Bæredygtighed

Stigende krav tvinger virksomhed ud i nye produkter - sådan undgår Apichat at belaste sine medarbejdere

Betonvirksomheden Ambercon er i gang med at omlægge hele produktionen. Det stiller nye krav til medarbejderne, der skal balancere daglig drift med innovative projekter.

Arkivfoto: Ambercon

Nye bæredygtighedskrav tvinger byggebranchen til at tænke bæredygtigt, og det har kastet Ambercon ud på en grøn rejse.

Sidste år lancerede Støvring-virksomhed produktet TreeCrete, der er et hybridprodukt, hvor man har erstattet bagvæggen på et betonelement med træ for at nedbringe produktets CO2-aftryk.

Målsætningen er, at Ambercon om få år udelukkende sælger og producerer træelementet, og derfor står virksomheden over for en fuldstændig omlægning af produktionen.

Det stiller andre krav til medarbejderne, og derfor er det vigtigt for direktøren, at medarbejderne har tid til at jonglere mellem normal drift og nye arbejdsopgaver.

“Jeg skal passe på med ikke at overbelaste mine medarbejdere. For udover den normale drift, skal de også have tid til at innovere nye projekter og lære nye arbejdsopgaver,” siger administrerende direktør Apichat Bonde.

Om TreeCrete

TreeCrete er et hybridelement, hvor betonbagvæggen er erstattet af træ.

Ifølge direktøren kan produktet være med til at innovere byggebranchen og lever op til de strammeste LCA-krav i 2029.

Produktet blev lanceret i 2023 og henvender sig primært til boligsektoren.

Direktøren fortæller, at der har været stor interesse for produktet, men på grund af stigende renter er flere projekter i boligsektoren udskudt, og derfor har det nye produktet endnu ikke forladt produktionshallerne.

Træet kommer fra CLT Denmark, som Torben Enggaard, der ejer Ambercon, i 2020 købte sig ind i.

Målet er, at hele produktionen omlægges, så Ambercon i fremtiden udelukkende sælger og producerer TreeCrete.

Ambercon har erhvervet sig nabogrunden til de eksisterende bygninger, hvor de vil opføre en ny fabrik på omkring 10.000 m2. Planen er, at den nye fabrik udelukkende skal producere det nye produkt.

Virksomheden har afsat 100 millioner kroner til investeringen og produktionsomlægningen.

Kommer ikke langt med et diktatur 

Det er en stor proces at omlægge produktionen, og derfor har ledelsen i Ambercon sat en klar plan for, hvordan det skal indfases i medarbejdernes dagligdag.

Hver gang virksomheden har et projekt, bliver der nedsat en overordnet styregruppe, der fordeler opgaverne ud på arbejdsgrupper i de berørte afdelinger.

Her ses adm. direktør Apichat Bonde (tv.) og ejer Torben Enggaard foran en prototype. Arkivfoto: Ambercon 

Det skal sikre, at arbejdsopgaverne bliver fordelt ud i organisationen, så det ifølge Apichat Bonde ikke bare er to mand, der sidder med en masse ekstra-opgaver udover den daglige drift.

“Det skaber også noget engagement hos medarbejderne, der kan sætte sit eget præg på tingene,” siger direktøren.

Ifølge Apichat Bonde er det vigtigt at få medarbejderne med ind i maskinrummet, så de føler sig set og hørt, når virksomheden gennemgår en stor forandring.

“Vi kommer ikke langt med et diktatur, hvor chefen kommer og siger, at nu skal vi gøre sådan og sådan. Det får vi ikke medarbejderne med på,” siger han.

Store ambitioner

Sidste år blev der indført et krav om LCA-beregning, som kræver, at nybyggeri over 1.000 m2 har en CO2-grænseværdi på 12 kg CO2-ækv/m2/år.

Om Ambercon A/S

Ambercon blev stiftet i 1983, og er i dag en af Danmarks førende elementproducenter med hovedsæde og produktion i Støvring. 

De leverer elementer inden for betonvægge, forspændt beton og standardfacader.

Virksomheden er ejet af Torben Enggaard. 

Ambercon har 186 ansatte. 

I 2023 havde betonvirksomheden en omsætning på 234,7 millioner kroner med et årsresultat på 20 millioner kroner. 

Størstedelen af overskuddet stammer fra et frasalg af en fabrik i Sønderjylland. 

Kilde: CVR

Kravene strammes trinvist frem mod 2029.

Byggebranchen står for 30 procent af Danmarks CO2-udledning, og derfor er branchen nødttil at innovere sig selv, mener Apichat Bonde.

“Vi kan ikke blive ved med at bygge på den måde, vi har været vant til. Der skal nye produkter og nye samarbejdsformer til,” siger han.

“Vores fokus er, at vi - blandt andet med dette nye produkt - kan være med til at innovere hele branchen, så vi kan blive mere CO2-bæredygtige.”

Ifølge direktøren overholder det nye produkt de strammeste LCA-krav i 2029.