Ikke kun tunge tal: ESG-krav er en anledning til handling
Det kan være overvældende at kigge på krav om ESG-dokumentation. Men brug det som anledning til at udvikle forretningen, lyder det fra Erhvervshus Nordjyllands forretningsudvikler med fokus på bæredygtighed.
Det indeværende kalenderår er det første, hvor en række danske virksomheder påkræves at aflægge en ESG-rapport.
Selvom det kun er de største virksomheder, som er underlagt EU-kravene, sender de dokumentationen videre i leverandørkæden. For små og mellemstore virksomheder kan det betyde en betydelig, administrativ byrde, som kan overskygge handlingen, der er nødvendig for en bæredygtig fremtid.
Sådan lyder det fra Kristina Zacho, som er forretningsudvikler hos Erhvervshus Nordjylland.
Bliv klogere på forretningen
”De omfattende dokumentationskrav, som kan inkludere alt fra CO2-aftryksberegninger til menneskerettighedspolitik, kræver tid og ressourcer, som mange SMV’er ikke har i overflod," fortæller hun.
"Mens store virksomheder har dedikerede afdelinger til at håndtere kravene, står mindre virksomheder ofte alene med opgaven. Det kan desværre føre til, at de bruger mere tid på at opfylde dokumentationskravene end på at implementere reelt bæredygtige initiativer."
E = Klima/miljø, herunder klimaændringer, forurening, vand og havressourcer, biodiversitet samt ressourceanvendelse og cirkulær økonomi.
S = Sociale forhold, herunder virksomhedens påvirkning af egen arbejdsstyrke, arbejdstagere i værdikæden, berørte samfund samt forbrugere og slutforbrugere.
G = Selskabsledelse, herunder virksomhedens adfærd.
ESG-data er ikke-finansielle data om bæredygtighed, som ofte bliver anvendt af investorer og generelt i den finansielle sektor som synonym med CSR.
EU-kravene for aflæggelse af ESG-rapport er gældende for regnskabsår, som begynder:
1. januar 2024: Børsnoterede virksomheder (regnskabsklasse D) med +500 ansatte.
1. januar 2025: Børsnoterede (regnskabsklasse D) og ikke-børsnoterede virksomheder (regnskabsklasse C) med +250 ansatte.
1. januar 2026: Små børsnoterede virksomheder med mindre end 250 ansatte.
Kilde: Dansk ErhvervHun anbefaler derfor dialog med kunderne, uanset om man har modtaget krav eller ej. Det kan skære opgaven til, så den ikke bliver for omfangsrig.
"Vi opfordrer til, at man anskuer ESG-processen som en anledning til at blive klogere på sin egen virksomhed, og hvordan forretningen skal udvikle sig i løbet af de kommende fem til ti år," siger hun og uddyber:
”Har vi styr på vores processer? Kan vi gøre noget anderledes og smartere til gavn for naturen, vores medmennesker og egen bundlinje? Er der risici eller tendenser i samtiden, som vi kan inspireres af i vores forretningsudvikling? Hvor er verden og vi om ti år fra nu?”
Meningsfuldt på bundlinjen
Når en lille eller mellemstor virksomheder tager hul på ESG-aspekterne, er det således oplagt at lægge ud med de klimamæssige overvejelser - altså E'et - som ligeledes kan give økonomisk mening.
"Det kan være at få styr på sine egne udledninger fra energi- og brændstofforbrug, materialeforbrug, spild, affald og så videre. Det er her, der kan ligge besparelser på bundlinjen," lyder det fra hende.
Vil det om ti år blive en udfordring af skaffe de materialer, man bruger nu?
"Man bør også forholde sig mere strategisk til, hvordan klimaforandringerne kan have en påvirkning på ens egen forretning. Vil det om ti år blive en udfordring af skaffe de materialer, man bruger nu?"
Når forretningsudvikleren er ude hos de nordjyske virksomheder, oplever Kristina Zacho desuden at skulle minde beslutningstagerne om de bredere aspekter af en ESG-rapport - især under S'et for "social" og G'et for "governance".
"De sociale aspekter handler meget om de ansattes arbejdsforhold, trivsel, det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og sikkerhed. Det kan også være at have lærlinge, fleksjobbere og lignende," siger hun.
"G'et handler også om ledelse af de sociale og klimamæssige aspekter. Der skal ikke kun være fokus på at dokumentere. Der skal også være ledelsesmæssige værktøjer til at arbejde med det hele - herunder etiske retningslinjer og kontroller," lyder det afsluttende fra Kristina Zacho.
Fra 1. januar 2026 er små børsnoterede virksomheder med færre end 250 ansatte også underlagt EU-kravene for at aflægge ESG-rapport.