Bjarne var minkavler. I dag arbejder han i en helt anden branche

Historien, du skal høre nu, handler om Bjarne Christensen. Han bor ved Dybvad i Nordjylland og havde indtil fredag den 6. november sidste år været minkavler i så mange år, at han ikke kan huske det præcise antal.

- 35-40 år, svarer han, da jeg spørger ham, hvor længe han havde været i faget.

Vi sidder i køkkenet, der tilhører Bjarne Christensen og hans hustru, Mette Christensen. På bordet foran os står kaffe og en hjemmelavet æblecrumble, der ifølge Mette Christensen har været god tid til at bage i løbet af dagen.

For om mandagen, den 9. november sidste år, var hverken Bjarne Christensen eller Mette Christensen minkavlere længere. Dén dag blev de færdige med at aflive de sidste mink på deres minkfarm.

Da jeg en times tid forinden kørte langs de små veje, med retning mod Dybvad, for at lave interviewet, havde jeg en idé om, at jeg ville møde to tidligere minkavlere, som måske ville stå i en krise i deres arbejdsliv. Jeg havde også en idé om, at jeg ville møde to tidligere minkavlere, som ville være bitre over regeringens beslutning om at nedlægge deres erhverv.

Og jo, da vi sidder dér overfor hinanden, er der en bitterhed at spore. Men det er ikke den, der fylder mest. Det er accepten af, at det nu engang er det, der er sket.

Når jeg spørger Bjarne Christensen, hvordan det var at aflive minkene, svarer han:

- Det var da mærkeligt. Men det var jo sådan, det var.

- Jeg kan godt sætte mig på den her stol og sidde og kigge ud ad vinduet og hyle over det. Det hjælper i hvert fald ingenting. Hvis jeg rejser mig op af stolen og går ud og ser, om der sker et eller andet spændende, så er det da bedre. Det er bare sådan, det er. Vi kunne jo ikke gøre hverken fra eller til, siger han.

Da parret var yngre, besluttede de sig for at blive minkavlere, fordi de godt kunne lide friheden, som jobbet gav.

Da deres børn var små, vandrede Mette Christensen op og ned ad gangene i minkhallerne, mens hun skubbede barnevognen med den ene hånd og hældte foder op til minkene med den anden. Friheden blev familielivet ved med at nyde godt af.

- Det eneste, vi helt sikkert skulle hver dag, var at fodre minkene. Så var der noget midt på dagen, vi skulle med til i børnenes skole, så kunne vi gøre det og i stedet arbejde lidt længere om aftenen, siger Bjarne Christensen.

Igennem årene blev minkfarmen større og større, og til sidst var minkene så flotte, at parret vandt priser for deres pelse.

Men sidste efterår slap friheden i faget op.

Parret var ude at køre, da deres datter ringede til dem.

- Har I hørt det? spurgte hun.

Nyheden om, at alle mink i Danmark skulle aflives, var nået til datteren, før den var nået til dem.

Få dage senere stod parret i en af minkhallerne, tog dyrene ud af burene én efter én og aflivede dem. De døde mink lagde de på hver deres bur fremfor i en bunke på jorden.

- Alle de billeder, I har set i fjernsynet, der ligger minkene i nogle store dynger og rådner. Vi havde dem til at ligge ovenpå burene. Vi havde det godt med, at de ikke bare lå i en dynge, siger Bjarne Christensen.

De ventede med at aflive avlsdyrene til sidst, i håbet om at regeringen ville skifte mening midt i aflivningen.

- Vi havde et lille håb om, at dem, der bestemte over os, kom til at tænke sig om. Det glemte de så, siger Bjarne Christensen.

Når han husker tilbage på forløbet, var det værste tidspunkt, da han skulle køre igennem de tomme haller. Dyrene, som havde skabt økonomisk tryghed, fælles oplevelser, og som havde formet familien, var der ikke længere.

Under interviewet lægger jeg mærke til, at Bjarne Christensen ofte starter en sætning, men Mette Christensen afslutter den – og omvendt. Det er tydeligt at mærke, at jeg sidder overfor to mennesker, som har brugt mange timer sammen.

- Så kører man bare forbi alle de døde dyr. Det var træls. Det var det værste. Når man kører igennem sådan en hal, så plejer der at være liv i burene, siger Bjarne Christensen.

Men selv på det tidspunkt, tænkte han:

- Vi kunne ikke gøre noget. Så var det bare sådan, det var.

Den 17. december var arbejdet slut. Parret havde ryddet op, vasket hallerne rene, og myndighederne havde godkendt deres arbejde.

- Så var der jo lige pludselig bare ikke mere, siger Bjarne Christensen.

I dag er der gået mange måneder, siden arbejdet med minkfarmen sluttede. I mellemtiden har Bjarne Christensen sprøjtet og høstet nogle marker, han ejer. Men han har også prøvet kræfter med et helt nyt fag.

- Lige nu er jeg på en efterskole. Der skal jeg være i tre måneder. De har en landbrugsafdeling, så jeg går og hjælper de unge mennesker. Og så ser vi, hvad der sker derefter, siger han.

Forbuddet mod at holde mink i Danmark gælder foreløbig indtil nytår. Men mens jeg er ved at lægge sidste hånd på denne historie, kommer det frem, at minkavl ifølge Statens Serum Institut fortsat vil udgøre en sundhedsrisiko i det nye år. Senere skal det afgøres, om forbuddet skal forlænges eller ej.

Politikerne har endnu ikke truffet en beslutning - men parret har truffet deres.

De vil ikke starte minkfarmen op igen, hvis de får muligheden. Når ordren om at aflive minkene én gang er blevet givet så pludseligt, frygter de, at det ville kunne ske igen.

Selvom parret savner minkerhvervet, og selvom aflivningen var hård, har de valgt at gøre deres bedste for at fokusere på noget andet end alt det sørgelige.

Bjarne Christensen fokuserer på sit nye arbejde, på markerne og på familien. Dét, tror han, har gjort, at han har kunnet tage lidt lettere på situationen, end nogle af hans kollegaer har kunnet.

- Vi har tre børn, og de har også gang i noget. Så nu har vi jo mere fri til at komme mere med dem. Så må vi bare glæde os over det, siger han.

Manden, der de sidste 35-40 år har stået solidt, står nu på usikker grund i sit arbejdsliv - men han står trods alt. Og det har han tænkt sig at blive ved med.