Podcast

Henriks virksomhed gik konkurs. Først græd han. Så blev han et bedre menneske

Da Henrik Stauns virksomhed gik fallit, føltes 22 års arbejde spildt. Men i dag ved han, at konkursen lærte ham noget, han ville ønske, han havde vidst for mange år siden.

Foto: Henrik Louis Simonsen Henrik Staun har en indhegning med frilandsgrise bag sit stuehus. Når han havde det værst, satte han sig ud til grisene. De gav ham ro. Foto: Henrik Louis Simonsen.
Du skal lytte til denne podcast, fordi…

den fortæller historien om, hvordan et menneske kommer videre i livet efter at have ramt bunden i arbejdslivet. Henrik Staun, der i 2019 gik konkurs med den nordjyske byggevirksomhed Lund & Staun A/S, medvirker i podcasten.

På Henrik Stauns forhenværende kontor stod der et bord. Omkring det har han holdt utallige gode møder. Han har siddet ved bordet og underskrevet kontrakter for flere hundrede millioner kroner.

Den 9. juli 2019 sad han der igen. Overfor ham sad advokaten Rune. Klokken ni tastede Rune nummeret til Skifteretten og ringede op.

”Tre minutter senere lagde han røret på. Der var 22 års arbejde spildt,” siger Henrik Staun.

Efter opkaldet havde Henrik svært ved at snakke.

”Men Rune sagde, at jeg blev nødt til at tage mig sammen. ”Nu skal du have en af de sværeste samtaler i dit liv,” sagde han til mig. ”Du skal stille dig ud på en papkasse, for udenfor står der 85 medarbejdere. Du skal sige til dem, at deres arbejdsplads ikke længere eksisterer, og at de skal gå hjem”,” genfortæller han.

Den julidag for to år siden krakelerede den 57-årige nordjydes selvbillede sammen med den virksomhed, han havde ofret det meste for at holde i live. Henrik Stauns byggevirksomhed blev erklæret konkurs.

Det her er historien om, hvad der kan ske med et menneske, når arbejdet bliver vigtigere end det meste andet. Men det er også historien om, hvordan det, der på ét tidspunkt kan føles som det værst tænkelige på et senere tidspunkt viser sig at være nødvendigt.

Hør hele historien i podcasten, der ligger i toppen af denne artikel.