Har du planer om at tjekke mails i ferien? Smid i stedet telefonen langt væk og ta' en slapper
Det er mere reglen end undtagelsen at arbejde i sin ferie, hvis man har en titel som leder eller chef på arbejdspladsen. Det viser en undersøgelse fra interesseorganisationen Lederne.
Er du leder eller chef? Så er der stor sandsynlighed for, at du inden for de næste 72 timer sidder med lammesteg på kinden, snaps i maven og din familie omkring dig, imens du lydløst forsøger at snige din telefon op af lommen for at svare på arbejdsmail.
I undersøgelsen fra august 2021 svarer fem ud af seks ledere – eller 83 procent – at de arbejder dagligt eller flere gange ugentlig, selvom de egentlig afholder ferie. Og spørger man de 284 topledere, der har deltaget i undersøgelsen, er det stort set samtlige af toplederne, nemlig 97 procent, som arbejder i ferien.
I denne Q&A dykker vi ned i undersøgelsen, hvor ledelsesrådgiver hos Lederne, Flemming Andersen, kommer med en klar opfordring til, at man som leder husker at holde fri i ferien.
En stigende tendens
Ifølge undersøgelsen, er der en stigende tendens til, at flere ledere er begyndt at arbejde i deres ferie i løbet af de seneste år.
Sammenlignet med 2020, hvor Lederne spurgte om det samme spørgsmål, er der sker en stigning på henholdsvis ti procentpoint blandt ledere på alle ledelseslag, mens der blandt toplederne har været en stigning på fem procentpoint.
Går man tilbage til Ledernes undersøgelse fra 2017, er stigningen på hele 32 procentpoint blandt alle lederne, mens den er på 16 procentpoint blandt toplederne.
Hold fri - også fra arbejdsmails
''Flere ledere end tidligere arbejder i deres ferie. Men selvom det har været et hektisk og uforudsigeligt år, og det derfor er mere forståeligt, at flere er klar til at trække i arbejdstøjet i ferien, så bør det høje antal af ledere, som arbejder i ferien, få advarselslamperne til at lyse.
Ferien er en tid, hvor man skal fjerne fokus fra arbejdet og restituere. Det er vigtigt at få trukket stikket en gang i mellem,'' siger Flemming Andersen, der er ledelsesrådgiver i Lederne.
Blandt de ledere, som arbejder i ferien, er det særligt arbejdsmails og sms’er, der trækker. Men to tredjedele tager også dagligt eller ugentligt opkald fra arbejdspladsen, mens næsten halvdelen erstatter krimibogen med et notat eller en rapport fra arbejdspladsen.
Ansvaret skal uddelegeres
''Vi ved fra vores medlemmer, at mange har det sådan, at hvis de ikke følger lidt med i ferien, så stresser de helt vildt over det, fordi de føler, at korthuset så vælter, når de kommer tilbage til en fyldt indbakke. Men her er det vigtigt, at man som leder sørger for at uddelegere sine opgaver og ansvar i ferien. Hvis det er gjort ordentligt, bør det ikke være nødvendigt, at man sidder og tjekker indbakken hver dag,'' siger Flemming Andersen.
Han råder til, at man som leder trækker sig helt fra arbejdet en gang i mellem og husker at holde ferie, når man har ferie. I hvert fald et par dage.
''Det kan godt være, at man ikke kan holde sig fra mailen eller arbejdstelefonen i hele ferien, men selv en enkelt uge kan gøre underværker. Samtidig skal man som leder overveje, at man kan sende et uheldigt signal til medarbejderne, hvis man dagligt sidder og tjekker indbakken eller sidder med arbejdstelefonen konstant,'' fortsætter Flemming Andersen.