Emil droppede ud for at følge iværksætterdrømmen. Her er hans tre råd til dig med en iværksætter i maven
Emil Nissen havde placeret sig solidt på skolebænken og var indstillet på at færdiggøre sin top-up uddannelse i international handel og markedsføring. Derfor var det en spontan beslutning, da han en dag droppede ud for at blive selvstændig.
”Det føltes helt rigtigt, for det var det, jeg gerne ville,” fortæller Emil Nissen. Det var følelsen, han stod med, da han for to år siden traf valget om at droppe ud af studiet for at starte som selvstændig inden for digital markedsføring. Faktisk har han altid været interesseret i at bygge sit eget.
Har været selvstændig siden juni 2020, efter han tog professionsbacheloren i markedsføringsøkonomi.Han er nu direktør for bureauet Nissen&Co, som laver digital markedsføring.
”Jeg har altid været en type, der gerne ville starte noget op. Jeg har lavet hjemmesider, portaler og alle mulige forskellige ting. Jeg ville gerne finde løsninger på forskellige udfordringer, så det har været nærliggende for mig,” forklarer han.
Alligevel var der mange andre tvetydige følelser, som dukkede op, da han for alvor kastede sig ud i eventyret.
Det var både spændende at få mulighed for at bruge meget mere tid på dét, han er passioneret om. Men det var også skræmmende, for det var en omvæltning. Emil Nissen gik fra den ene dag til den anden fra at være studerende, der udførte gratis arbejde for et par virksomheder, til at skulle skabe en forretning, hvor han kunne få det hele til at løbe rundt.
Der var meget at lære, og der var mange søvnløse nætter det første år, siger han.
Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg vil det hele, bliver det til ingenting. Det bliver for spredt et fokus.
Selvom det var overvældende, skræmmende og spændende på samme tid, endte valget med at være det helt rigtige for Emil Nissen. I dag har han ansat fire fuldtidsansatte og to studentermedhjælpere i sit bureau. Derudover oplever han vækst med hensyn til kunder, opgaver og omsætning.
Når han ser tilbage på tiden, hvor han lige var startet på rejsen som iværksætter, er der ting, han ville have gjort anderledes. Der er også ting, han gjorde, som han først rigtigt ser den fulde værdi af nu. Derfor giver han her tre råd til dig, som har en iværksætter i maven, du overvejer at bringe frem i lyset.
1. Sæt passion over penge
”Det skal ikke handle om penge til at starte med, for så kommer man ikke til at tjene nogen. Det skal handle om passion, fordi det skaber motivation. Motivation skaber produktion. Produktion skaber bundlinje,” siger Emil Nissen.
Han fortæller, at han valgte at følge studiet og en mere sikker vej, indtil han kunne mærke den rette passion for arbejdet. Det, mener han, har været afgørende i forhold til, hvordan iværksætteriet er gået sidenhen.
Hans passion for online markedsføring afspejlede sig i studietiden. Han fik et studiejob, hvor han lærte om og arbejdede med feltet. Derudover begyndte han at hjælpe virksomheder gratis for at få erfaringen. Ofte prioriterede han arbejdet over lektierne.
Det føltes naturligt, fordi det var hans passion, og prioriteringen endte med at bære frugt. Han fortæller:
”Det tror jeg også har gjort, at det er gået så hurtigt, som det er. Jeg har haft sindssygt mange glade og troværdige kunder fra start af, som måske ikke har betalt noget, men som har givet anbefalinger og hevet andre kunder ind. Nogle kunder har jeg stadig den dag i dag. Det er stadig noget, der avler nye kunder nu.
Så jeg tror tilgangen med at være god til produktet og at prøve det i praksis, uden man tænker, at det kun er for at tjene penge, har gjort forskellen.”
2. Hvis du vil alting, når du intet
”Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg vil det hele, bliver det til ingenting. Det bliver for spredt et fokus. Man kan bruge meget tid på noget, som ikke skaber værdi til forretningen, og som man ikke er allerbedst til. Det ville jeg lave om, hvis jeg kunne,” forklarer Emil Nissen.
Han uddyber, at han det første stykke tid forsøgte at udføre flere dele af online markedsføring end blot dem, han følte sig skarp på. Derudover tog han virksomheder ind som kunder, som ikke var i kernemålgruppen. Det har han ændret nu.
Han valgte, at han ville tilbyde hjælp til de dele af online markedsføring, han er bedst til. Derudover at han primært vil arbejde med webshops, eftersom det er disse, hans arbejde egner sig mest til.
Derfor anbefaler han, at du bruger tid og energi på at forstå, hvad du er bedst til, hvad du vil tilbyde og hvem din kernemålgruppe er.
Det skal ikke handle om penge til at starte med, for så kommer man ikke til at tjene nogen. Det skal handle om passion, fordi det skaber motivation. Motivation skaber produktion. Produktion skaber bundlinje
3. Lad det ikke blive ved tanken – prøv det af
”Man må eksekvere på tingene. Det må ikke bare blive ved tanken. Man skal teste det og prøve det af. Hvis man har en idé og en vision, så prøv at teste markedet og få erfaringen. Det er erfaringen, folk køber ind på,” forklarer han.
Det var noget, han selv gjorde under sin studietid, da han udbød sit arbejde gratis for at lære og for at få erfaringen. Det har vist sig uvurderligt sidenhen, forklarer han.
Derudover fortæller Emil Nissen, at der kan være masser af ekstern hjælp at hente, så du kan prøve tingene af. Han har eksempelvis fået vejledning hos StartUp-café Aalborg.
”I Aalborg har man sindssygt gode muligheder for at få gratis hjælp fra advokater, revisorer, iværksætter-konsulenter og det hele. Det, mener jeg, er en no-brainer for at komme i gang. Man kan få en masse fed sparring. Eksempelvis StartUp-caféen jeg faktisk stadig sommetider bruger,” afslutter han.