Profit trumfer purpose. Er vi egoistiske i vores jobvalg?
Vi taler om bæredygtig og social ansvarlighed som aldrig før. Alligevel er lønnen og gode kollegaer vigtigst, når vi danskere søger nyt job. I dagens Q&A dykker professor Thomas Bredgaard ned i tallene, og én ting kommer bag på ham.
Du har forberedt dig minutiøst. Skjorten er strøget, og jobsamtalen flyder. Nu spørger din måske kommende arbejdsgiver, om der er noget, du gerne vil vide.
Er du mest nysgerrig på klimaaftrykket eller trivslen på arbejdspladsen? På virksomhedens purpose eller på ledelsesstilen?
Hvis du er ligesom mig – og flertallet af danske medarbejdere – er egen trivsel mest afgørende. Ifølge en analyse, som Konsulenthuset Ballisager har foretaget i år, er det nemlig tre kriterier, der vægter tungest, når vi søger nyt job: gode kollegaer, lønnen og vores kommende chef.
Mangler vi tiltro til storladne formål, eller er vi bare os selv nærmest? Og hvor efterlader det arbejdsgiverne? Det har jeg spurgt Thomas Bredgaard om, som er professor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet.
Ifølge Kandidatanalysen 2021 er gode kollegaer det vigtigste kriterie, når vi søger nyt job. Hvorfor vægter det så tungt?Tidligere undersøgelser viser ligeledes, at gode kollegaer er vigtige for jobskifte, jobfastholdelse og jobtilfredshed. Det skyldes nok, at arbejde opfattes som en social arena, hvor man indgår i et arbejdsfællesskab og har sociale relationer med andre mennesker.Arbejde er mere end en økonomisk transaktion mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager.
Vi har aldrig talt mere om bæredygtig og social ansvarlighed. Alligevel er en god løn vigtigere for os, når vi søger nyt job. Er vi egoistiske?Jeg mener ikke, der er et modsætningsforhold mellem et ønske om god løn og virksomhedens værdier og ansvarlighed.Omkring en tredjedel svarer i Kandidatanalysen, at god løn er vigtigst for dem, næste gang de søger nyt job. Hver syvende svarer, at det vigtigste er, at virksomheden har gode værdier, som efterleves. Hver 10. svarer, at virksomheden udretter noget meningsfuldt for samfundet.Der er således ganske mange, som vægter social ansvarlighed og meningsfuldhed. Jeg er ikke i tvivl om, at dette fylder mere på virksomhedernes dagsorden, og at det er emner, som moderne arbejdsgivere må forholde sig til, hvis de vil tiltrække dygtige medarbejdere.
Er emner som klima, CSR og purpose for diffuse til at have betydning for vores jobvalg, eller mangler vi tiltro til storladne formål?Det tror jeg ikke, og Kandidatanalysen viser også, at det har betydning for personer, som overvejer at skifte arbejde.Det er klart, at emner som social ansvarlighed, bæredygtighed og meningsfuldhed er diffuse begreber, og at det som jobsøgende er vanskeligt at vurdere en arbejdsgiver på, om de prioriterer og efterlever værdierne i praksis. Men det er efter min vurdering en fejl at tro, at det ikke betyder noget for jobsøgende.Det overrasker mig dog, at unge i Kandidatanalysen tilsyneladende ikke vægter efterlevelse af virksomhedens værdier, og at virksomheden udretter noget meningsfuld for samfundet, højere end de ældre grupper.
Hvad kan virksomheder lære om rekruttering i Kandidatanalysen 2021?Virksomhederne skal fortsat kunne tilbyde gode løn- og arbejdsvilkår.Derudover viser Kandidatanalysen også, at fleksible arbejdstider, work/life balance, kompetenceudvikling, indflydelse og sikkerhed i jobbet er vigtigt for mange kandidater, samt at efterlevelse af gode værdier og meningsfulde formål har betydning.Der er således mange forskellige parametre at forholde sig til som arbejdsgiver, hvis man vil tiltrække dygtige medarbejdere og bevare et godt omdømme.
Vil du læse mere om rekruttering? I denne artikel gør Vivian os klogere på nye tendenser, der måske inkluderer datingappen Tinder.