Podcast

Jan Larsen vil være den bedste – og han er ikke bange for at sige det højt

Hvis man tør stile efter at blive de bedste, og hvis man tør sige det højt, kan det også lade sig gøre. Det mener Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold. Derfor skal vi ifølge direktøren blive bedre til at droppe ydmygheden i Nordjylland.

Foto: Claus Søndberg. ”Hvis det kunne lade sig gøre at hente en spiller af Mikkels kaliber, så var det cadeau til alle dem, der er omkring klubben,” siger Jan Larsen. Foto: Claus Søndberg.

Der findes et interview, som Jan Larsen, direktør for Aalborg Håndbold, har set igen og igen. I interviewet bliver en af klubbens spillere spurgt, hvad hans mål er.

”Det er at vinde Champions League,” svarer spilleren.

Jan Larsen tænkte selv, inden han havde set interviewet, at det ville være fint at vinde et par kampe i turneringen.

Men da han så det, gik det op for ham, at Aalborg Håndbold selvfølgelig skulle stile efter at blive de bedste – og at de blev nødt til at sige målet højt, for at det rent faktisk ville kunne lade sig gøre. For så vidste både spillere, medarbejdere og ledere i klubben, at det var det, de sammen skulle kæmpe for.

”Hvis du ikke tør sige det, du gerne vil, så sker det ikke. Det tror jeg simpelthen ikke på,” siger Jan Larsen.

Hvorfor skal du læse denne historie?

Det går godt for Aalborg Håndbold. Klubben skrev i februar kontrakt med Mikkel Hansen, verdens bedste håndboldspiller. Derudover spillede klubben i juni Champions League finale. Men hvad er forklaringen på, at det går så godt? Og hvad kan vi andre lære af det? Jeg har interviewet Jan Larsen, der er direktør i klubben. Han giver os en del af forklaringen.

Mikkel Hansens agent ringede

Men når man forsøger at flyve, er der som bekendt også langt at falde. Så der var meget på spil, da Jan Larsen to år efter interviewet stod i sit soveværelse og fik et opkald fra Mikkel Hansens agent. Han var interesseret i klubben.

Hvis det lykkedes Aalborg Håndbold at underskrive en kontrakt med verdens bedste håndboldspiller, ville klubben ifølge Jan Larsen tage et skridt tættere på målet om at blive det bedste hold i Europa. De ville få lettere ved at nå det mål, de havde sat sig. Det mål, de havde sagt højt.

På Aalborg Håndbolds hjemmebane, skjuler banneret ikke, at klubben stiler højt. Foto: Claus Søndberg.

”Det var fuldstændig vanvittigt. Nu har jeg været i spillet i mange år. Da jeg fik opkaldet, tænkte jeg: Den der, den skal jeg i mål med,” siger Jan Larsen.

”Hvis det kunne lade sig gøre at hente en spiller af Mikkels kaliber, så var det cadeau til alle dem, der er omkring klubben,” siger han.

Da agenten havde lagt røret på, begyndte tankerne at køre rundt i Jan Larsens hoved. Hvordan gør jeg det her? Hvad indebærer det økonomisk? Hvad indebærer det mandskabsmæssigt i klubben? Hvad indebærer det marketing- og PR-mæssigt?

Han sov ikke mange timer den nat.

Kontrakten blev underskrevet

Nogle måneder senere satte Mikkel Hansen sin underskrift ved siden af Jan Larsens.

Jan Larsen havde fået regnestykket til at gå op, og Mikkel Hansen havde ifølge direktøren fundet ud af, at han passede godt ind i den nordjyske klub. Verdens bedste håndboldspiller skrev kontrakt med Aalborg Håndbold.

En underskrift, der viser, at det kan betale sig at sætte målet højt og tale højt om det.

Jeg plejer at sige: Hvad er det værste, der kan ske? Det er selvfølgelig, at vi taber. Så må vi skynde os at blive bedre.
Jan Larsen, direktør Aalborg Håndbold

”Det var en ultimativ blåstempling af det projekt, vi har haft gang i mange år,” siger Jan Larsen.

”Det var en stor dag. Jeg var virkelig, virkelig stolt og glædede mig til at fortælle omverdenen om det,” siger han.

Hvad er det værste, der kan ske?

Jan Larsen mener, at vi skal blive bedre til at droppe den nordjyske ydmyghed og i stedet sige, at vi vil være de bedste.

”Jeg har jo et mantra, der siger, at hvis de i Skjern spiser fire bananer, så æder vi seks,” siger han.

”Jeg tror godt, at nogle virksomheder kan tænke: Nå ja, nu skal vi måske også liiige. Men jeg plejer at sige: Hvad er det værste, der kan ske? Det er selvfølgelig, at vi taber. Så må vi skynde os at blive bedre. Jeg skal jo ikke kloge mig på, hvad andre virksomheder skal, men det er den måde, vi driver Aalborg Håndbold på.”

Siden Jan Larsen så interviewet med Aalborg Håndbolds spiller, har det for direktøren handlet om at se muligheder fremfor begrænsninger.

Vi er nødt til alle sammen at kigge hinanden i øjnene og sige: Det er det her, vi går efter. Så kan folk pege fingre, hvis det ikke lykkes. Men det gør det.
Jan Larsen, direktør Aalborg Håndbold

”Jeg skulle da også lige mærke mig selv i maven, første gang jeg sagde, at vi går efter at vinde Champions League. Det, synes jeg godt nok, var lidt voldsomt - og hvad fanden tænker folk ikke? Tænker de ikke, at jeg er binde gal? Men det må de jo gerne have lov til at tro. Det er bare min drøm, og jeg ved, den kan gå i opfyldelse. Hvorfor skulle jeg så ikke sige den højt?” siger han.

Når Jan Larsen tænker på muligheden for at komme til Final Four, turneringen hvor vinderen af Champions League findes, får han kuldegysninger.

”Hvis jeg er den eneste i organisationen, der har den drøm, så kommer vi jo ikke til Final Four. Vi er nødt til alle sammen at kigge hinanden i øjnene og sige: Det er det her, vi går efter. Så kan folk pege fingre, hvis det ikke lykkes. Men det gør det,” siger Jan Larsen.

Han skal ikke længere være bange for, at nogen peger fingre. Siden dette interview blev lavet, har Aalborg Håndbold kvalificeret sig til Final Four og spillet Champions League finale. En finale, den nordjyske klub tabte til Barcelona. Men finalepladsen beviser trods alt, at det kan betale sig at kæmpe med "næb og klør", som klubben skriver på sin hjemmeside.