Hans efternavn var ikke dansk nok ifølge jobcenteret. “Det skal være løgn,” tænkte Cristian
Han var 19 år gammel, da han steg på bussen i Rumænien med en envejsbillet og tre fyldte kufferter. I dag er Cristian Goga 28 år og stortrives i Aalborg både professionelt og privat – men vejen har ikke været uden bump. Tag med, når Vigeur går i hans fodspor.
“Dit efternavn er bare ikke dansk nok.”
Den melding fik Cristian Goga på Jobcenter Aalborg, da han i 2019 stod med sin kandidatgrad og en lang række afslag.
Det virker ellers rimelig simpelt. Go-ga.
“Med o som i opholdstilladelse,” tilføjer Cristian med et grin.
I år er det ti år siden, han ankom til Aalborg med ønsket om at uddanne og bosætte sig i den nordjyske hovedstad. Og kigger jeg på hans CV, er det åbenlyst, at Cristian Goga ikke har ligget på den lade side, siden han vinkede farvel til sine forældre hjemme i Baia Mare tilbage i 2012.
“Det gør rumænere ikke,” siger han med henvisning til den positive fordom, der hersker om hans landsmænd. “Vi arbejder hårdt – så vi ikke behøver stjæle cykler.”
Drømmen om Danmark – og en rimelig husleje
Med sin sorte humor har Cristian Goga længe følt sig godt tilpas i Aalborg. Men hvordan hører en teenager i Baia Mare om en nordjysk by små 2.000 kilometer væk?
“Det var på en hjemmeside, der hjælper rumænere med at søge studiepladser i udlandet. Man kan indsende sine interesser, og så får man en liste over mulige uddannelser rundt i verden.”
For Cristian Goga stod valget mellem Danmark og Holland.
Jeg havde aldrig hørt om Aalborg, men det lød som en god studieby.
Kriterierne var et europæisk land med høj levestandard, frihed og muligheder inden for digitalt design. Derefter gik han i gang med at undersøge huslejeniveauet i de forskellige byer.
“Der røg København og Amsterdam så af listen,” siger han med distinkt nordjysk dialekt. “Jeg havde aldrig hørt om Aalborg, men det lød som en god studieby, hvor jeg måske kunne få de 2.500 kroner til at række, som mine forældre havde lovet at sende hver måned.”
1.800 kroner gik til kollegieværelset nær UCN’s campus i Aalborg, og så var der 700 kroner tilbage til mad og fornøjelser.
“Nogle gange forkælede min mor mig lidt ekstra og sendte en pakke herop med mad – men jeg ville rigtig gerne have et studiejob, så jeg også kunne kvalificere mig til SU.”
Cristian Goga cyklede byen tynd i håbet om et studiejob som opvasker eller bartender, men der kom ingen respons på de engelsksprogede ansøgninger.
Du er i Nordjylland nu
Hvordan var det for dig at komme til Aalborg?
“Det var enormt frustrerende ikke at kunne sproget.”
På UCN, hvor Cristian Goga læste multimediedesign og kommunikation, var undervisningen på engelsk, og de mange internationale studerende fik hurtigt et godt indbyrdes netværk.
Det var sværere uden for studiet, hvor Cristian oplevede sproget som en hindring, selvom danskerne er gode til engelsk.
Jeg tænkte bare, at jeg skulle lære dansk hurtigst muligt.
“At tale engelsk bliver aldrig det samme som at tale med folk på deres modersmål – og det er selvfølgelig ikke alt, der bliver oversat, når du sidder i en større gruppe. Så jeg tænkte bare, at jeg skulle lære dansk hurtigst muligt.”
Samme indstilling ville man ikke nødvendigvis få som international studerende i København. I hvert fald ikke ifølge lærerne på UCN:
“Du er i Nordjylland nu, sagde de tit. Ikke København.”
I Cristians målestok var hovedstaden et stenkast væk, så hvor store kunne de kulturelle forskelle være? Relativt store, fandt han hurtigt ud af.
Ifølge lærerne ville det også betyde øget trivsel på en fremtidig arbejdsplads, hvis man gjorde en indsats for at lære sproget.
Derfor valgte Cristian Goga at sætte sit studie på pause efter de første to år på professionsbacheloren. Fremfor de hidtidige to aftener om ugen ville han gå på sprogskole hver dag i et år.
Er du glad for den prioritering i dag?
“Meget. Og jeg er faktisk også glad for kulturen i Aalborg. Jeg kender internationale studerende i København, der ikke prioriterer at lære dansk, fordi de ikke mener at have brug for det. Men jeg tror, det har hjulpet mig til at blive integreret på en anden måde.”
28 år og bosat i Aalborg med sin kæreste.
Han flyttede fra Rumænien i 2012 for at uddanne sig inden for multimediedesign, kommunikation og digital konceptudvikling på UCN i Aalborg.
I 2017 supplerede Cristian Goga sin professionsbachelor med en kandidatgrad fra Aalborg Universitet i informationsvidenskab.
I 2020 blev han ansat som digital designer i koncerthuset Musikkens Hus.
Hvor taler du flot dansk
Det intensive år på sprogskolen og senere en dansk kæreste – med en snakkesalig svigerfamilie – satte for alvor skub i Cristian Gogas danske.
Kort efter landede han sit første studiejob i et design- og kommunikationsbureau, og da han færdiggjorde sin professionsbachelor i 2017, følte han sig efterhånden helt tryg ved at tale og skrive sproget.
Faktisk så tryg, at han begyndte at arbejde som freelance tolk på dansk, rumænsk og engelsk.
Hvor taler du flot dansk, fik jeg at vide på jobcenteret.
Da Cristian Goga i 2019 kunne kalde sig kandidat fra Aalborg Universitet, var hans forhåbning derfor, at et fuldtidsjob var inden for rækkevidde.
“Hvor taler du flot dansk, fik jeg at vide på jobcenteret. Jeg blev også spurgt, om jeg selv havde skrevet mine ansøgninger, fordi de grammatisk var uden fejl.”
Alligevel udløste 116 ansøgninger kun en enkelt jobsamtale på ti måneder.
Rådgiveren hos Jobcenter Aalborg var bekymret for, at Cristian Goga blev sorteret fra i bunken af ansøgere, fordi hans efternavn ikke var dansk nok.
For at komme i betragtning anbefalede hun derfor Cristian Goga at ringe til arbejdspladserne og stille spørgsmål til de ledige stillinger – alene med det formål at demonstrere sit danske sprog.
Se videoindslaget med Cristian Goga:
Han vidste, at han var dygtig til sit fag, og at han gerne ville leve sit liv i Aalborg.
“Men når du har gjort alt for at blive en del af det danske samfund og ikke føler dig helt velkommen, så begynder du selvfølgelig at tænke. Skulle jeg have valgt en anden uddannelse? En anden by? Skulle jeg flytte tilbage til Rumænien?”
Omvendt tænkte Cristian, at det skulle være løgn. At det ikke kunne være rigtigt.
”Og det var det heller ikke,” siger han med et smil.
Vigeur har spurgt Jobcenter Aalborg, om det er kutyme at bede jobsøgende om at demonstrere deres danske sprog for arbejdsgiverne – og om jobcenteret også i 2022 har indtryk af, at arbejdspladser sorterer kandidater fra på baggrund af navne eller etnicitet.
Centerchef Lena Byrgesen svarer følgende i telefonen:
”Jeg havde håbet, at hans oplevelse lå lidt længere tilbage i tiden, da der er sket meget med vores rådgivning over de sidste par år.
Vores generelle holdning er, at det ikke er vores opgave at fortælle de ledige, at det kan være en god idé ikke at sige deres efternavn. Men vores opgave er at give de ledige så meget viden som muligt om det arbejdsmarked, der venter dem.
I den forbindelse tager vi afsæt i analyser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, men også i Rekrutteringsanalysen, som Ballisager laver.
De fortæller, at virksomheder frasorterer arbejdskraft og ledige på baggrund af først uddannelsesniveau, herefter baggrund og sprog. Specifikt er det 8 ud af 10, som kan finde på at frasortere på baggrund af køn, alder og sprog.
Vi har en overrepræsentation af ledige fra UCN’s internationale uddannelser og fra internationale studier på Aalborg Universitet.
Så jeg tænker godt, det kan være sket, at vores rådgiver har sagt eller anbefalet de ting. Men nej, jeg tænker ikke, at det er vores opgave. Vores intention er ikke at arbejde fordomsfuldt.”
Jagten lykkes
Musikkens Hus i Aalborg samarbejdede med det lille design- og kommunikationsbureau, hvor Cristian Goga havde studiejob.
“De kendte mig som den person, jeg er. Og de kendte mine grafiske færdigheder. Så der var det ikke nødvendigt at sende en ansøgning.”
I februar 2020 blev Cristian Goga tilbudt at komme i virksomhedspraktik i det nordjyske koncerthus. Han fortsatte i løntilskud, og i sommeren 2020 blev han fastansat som digital designer.
Hvad er du mest stolt over, når du tænker tilbage nu?
“At det lykkedes, tror jeg. At det, jeg drømte om, da jeg steg på den bus i Baia Mare, rent faktisk skete. Jeg fik min uddannelse, jeg fik en kæreste og gode venner, og jeg fik et job inden for det fag, jeg brænder for.”
Nu jagter Cristian Goga sit danske statsborgerskab.
“Jeg har bestået indfødsretsprøven og de danske sprogtest, men jeg mangler stadig at opfylde kravet om fuldtidsarbejde i tre et halvt år. Jeg må heller ikke have gæld til det offentlige eller begå noget kriminelt, så du kan godt se, at jeg er nødt til at opføre mig ordentligt, ikke?”
Han ler igen og kigger sig to gange over hver skulder, inden han cykler videre ud i sin by.
Vil du møde Cristian Goga? Tag med til Vigeur LIVE d. 16. november, hvor vi fylder Musikkens Hus i Aalborg med oplæg og inspiration til dit arbejdsliv. Der er også mulighed for studierabat via linket her.