Produktivitet

Derfor vil nordjysk it-succes ikke have et hovedkontor

It-virksomheden netIP tjener flere penge end nogensinde før. Den præstation har en bred, fysisk tilstedeværelse været med til at realisere.

Brian Vesterbæk er kommerciel direktør for netIP og deler rollen som administrerende direktør med resten af direktionen. Foto: Bertel Bolt/netIP

Det var med rekord på bundlinjen, at netIP onsdag offentliggjorde sit seneste regnskab. 

Efter skat tjente it-virksomheden med baggrund i Thisted knap 43 millioner kroner, hvilket er en markant fremgang fra året forinden, hvor overskuddet lå på 27,5 millioner efter skat.

Det har totalleverandøren af konsulent-, rådgivnings-, sikkerheds og outsourcingydelser gjort uden ét bestemt udgangspunkt, som de fleste virksomheder med den slags overskud typisk bryster sig af. 

På tværs af afdelingerne i Thisted, Aalborg, Holstebro, Herning, Viborg, Aarhus, Esbjerg og Herlev har man nemlig ikke et decideret hovedkontor.

"Det er ud fra devisen, at alle har lige muligheder. Et hovedkontor vil altid give et billede af, at nogen har andre vilkår end andre. Men på den her måde er alle lige. Alle har samme kantinevilkår, kan få det samme tøj og har de samme kontormøbler. Det giver et bredt fællesskab," forklarer Brian Vesterbæk.

Han er kommerciel direktør for netIP. Trods titlerne møder han heller ikke ind på et bestemt hjørnekontor på daglig basis. Han cirkulerer derimod mellem forskellige kontorer.

"Jeg bor i Thisted og kører meget rundt. Det kan være Aalborg og Herning, som er vores største kontorer uden for Thisted," forklarer han.

Foruden Brian Vesterbæk består ledelsen af Joakim Halvorsen og Birgitte Lukassen. De er henholdsvis drifts- og økonomidirektør foruden rollen som administrerende direktør, som alle tre deler.

Rundede 200 ansatte

Det nyligt præsenterede overskud har også sine rødder i den geografiske spredning, som netIP gennem flere år har fokuseret på. I dette forår opkøbte man ResenNet i Humlum ved Struer, mens opkøbet af Centex i Esbjerg især har haft god indflydelse på regnskabet fra sommeren 2023 og et år frem.

"Vores nye afdeling i Esbjerg har præsteret rigtig godt, og så kommer der en naturlig effekt af at være flere mennesker. Vi kan mere og får et større servicekatalog. Dertil har vi oplevet stor vækst i Aalborg og Herlev, hvor der er kommet lidt større kunder til," siger Brian Vesterbæk.

Virksomheden blev i 2022 solgt til svenske Adelis Equity. I den forbindelse trådte stifter Martin Kjølhede ud af den daglige ledelse. Foto: Bertel Bolt/netIP

I seneste regnskabsår rundede netIP også 200 ansatte. Det er sket på baggrund af de strategiske opkøb såvel som organisk vækst i den nordjyske it-virksomhed.

"Når vi bliver flere, er der også flere til at løfte læsset. Og så har vi bare mennesker, som knokler vanvittigt hårdt hver dag og gør et godt stykke arbejde. Vi oplever også, at vi får meget ud af vores tilgang med ikke at binde kunderne. Vi har selvfølgelig en kontrakt med dem, men de er ikke bundet, som mange i vores branche praktiserer. Det holder os hele tiden på beatet," siger direktøren.

Flere afdelinger er på vej

Netop den fysiske tilstedeværelse tæt på kunderne har også været et fokuspunkt, som ellers kan virke som en kontrast til den digitale verden, der kigges ind i. Men det er en klar prioritet fra ledelsens side at være tæt på kunderne.

"Man kan altid være med online, men vi må erkende, at mennesker taler med mennesker. Tætte relationer med kunder er afgørende. Vi tør godt møde vores kunder ved bageren," siger Brian Vesterbæk.

"Vi har spurgt til det i undersøgelser, og især produktionsvirksomheder er rigtig glade for, at vi bor tæt på. Vi kan komme hurtigt ud. Alt kan ikke altid løses gennem et videokamera på afstand, og det betyder noget at snakke i øjenhøjde frem for et stift møde på Microsoft Teams," siger han.

Dertil har netIP også fundet en passende opskrift på at etablere nye afdelinger.

"Det handler om at finde de rette mennesker og etablere et kommerciel niveau, inden man begynder at ansætte en masse folk. Ansæt nogen, som kan få talt med en masse kunder, og byg op derfra. Vi får hjælp fra alle andre kontorer og trækker på dem. Så vores formel er, at det er ét stort fællesskab, og vores kontorer kan støtte hinanden," forklarer den kommercielle direktør, som har planer om flere kontorer:

"Vi skal være landsdækkende. Vi skal være i de store byer i Danmark. Lige nu er vi stærke fra midten og op i Jylland. Foruden vores afdeling i Herlev er vi ikke repræsenteret på Sjælland og Fyn, og det skal vi. Det ville ikke være mærkeligt at få tre lokationer mere - enten gennem opkøb eller ved at starte op selv. Nu må vi se, hvordan det går, og hvem vi støder på," lyder det fra Brian Vesterbæk.

Det er ikke kun geografisk, at der er vokseværk i netIP. De forskellige kompetencer udvides også, mens ét særligt serviceområde bliver mere og mere relevant for kunderne. Brian Vesterbæk peger på, at det i særdeleshed er it-sikkerhed, som fylder mere og mere i virksomhedernes strategiske greb.

"Det er en foranderlig verden, hvor der ikke kun er tyve på spil. Nogen har andre onde hensigter og kan have interesse i at ødelægge ting. Det er virksomhederne klar over," siger han.

Med det seneste regnskab har netIP rundet en egenkapital på 40 millioner kroner. Den er på knap 42 millioner og er dermed flerdoblet siden udgangen af 2021-regnskabet, hvor den lå på 14,5 millioner kroner.

Kapitalfonden Adelis Equity er hovedaktionær i netIP. Derudover er omkring halvdelen af virksomhedens ansatte indehavere af medarbejderaktier.