Bæredygtighed

Fremtiden skal være grønnere: "Vi er bagud i Nordjylland"

Hos TL Byg skal der sættes en grøn retning for byggefirmaet. Det sker efter to stærke regnskaber på baggrund af optimerede processer.

For anden gang i streg står Jesper Francois Hoffmann i spidsen for et regnskab med et tocifret millionbeløb på bundlinjen. Arkivfoto: Henrik Bo

På trods af færre medarbejdere har TL Byg endnu engang formået at levere et tocifret millionoverskud. 

Det afslører det netop offentliggjorte regnskab for det nordjyske byggefirma.

"Der har været knap så meget fokus på vækst og toplinje samt lidt mere fokus på at have styr på det, som vi laver. Vi skal gerne have en forretning, som alle kan være tilfredse med - både vores ejerkreds og samarbejdspartere," fortæller direktør Jesper Francois Hoffmann, der har stået i spidsen for TL Byg siden 1. januar 2022.

"Målet er at sikre en fornuftig indtjening målt på branchen og knap så meget at øge omsætningen fra året forinden. Vi arbejder især med at sikre et godt procesforløb på vores sager. Entrepriser står for 80 procent af vores omsætning, så det er givende at have en projektmodel, som alle kender og har daglig tilgang til," siger han.

TL Bygs fokus på at optimere processerne og tilgangen til projekterne har altså haft stor effekt.  Mens der er færre på lønningslisterne, hvor man var over 200 folk for fire år siden, går det kun én vej med bundlinjen.

Til gengæld skal kompetencerne i medarbejderstaben også være de rette, om det er en håndværker eller projektleder. 

"Vi har medarbejdere med vidt forskelligt fagligt fundament. Derfor er det vigtigt, at vi som virksomhed sikrer, at alle medarbejdere gennem efteruddannelser ud fra den enkeltes behov står med en brugbar værktøjskasse - eksempelvis når det gælder tidsplanlægning, ressourcestyring på byggepladsen eller i forhold til ledelse."

"Vi vil gerne investere i virksomhedens ansatte og derigennem lade dem vide, at de er en uhyre vigtig del af virksomheden og dens dna," lyder det fra TL Byg-direktøren.

Fremgangen på bundlinjen giver til gengæld luft til, at Jesper Francois Hoffmann kan sætte nye mål, der drejer sig om meget mere end egenkapital og overskud.

I starten af oktober kunne TL Byg byde velkommen til virksomhedens første tovholder for det bæredygtige område. Dermed er første skridt taget for en grønnere fremtid.

"Tiden er til det i Nordjylland. Vi er bagud i forhold til byggeriet og den grønne omstilling heroppe, og det vil vi gerne bidrage til at lave om på. Der er en masse lovkrav, men efterspørgslen fra vores kunder er også stigende på grønne løsninger. Der skal vi være foregangsfolk, og vi kommer til at bruge en del energi på det den næste periode," slår han fast.

Bæredygtighed er en vigtig del af virksomhedens fremtid. Det fastslår direktøren for TL Byg. Arkivfoto: Henrik Bo

"Vi har ikke en størrelse, hvor der stilles krav om et ESG-regnskab, men trods det forventer vi at kunne præsentere et fra næste regnskabsår. Det er et vigtigt skridt for os, da vores forventning er, at vores kunder inden længe vil efterspørge det."

Virksomheden har allerede lagt de første sten til en bæredygtighedsstrategi, som nu skal udarbejdes og eksekveres over den kommende tid.

"Den skal finjusteres og gøres operationel. De bæredygtige tiltag skal gælde alle steder i organisationen. Arbejdet med affaldshåndtering, den emissionsfri byggeplads, recycling samt design for genanvendelse bliver vigtige elementer fremadrettet," siger Jesper Francois Hoffman.

"Vi skal også være skarpe i vores dialog med kunderne, når vi snakker materialer og opvarmningsformer, så vi kan bygge så hensigtsmæssigt for klimaet som muligt. Det kræver flere kompetencer, og vi skal være mere opsøgende omkring informationer og viden," fortæller han.

Dermed håber han på nye tider i virksomheden, som snart kan fejre stort jubilæum.

Senere på året er det 50 år siden, at TL Byg for første gang slog dørene op - dengang som et beskedent snedkeri i Frejlev.