Fra Holland til Hørby: Et umage samarbejde tiltrækker specialiseret arbejdskraft til toppen
Et samarbejde mellem Frederikshavn Kommune og det private erhvervsliv tiltrækker specialiseret arbejdskraft til toppen af Danmark. 48-årige Wilco Dekker og hans kone er to af dem, der har købt en enkeltbillet til kommunen.
Hver morgen cykler den 48-årige ingeniør Wilco Dekker fra sit hjem lidt uden for Hørby til sit arbejde i Østervrå. En tur på cirka 10 kilometer. Den tur har han taget siden august, hvor han blev ansat som ingeniør i procesvirksomheden Polyteknik.
Som hans navn nok har afsløret, er Wilco Dekker ikke fra Vendsyssel. Han er fra Holland, og flyttede her til i sommer med sin kone Anneke, og har nu slået sig ned i den lille landsby mellem Sæby og Østervrå.
Sådan et job finder man ikke, hvis man sidder i Holland og googler rundt på et tastatur uden æ, ø og å. Men et par måneder tidligere, i februar, mødte Wilco og Anneke Dekker den nordjyske tiltrækningskoordinator Kåre Holdt Madsen på en messe i Holland. Han stod foran et blåt roll-up banner med ordene ’’Move North – We need you in Denmark’’. Det fangede Wilco og Anneke Dekker, som længe havde talt om at flytte til udlandet for at arbejde.
De tre fik sig en snak, og Kåre Holdt Madsen opfordrede dem til at flytte til Danmark. Han var sikker på, at han hurtigt ville kunne finde et arbejde et job til Wilco Dekker, der bare skulle sende sit CV.
Der skulle ikke meget betænkningstid til. Efter et par måneder stod de i Danmark. Og som lovet gik der kun få uger, inden Kåre Holdt Madsen havde fundet et job til ham hos Polyteknik.
Wilco Dekkers kone Anneke er selvstændig og arbejder med digitale læringssystemer i Holland. Men inden årsskiftet vil hun flytte sin virksomheden til Danmark. Begge er desuden i gang med at lære dansk.
- Kåre har været meget behjælpelig. Det er et stort skridt at flytte til et andet land med et fremmed sprog, derfor har det været rart med én, der kunne hjælpe os med at komme godt fra start, siger Wilco Dekker.
For parret var det et bevidst valg at flytte tættere på naturen. De havde ikke en drøm om at bo i en storby, men derimod mere plads og rolige omgivelser, hvor de samtidig kunne være ambitiøse med deres arbejdsliv.
- Vi besøgte en masse steder i Europa, indtil Kåre gjorde os opmærksomme på Nordjylland. Og det var bare helt rigtigt for os. Her er god plads, vejret er bedre og folk er mere fællesskabsorienteret end i Holland.
Wilco Dekker er en af de specialiserede medarbejdere, der bliver talt meget om for tiden. Virksomhederne mangler dem, og derfor er der stor konkurrence om at tiltrække dem. Problemet ser ud til at fortsætte.
Fagforeningen Ida har lavet en prognose, der viser, at der i 2025 vil mangle 10.000 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater. Der er altså generel mangel på de tekniske specialister i hele landet.
De peger desuden på, at konsekvenserne bliver, at virksomheder flytter dele af deres produktion til udlandet. Der skal altså ledes efter alternative redskaber i værktøjskassen, hvis man vil problemet til livs.
Dem har man muligvis fundet i Frederikshavn Kommune.
Beslutningen om et fælles projekt
For enden af E45, på toppen af Danmark, ligger Frederikshavn Kommune. Med over 100 kilometers kyststrækning er området nok mest kendt som feriedestination. Men den lette tilgang til Kattegat har gjort det til en attraktiv placering for mange produktionsvirksomheder. Særligt inden for det maritime erhverv. Derfor er der ikke kun brug for tyske badegæster, der er også brug for dygtige medarbejdere til virksomhederne.
I 2017 blev problemerne med rekruttering af specialiseret arbejdskraft så store og alvorlige, at det private erhvervsliv gik til det daværende byråd i Frederikshavn Kommune. Budskabet var klart: Hvis det ikke blev lettere, overvejede flere virksomheder at flytte udviklingsafdelingerne. Enten til større byer eller til udlandet.
Byrådet vidste, at der skulle handles. Hurtigt.
De besluttede, at opgaven skulle være fælles. Kommunen ville gerne hjælpe med at trække arbejdskraft til kommunen.
Den tidligere virksomhedskonsulent Kåre Holdt Madsen blev hevet ind som et umage bindeled mellem virksomheder og kandidater, og i juni 2017 satte de ild til kampagnen Move North.
Der var stor opbakning til det fælles projekt.
Det er Kåre Holdt Madsens opgave at sælge historien om det ambitiøse Frederikshavn videre til nyuddannede ingeniører og maskinmestre, men også til de mere erfarende, der allerede har et godt arbejde i enten Danmark eller udlandet. Hans arbejde består blandt andet i at netværke med virksomhederne og matche kandidater med kommunens erhvervsliv.
Det var sådan, at Wilco Dekker og Kåre Holdt Madsen mødte hinanden tilbage i februar.
- De største udfordringer er at få folk til at flytte herop. De forstår hurtigt, at de kan få faglige udfordringer i et job her, men vores geografiske placering kan vi jo ikke gøre noget ved. Jeg vil selvfølgelig gerne aflive myten om, at der ikke sker noget heroppe, men jeg vil aldrig overtale nogen, som ikke har lyst. Jeg flytter jo mennesker og deres liv, så de skal selv have lyst til et andet liv end det man lever i storbyerne.
Kåre Holdt Madsen har kontakt til 90 virksomheder i kommunen. Hans arbejde består til dels i at skabe et godt netværk til virksomhederne og tale med dem om deres behov og til dels i at skabe et godt netværk til mulige kandidater.
- Jeg er til mange messer, eksempelvis uddannelsesmesser, for at gøre opmærksomme på Frederikshavn Kommune. Men sommetider kræver det også, at jeg er endnu mere proaktiv i forhold til kandidater, der allerede har et godt job. Jeg får kandidater til at sende deres cv til mig, så jeg har en stor base med mulige medarbejdere til virksomhederne.
I databasen er der cirka 1800 kandidater.
Hans opgave sikrer altså, at der kommer så meget kvalitet til virksomhederne som overhovedet muligt. Han har derfor indledende samtaler med kandidaterne, inden han sender dem videre til virksomhederne. På den måde sparer han ofte virksomhederne for den første samtale.
Et umage samarbejde
Men et rekrutteringssamarbejde mellem det offentlige og det private lyder på samme tid galt og genialt. Hvorfor kan virksomheder ikke selv hyre et rekrutteringsvirksomheder til at hjælpe dem?
- I Frederikshavn Kommune er vi selvfølgelig interesseret i, at erhvervslivet bliver her, og vi er interesseret i at få flere tilflyttere, så der er altså en fælles agenda. Derudover har vi mulighed for at hjælpe med ting, der er udenfor arbejdslivet, blandt andet bosætningen. Det er vigtigt, hvis vi vil have mennesker til at rykke hele deres liv op og komme til Frederikshavn Kommune.
Kåre Holdt Madsen fortæller, at han er blevet kontaktet af en hovedorganisation, der hylder initiativet, men alligevel har været lidt spørgende til, om det kan være konkurrenceforvridende i forhold til de private rekrutteringsvirksomheder. Det mener han ikke.
- Jeg sørger for at holde god kontakt med rekrutteringsbranchen. Hvis jeg kan se, at de har en opgave i en virksomhed, hvor jeg har kandidater, der er egnet – som de måske aldrig selv vil spotte – jamen så tager jeg fat i rekrutteringsvirksomheden og kobler de to parter sammen. Og det har vi som kommune det helt fint med, siger han og fortsætter:
- Men ja, det er et usædvanligt samarbejde. Og ja, det er en gratis service til vores erhvervsliv.
Siden 2017 har Kåre Holdt Madsen matchet cirka 90 kandidater til stillinger i 40 virksomheder. Derudover peger han på et stort mørke tal, når reklamerne på Facebook har fået kandidater til at søge jobs direkte hos virksomhederne.
Han er tilfreds med de foreløbige resultater. Udover de matchede kandidater hjælper han også studerende med studiepraktik og virksomhedssamarbejde under specialeskrivning. Han håber, at det får de studerende til at kigge mod Frederikshavn Kommune, når de skal ud på jobmarkedet.
- Tiltaget har skabt et godt samarbejde mellem det kommunale og det private erhvervsliv. Der bliver ofte talt som om, at vi ikke samarbejder nok, men sådan er det ikke. Og det her samarbejde viser, at vi har fælles ambitioner og kan hjælpe hinanden.
Virksomheden Polyteknik, der ansatte Wilco Dekker i august, er glade for samarbejdet med kommunen.
- På det her punkt har kommunen gjort et godt stykke arbejde, og vi er glade for samarbejdet, der er helt uformelt; vi tager fat i Kåre, hvis vi har en ny stilling, og han tager kontakt til os, hvis der er kandidater, han synes passer ind hos os. Det var sådan, vi fik øje på Wilco, siger Jens William Larsen, der er direktør i Polyteknik.
Virksomheden har ansat tre medarbejdere i samarbejde med Kåre Holdt Madsen og Move North.
Og den sidstankommende medarbejder slipper de ikke for foreløbigt. Wilco Dekker og Anneke har ikke planer om at flytte fra Danmark igen. De har slået sig ned på et nedlagt landbrug, og ved siden af arbejdet bruger de tid på deres heste og sammenholdet i landsbyen.
Havde det ikke været for Move North og Kåre Holdt Madsen, havde de to aldrig fundet vej til Hørby eller Polyteknik, og det havde været mere grænseoverskridende at flytte deres liv til et helt nyt land, siger Wilco Dekker:
- Move North er en tryghed for mennesker, der flytter hele deres liv. Jeg har ikke hørt om lignende tiltag, men det er jo oplagt. Der er en masse bekymringer og spørgsmål i forbindelse med sådan en flytning, og her har Kåre været en stor hjælp, siger han.
Selvom samarbejdet mellem det kommunale og det offentlige er særligt, så er mange udkantskommuner begyndt med lignende kampagner for at tiltrække mennesker til deres landsdel. Fælles for dem alle er, at de taler ind i drømmen om et liv med færre faste udgifter, mere frihed, nære fællesskaber og storslået natur.
I Thisted er mottoet Thy til livet, i Ringkøbing-Skjern Kommune er det Flyt mod vest.