Chefredaktør Tom Bue bød velkommen. Foto: Claus Søndberg

Vigeur og manifestet – et år efter lanceringen

En status og en vision for dit personlige erhvervsmedie.

10. september 2022

Det er et år siden, vi lancerede Vigeur ved et stort event i Det Nordjyske Mediehus. Forud var gået først udviklingen gennem et helt nyt innovationsprojekt i huset, Nordlys, som samtidig fødte en proces for nye projekter.

Derefter var fulgt en periode med såkaldt silent launch – vi øvede os med andre ord i virkeligheden, bare uden at sige det særlig højt.

Det var derfor også helt særligt, da lanceringen markerede et ’nu er det nu’. Nu skulle alle tankerne, ideerne og formaterne stå deres prøve. Det har de gjort de sidste års tid. Nogle ramte plet fra starten, nogle krævede en kærlig hånd undervejs, nogle viste sig ikke at lykkes i det lange løb, når virkelighedens barske tænder bed sig fast i dem.

Vigeur er et uafhængigt og kritisk medie. Vi er bare også positive.
Tom Bue, Chefredaktør, Vigeur

Én ting holder fuldstændigt. Visionen om at skabe et medie, der med energi, kritisk forståelse, men også en konstruktiv bund søger at flytte ambitiøse personer og virksomheder gennem de gode eksempler.

Vigeur er nemlig et uafhængigt og kritisk medie. Vi er bare også positive. Hvad vil det sige – og kan man overhovedet det?

Lad os tage en tur i medielandskabet. Nogle medier er kritisk negative og primært sætter fingeren på reelle problemer, men stopper der. Andre medier er ukritisk, negative. Alt er galt, også uden at det behøver at være rigtigt. Så er der de ukritisk, positive medier. Alt er godt, godt, godt – bedre end i virkeligheden og uden modspil. Og så er der vores ambition: at være kritisk, positiv.

Vi anerkender, at der er problemer. Derefter vil vi rigtig gerne kigge mod løsninger, og skulle de allerede findes, fortæller vi dem gennem det gode eksempel. Det er lidt som at komme ind i et rum og bevidst kigge efter ting i en bestemt farve: det man leder efter, finder man ofte.

Hvordan ser den slags så ud, når det skal være konkret? Ja, da alle talte om det dårlige arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet og især i forhold til sygeplejersker, fandt Vigeur den afdeling, hvor tingene fungerede. På den måde viste vi, at det godt kunne lade sig gøre og også hvad der skulle til.

Da lærerfaget og -uddannelsen for nylig igen ramte forsiderne med kritik og dårlige arbejdsforhold, fandt vi den nyuddannede lærer, der efter sine første 100 dage elskede faget og var kommet godt fra start. Og fortalte hvorfor og hvordan.

Til vores fysiske events, Vigeur Business Lounge, sætter vi en ære i at sætte folk sammen, der på den ene eller anden måde repræsenterer forskellige perspektiver på et emne.

Senest med Søren Holm Christensen, CEO på Aalborg Portland, og Lene Espersen, bestyrelsesformand i Green Hub Denmark. Begge gik derfra med en styrket forbindelse og ny inspiration, samt større forståelse for hinandens perspektiver. Og takkede samtidig for et rum, hvor vi faktisk talte løsninger.

Foto: Claus Søndberg
Foto: Claus Søndberg

Vigeur har passeret sin etårs dag, men er kun lige startet. Vi har et hold, som selv lever ambitionen og er både kritiske og positive hver dag – det er et kæmpe privilegium at arbejde med dem.

Vi håber, du har lyst til at være med til at flytte verden fremad til noget bedre. Både når der er noget, der skal laves om – og noget der bare skal hyldes og brede sig.

Tak fordi du er med os.

Tom Bue

Chefredaktør