blandt de mest velhavende i Nordjylland, er stort set ukendt i offentligheden.

Og dels fordi han tager imod iført sokker. Han har sørget for, at der er gulvtæppe på kontoret, fordi han hader at have sko på.

I sommerhalvåret kører Christian Nielsen i sin Ferrari Portofino fra hjemmet i Sulsted til kontoret i Aalborg, når vejret er godt. Om vinteren står den parkeret midt på kontoret. Foto: Claus Søndberg
I sommerhalvåret kører Christian Nielsen i sin Ferrari Portofino fra hjemmet i Sulsted til kontoret i Aalborg, når vejret er godt. Om vinteren står den parkeret midt på kontoret. Foto: Claus Søndberg

Kører lastbil for sjov

Christian Nielsen er manden bag opbevaringskonceptet Boxit, som han selv stiftede i 2003 og siden har gjort ham til mangemillionær.

Han er både direktør og hovedejer og har i årevis haft fingrene nede i alle dele af forretningen. Han har endda selv tegnet depotrummene i de kæmpestore lagerhaller, som Boxit har bygget 11 steder i Jylland og på Fyn.

I weekenden, når han ellers burde holde fri, kan han finde på at køre fra hjemmet i Sulsted til Sønderjylland i en lastbil fyldt med containere, som han skal aflevere flere steder på vejen.

Og han kalder turen i lastbilen for en slags fritidsinteresse. Kunderne, som måske er ved at flytte eller renovere huset, aner ikke, at den chauffør, som kommer forbi og læsser containeren af hos dem er Christian Nielsen, der har opbygget en formue på over 500 millioner kroner.

- Det er sjovt at møde kunderne. De ved jo ikke, hvem jeg er, når jeg kommer ud, og så får jeg at vide, hvad vi gør godt, eller hvis vi har lavet noget skidt. Jeg siger aldrig, hvem jeg er. Jeg har aldrig haft et stort behov for at udbrede kendskabet til mig selv, og derfor siger jeg sjældent ja, når medier ringer, siger Christian Nielsen.

Christian Nielsen medgiver, at han har svært ved at slippe sit arbejde. At køre lastbilen ud med containere beskriver han som en ”fritidsinteresse”. Foto: Claus Søndberg
Christian Nielsen medgiver, at han har svært ved at slippe sit arbejde. At køre lastbilen ud med containere beskriver han som en ”fritidsinteresse”. Foto: Claus Søndberg

Arbejder efter aftensmaden

Christian Nielsen har ikke tal på, hvor mange timer om ugen, han arbejder, men han er bevidst om, at han har svært ved at slippe arbejdet.

Der ligner han sin far, Orla Nielsen, der stiftede og senere solgte typehusfirmaet Helle Huse.

Dengang boede familien i Hjørring, og faderen havde kontor hjemme.

- Han kom i privaten for at spise aftensmad, og når vi var færdige, så gik han ind og arbejdede igen, det var næsten 100 procent sikkert. Og når der så var tv-avis senere på aftenen, så kom han ind igen, husker sønnen.

Siden Christian Nielsen selv har fået børn, er han blevet mere opmærksom på at være hjemme sammen med dem.

- Men dermed ikke sagt, at jeg helt vildt god til det, for det er jeg slet ikke. Jeg kunne godt ønske mig, at jeg var bedre til det, skynder han sig at indskyde.

Hver aften, når han kommer hjem fra kontoret, drikker han et glas vin eller to.

- Det er fast. Det er sådan en dejlig måde lige at komme ned i gear på. Både før, under og efter maden, griner han.

Christian Nielsen forsøger at holde fri fra arbejde den time eller halvanden, efter familien har spist, og indtil børnene skal i seng, men det lykkes ikke altid. Om aftenen går han ofte på kontoret igen.

Har ansat ”højre hånd”

For at få mere tid sammen med familien, har han sidste år ansat et par nye medarbejdere til at hjælpe ham med de ting, han ikke er så god til.

Blandt andet en ”højre hånd”, som har overtaget en lang række personaletunge opgaver fra den øverste chef. Herunder at holde afholde MUS.

- Det har jeg ikke ret meget tålmodighed til. Jeg ved godt, at virksomheden kan få noget ud af det, men jeg har svært ved at holde de samtaler. Jeg kan ikke finde ud af at samle mig 100 procent om dem, så sidder jeg og tænker på alt muligt andet, og det er jo ærgerligt, for det kan være givtigt, siger Christian Nielsen.

Indtil han for nylig ansatte en projektchef, har han også været meget involveret i at finde lokationer til nye Boxit-afdelinger og være med til møder med kommunerne om byggetilladelserne.

- Det er igen det med tålmodigheden. De arbejder ikke helt i det tempo, vi gerne vil have. Jeg kunne mærke, at det var bedre, at jeg holdt mig væk fra de møder med kommunerne. Jeg sad bare der og tænkte: Få nu noget til at ske i stedet for at sidde og pille i, hvor skraldespanden skal stå henne.

De nye medarbejdere omkring Christian Nielsen har givet ham større overskud til at være sammen med sin familie, når han kommer hjem fra arbejde.

- Så sidder der ikke et eller andet i baghovedet, der går en på, fordi jeg har uddelegeret de opgaver, siger han.

Sidste år ansatte Christian Nielsen et par nye medarbejdere til at sørge for de ting, han ikke er særligt god til. Foto: Claus Søndberg
Sidste år ansatte Christian Nielsen et par nye medarbejdere til at sørge for de ting, han ikke er særligt god til. Foto: Claus Søndberg

Overskud skal vokse hvert år

Han erkender dog, at han stadig har meget vanskeligt ved helt at koble af og få arbejdet ud af hovedet. Også når familien en sjælden gang er på ferie.

- Sidst vi var afsted, havde jeg en bog med om ham roeren Arne Nielsson. Jeg fik da også læst en del i den, men når min kone, Caroline, så spurgte, hvad der stod, så måtte jeg erkende, at det vidste jeg ikke. Jeg har godt nok bladret i bogen, men jeg kunne ikke huske andet end brudstykker, fordi jeg sad og tænkte på nye produkter og tiltag og nogle af de kommunesager, der driller.

Alene i 2020 var overskuddet i hans selskab Escot Fast Ejendom A/S, der udover Boxit dækker over en velvoksen ejendomsportefølje, på 55 millioner kroner. Efter skat.

I stedet for at ”sidde og nørkle med MUS-skemaer” går han meget op i, at overskuddet hele tiden skal stige.

- Det er det, jeg synes er spændende. At vi forbedrer os hver dag på nogle forskellige parametre. Jeg finder en glæde ved at se forretningen vokse, siger Christian Nielsen.

Men det er ikke for de penge, der kommer ud af det, understreger han. Det er ligesom en sport for ham.

- Så længe leverpostejen holder prisen nogenlunde, så skal vi nok klare os.