Du må gerne være et surt røvhul – så længe du ikke begår denne fejl

”Ej, det er fandeme også irriterende, når det her system bliver ved med at gøre det der. Hold kæft, jeg hader det.”

Forstil dig, at en kollega på din arbejdsplads råber sådan ud over jeres kontorlandskab. Griner du og bander med? Eller kryber du sammen og føler dig akavet til mode?

Det kan både betyde, at både du og din kollega er en integreret del af kulturen på din arbejdsplads – eller at en af jer i virkeligheden tilhører sidelinjen.

Det fortæller Marlene Andersen, der er narrativ konsulent, terapeut og supervisor ved Nordjysk Center for Supervision. Her holder hun samtaler med både ledere og medarbejdere om de udfordringer, de oplever i deres arbejde.

I sit arbejde har hun også besøgt arbejdspladser, hvor sjofle vittigheder var velkomne, og brokkeriet var en del af kulturen – uden det direkte bidragede til et dårligt arbejdsmiljø. Det er der en helt særlig grund til.

Læs med og bliv gennem Marlene Andersens svar klogere på, hvornår det er okay at brokke sig – og hvordan du kan håndtere en kollega, der brokker sig lidt for meget.

”Den effekt, det har, afhænger af kulturen på arbejdspladsen. Fordi på nogle arbejdspladser, som jeg er ude ved, er det helt legalt, at man går og brokker sig. Det er en del af stemningen – og hvis du ikke kan være med i brok-klubben om dårlige arbejdsvilkår, så er du lidt på sidelinjen.

Andre steder betyder det helt det modsatte. Der bliver du set på, som en der ikke passer ind, og så bliver du et irriterende element. Det kan medføre, at du bliver den, der kommer til at lukke ned for den gode stemning, så dine kollegaer bliver tavse, når brokken kommer frem.

Så det afhænger meget af kulturen, der er på arbejdspladsen.”

”På en måde synes jeg altid, det er okay at brokke sig, fordi hvis vi ser på det som et kulturelt problem, så handler det måske mere om måden, man gør det på.

Brok kommer aldrig ud af ingenting. Det kommer altid ud af, at man forsøger at beklage sig over noget, man ikke har det godt med.

Man skal derfor tale om, hvordan man kan udtrykke kritik på den enkelte arbejdsplads. For det er vigtig, vi lytter til brok, men det er lige så vigtigt, at brokkeriet serveres, så man kan lytte til det.

Hvis man eksempelvis er på en arbejdsplads, hvor man elsker det gode humør og altid ser positivt på alt, så kan det være svært at komme med en kritisk, brokkende stemme. Så her skal man servere brokken, så ens kollegaer kan lytte til den.

Er der så måder, hvor du tænker, at sådan skal man ikke brokke sig?

”Hvis din måde at brokke dig på skader andre, så har man et problem. Og så er det ikke okay. Min pointe er, at det er svært at sige, at der er en særlig standard eller norm for, hvordan brok skal lyde, fordi det afhænger af kulturen på din arbejdsplads.”

Så det er okay at være et surt røvhul, hvis dine kollegaer også er det?

”Ja. Det kan man måske godt sige. Det vigtigste er bare at kigge på effekten af brokkeriet, fordi hvis ens kollegaer ikke kan holde brokken ud, så er det et problem.

”Mennesker udvikler sig i kraft af hinanden. Oftest ser de brokkende personer ikke sig selv som et problem, men nærmere som en helt, fordi de jo bare prøver at ændre noget, der ikke er, som det skal være. Derfor er det også store krav at bede brokkende personer om at skulle forandre sig selv uden andre kollegers hjælp.

Men det, du kan gøre, er at tage en snak med din kollega og spørge, hvad personen egentlig har på hjertet, når han eller hun brokker sig.

Spørg også ind til, hvad det egentlig er, personen vil have, at du hører, når han eller hun brokker sig. Fordi du kan ikke høre, hvad personen egentlig siger – vi kan kun høre den dårlige stemning.

Derudover skal du spørge ind til, hvorfor personen ønsker de ændringer: Hvorfor vil han eller hun gerne have det? Det skal du spørge ind til, fordi når folk brokker sig på arbejdspladsen, er det ofte, fordi der er noget, de savner eller længes efter.

Og så til sidst når den brokkende person har besvaret dine spørgsmål, kan du spørge, om han eller hun ikke kan sige det i stedet for at bande og svovle, fordi det er svært at lytte til.

På den måde hjælper man personen med at få sagt det, han eller hun har på hjerte.”