Dette sociale medie overhaler netværk til rekruttering af nye medarbejdere
Et bestemt socialt medie er nu den næstmest fortrukne kanal til rekruttering af nye ansatte. Om udviklingen vil fortsætte og om det alene er positivt, giver AAU-forsker dig svaret på i denne artikel.
Blev du rekrutteret gennem en opslået stilling på Jobindex, eller var det din ven, som lagde et godt ord ind hos chefen for dig? Eller er du blevet rekrutteret af en af de 58 procent af danske arbejdsgivere, som har benyttet LinkedIn til deres seneste rekruttering?
Hvis du kan svare ja til sidste spørgsmål, er din vej til jobbet et udtryk for en nyere tendens. Det viser en undersøgelse foretaget af konsulenthuset Ballisager.
I analysen fremgår det, at 58 procent af de adspurgte arbejdsgivere har benyttet LinkedIn til rekruttering i den seneste ansættelse. Dermed overtaler LinkedIn personligt netværk som rekrutteringskanal, hvor 54 procent af arbejdsgiverne har kunne sætte sit kryds.
Der er dog stadig lidt langt op til førstepladsen, hvor det almindelige stillingsopslag stadig er at finde. Her svarer hele 79 procent, at de brugte stillingsopslag ved seneste ansættelse.
Ifølge AAU-forsker Christian Albrekt Larsen er det ikke sikkert, at vi i fremtiden ser LinkedIn overhale det normale stillingsopslag som rekrutteringskanal. Hvorfor får du svaret på herunder.
Hvad er fordelene ved at rekruttere gennem LinkedIn og andre sociale medier?
- LinkedIn ligger et sted mellem den åbne offentlige annoncering og rekruttering via mund-til-mund-metoder i netværk. Dermed kombinerer det bedste fra begge to verdener. Opslag kommer bredt ud, arbejdsgiveren har mulighed for at se ansøgerens netværksforbindelse og det går hurtigt, svarer Christian Albrekt Larsen.
Hvad er ulemperne ved at rekruttere gennem LinkedIn og andre sociale medier?
- Set fra et arbejdsgiverssynspunkt er troværdigheden af informationen altid et problem. Man vil gerne have den ”rigtige” arbejdskraft. En arbejdskraft, der passer sit job, falder godt til og bliver længe. Der kan venskabsnetværk og anbefalinger måske levere mere troværdig information om ansøgeren end LinkedIn-profiler, fortæller Christian Albrekt Larsen.
Til Finans påpeger Morten Ballisager også en anden bagside ved at bruge LinkedIn som rekrutteringskanal:
- Man kan jo spørge sig selv, om det ikke ender med at blive enormt ensomt, hvis man som jobsøger helt fravælger de fysiske møder. Så kan det godt være, at det digitale giver dig jobbet, men inspirationen og kontakten finder du i højere grad i det fysiske møde med andre mennesker. Og det er jo den, der skal holde din jobsøgningsgejst i live. Uden den får du slet ikke noget job.
Vil denne udvikling fortsætte?
- Offentlige stillinger skal jo slås job på Jobnet. Det vil sige, der er krav om fri adgang til information om offentlige stillinger. Det kan næppe erstattes med LinkedIn. Men man kunne godt forestille sig, at LinkedIn bliver større i den private sektor. De offentlige opslag har jo den bagside, at man som arbejdsgivere skal bruge tid og penge på at sortere i ansøgningsdynger, fortæller Christian Albrekt Larsen.