Er det blevet nemmere at stå frem om sexchikane på arbejdspladsen? Ja, siger én ud af tre kvinder
En undersøgelse fra tidligere i år peger på, at #MeToo har gjort det nemmere at stå frem om seksuel chikane på arbejdspladsen. Vi kaster et friskt blik på tallene i dagens Q&A, hvor professor Anette Borchorst også forholder sig til den aktuelle debat.
Vi skal tilbage til september 2020. Her stod Sofie Linde på scenen ved Zulu Comedy Galla, hvor hun holdt den tale, vi stadig kan mærke efterdønningerne af i dag.
Det samme kan medarbejdere på danske arbejdspladser, viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Lederne tidligere i år.
Den anden bølge af #MeToo i Danmark fik nemlig ikke alene konsekvenser for medieverdenen og politiske partier. Undersøgelsen viser også, at flere nu tør stå frem om seksuel chikane på arbejdspladsen.
Anette Borchorst er professor ved Aalborg Universitet og medforfatter til en bog om netop det emne.
Hun gennemgår herunder tallene fra Ledernes undersøgelse, der er foretaget blandt 1.470 lønmodtagere i perioden fra 22. januar til 3. februar 2021.
Anette Borchorst forholder sig også til den seneste udvikling med dokumentaren ’MeToo: Sexisme bag skærmen’ – og ikke mindst svarer hun på, hvor ansvaret for forbedring ligger.
Det mener 38 procent af kvinderne og 33 procent af mændene i Ledernes undersøgelse fra starten af 2021.Det stemmer godt overens med udviklingen gennem året, hvor vi stadig ser flere og flere arbejdspladser indføre politikker for nultolerance og håndtering af sexchikane.Udviklingen går den rigtige vej, men tallene viser også, at vi stadig er langt fra målet.
Her er tallene i undersøgelsen lidt lavere. Det er nemlig 33 procent af kvinderne, der svarer ja, og 24 procent af mændene.Det overrasker mig ikke, fordi lige så snart en krænkelse drejer sig om én selv, bliver skyld og skam en afgørende faktor.Det har vi set i de 150 sager, Lise Rolandsen og jeg analyserede til vores bog, og vi ser det igen i dokumentaren om krænkelseskulturen på TV 2.Det er tabubelagt at stille sig frem, og ofte er der tale om gradvise krænkelsesforløb, der opfattes forskelligt. Her bliver det ord mod ord, medmindre der har været vidner til forløbet, og det kan naturligvis gøre dig mere tilbageholdende.
Det mener 50 procent af kvinderne i undersøgelsen og 41 procent af mændene. Forhåbentlig er tallene steget endnu mere i årets løb.Er man vidne til sexchikane blandt sine kollegaer, er det afgørende, at man tør stå frem og ikke bidrager til stigmatisering af den krænkede, som vi blandt andet også hører om i dokumentaren om TV 2.
Ansvaret ligger i alle dele af organisationen. Hos krænkeren, det siger sig selv.Der ligger også et afgørende ansvar hos ledelsen, som først og fremmest skal kortlægge, om der er et problem. Dernæst skal politikker for nultolerance og håndtering defineres, og så skal sager selvfølgelig håndteres korrekt – både i forhold til krænker og den krænkede.Det forudsætter alt sammen, at vi tør stå frem, hvis vi oplever eller bevidner krænkelser. Her peger undersøgelsen på, at vi stadig er langt fra målet, men også at udviklingen går den rigtige vej, hver gang nogen stiller sig frem og siger fra over for sexchikane.
Rigtig meget sexchikane handler om de yngste på arbejdsmarkedet og om løstansatte eller praktikanter. I den position er der ofte et ulige magtforhold, som generelt gør det endnu sværere at sige fra eller stå frem.Når for eksempel Sofie Linde eller kvinderne i dokumentaren gør det, så finder mange ud af, at de ikke er alene, og andre bliver klar over, at de har en pligt til at gribe ind.Hvis man som mand ikke har kendt til problemet før, spørger man måske sin kone, datter, søster eller mor om deres oplevelser, og den bevidsthed er vigtig for udviklingen.Det tager lang tid at ændre en nedarvet kultur, men vi skal starte et sted, og her bidrager de her kvinders beretninger.
