Katrines karrieremål blev indfriet til et hemmeligt møde på hotel Hvide Hus
I en alder af 32 år kan hun snart fejre 10-års jubilæum på sin arbejdsplads. Nu fortæller Katrine Dons Kvottrup om en arbejdsdag, hun aldrig glemmer. Og om den mentor, hun selv vil lade sig inspirere af.
Der er ikke to arbejdsdage, der er ens, men de kan alligevel minde meget om hinanden. En gang imellem kommer dog en dag, som af den ene eller anden grund ridser sig ind i vores hukommelse.
Det er sådan en dag, de medvirkende fortæller om i artikelserien En arbejdsdag, jeg aldrig glemmer. Katrine Dons Kvottrup har fortalt sin historie til Vigeur-journalist Caroline Bundgaard, der her fører pennen.
Katrine Dons Kvottrup er partner og advokat i HaugaardBraad Advokatfirma, hvor hun primært arbejder med rådgivning i fast ejendom og erhvervsretlige forhold.
Næste år kan hun fejre 10-års jubilæum i virksomheden, hvor hun i april 2024 indtrådte som partner.
22. marts 2024
Fredag før påske parkerede jeg ved hotel Hvide Hus i Aalborg og sneg mig indenfor uden at blive set.
Vi havde booket et mødelokale, fordi det stadig var fortroligt, hvad vi skulle underskrive. Så det var kun partnerkredsen, der var samlet, da jeg trådte ind.
Advokathusene HaugaardBraad og Hovmøller & Thorup ville fusionere – og samtidig skulle jeg indtræde som ny partner.
For mig var det kulminationen på ni år i HaugaardBraad, hvor jeg undervejs var begyndt at tvivle på, om det ville lykkes. Særligt da fusionen kom ind i billedet, og det nu også var mennesker, der ikke kendte mig, som skulle vurdere, om jeg skulle være partner.
Men nu var vi pludselig samlet til dét, der på én gang var den største dag i min karriere, og som omvendt slet ikke handlede om mig.
Det skulle det heller ikke, for det var jo langt større med en fusion, der samler 70 medarbejdere under samme tag.
Nu var vi pludselig samlet til dét, der på én gang var den største dag i min karriere, og som omvendt slet ikke handlede om mig.
Alligevel sad jeg og tænkte over alt dét, der var gået forud.
Hvordan jeg oprindeligt troede, jeg skulle være dommer, fordi advokatbranchen er benhård og fuld af spidse albuer. Det tænkte jeg, indtil jeg startede i HaugaardBraad og oplevede det flade hierarki, hvor alle bidrager og respekterer hinanden.
Jeg tænkte på, hvor frustreret, jeg nogle gange har følt mig, fordi jeg altid gerne har villet til toppen. Jeg har hele tiden brændt for arbejdet og lagt mange timer i det. Men jeg har også haft svært ved at være i, at den indsats, jeg gør nu, måske giver pote om to, tre eller fire år.
Og så tænkte jeg på de mennesker, der har været med til at skubbe mig fremad. Succes er sjældent noget, du opnår alene. Og jeg tror, det er helt afgørende for at lykkes både som medarbejder og virksomhed, at vi har nogle dygtige mennesker, der vil hinanden det bedste.
For mig har det især været vores partner Rasmus Haugaard, der også sad i mødelokalet på Hvide Hus den dag.
Rasmus har altid været den, jeg har arbejdet tættest sammen med, og han har givet mig virkelig meget ansvar, som har gjort, at jeg kunne vokse.
Undervejs har jeg også haft mange snakke med ham om, hvorvidt mit mål om at blive partner var inden for rækkevidde. Og hvad jeg selv kunne gøre for at trykke på speederen.
Rasmus har altid været den, jeg har arbejdet tættest sammen med, og han har virkelig givet mig meget ansvar, som har gjort, at jeg kunne vokse.
Så selvfølgelig var det også Rasmus, der ringede til mig, da jeg sad i bilen for at køre hjem den dag i marts.
Alle partnerne havde sat blæk på papiret og skålet i et glas champagne. Men det var jo lidt antiklimatisk, fordi der stadig gik halvanden uge, før vi kunne fortælle det til nogen.
Jeg skulle bare hjem og spise spaghetti kødsovs med familien.
Derfor betød det noget for mig, at Rasmus ringede og ønskede mig tillykke, fordi han syntes, den milepæl var forsvundet lidt i fusionen.
Det føles rart, at jeg er trådt ud af hans skygge og står i min egen ret nu. Men sådan en mentor, der hjælper andre på vej, vil jeg også gerne være en dag.
Det må være opskriften på fælles succes.
