Årsværk

Nordjysk sko-succes forventer stærk slutspurt på vildt 2022

Aalborg-firmaet Errant holder fortsat et højt tempo efter begivenhedsrigt år. Blandt andet blev der udsolgt på rekordtid af en sneaker, som blev lavet i samarbejde med et ølbryggeri. Hør mere om det i det nyeste afsnit af Vigeurs iværksætterserie Årsværk.

Foto: Jens Otto Barsøe

Når Christan Fuglsang og hans to medejere af sneakerfirmaet Errant kommer til at se tilbage på 2022, bliver der formentlig behov for lige at tage en dyb indånding. Allerede inden de på papiret travleste måneder i detail-handelen har året allerede været fyldt med masser af højdepunkter.

Kort om Årsværk

Hvad kræver det at starte sin egen virksomhed, og hvilke udfordringer løber man som iværksætter ind i? Det sætter Vigeur fokus på i serien Årsværk, hvor vi følger tre nordjyske iværksættervirksomheder gennem 12 måneder.

De tre virksomheder, som er med i serien, er Errant fra Aalborg, som designer og sælger sneakers, Phased, der har base i Vrå og producerer accessories af genbrugsmaterialet øllæder, og CAMP ON TOP fra Hirtshals, der sælger og udlejer tagtelte.

I Årsværk kommer vi i 2022 med bag kulisserne og får fortællingen om, hvordan de tre medvirkende virksomheder arbejder med at få forvandlet den gode idé til kommerciel succes. På Vigeur ser vi frem til at følge, hvad året bringer for de tre ambitiøse nordjyske virksomheder, håber du vil gøre det samme og følge med i serien.

De har blandt andet medvirket og fået en investering i DR's populære iværksætterprogram "Løvens Hule", de har åbnet butik i København og senest fandt de vej til listen over nominerede til den prestigefyldte pris - EY Entrepreneur Of The Year. " I vores lille og stadig beskedne forretning, går det godt. Folk tror, at fordi vi har været i tv, så må vi alle sammen have en Ferrari. Men det er ikke helt sådan virkeligheden er", fortæller Christian Fuglsang i det seneste afsnit af Årsværk, som du kan se her på siden. Her kan du også finde links til de tidligere afsnit med sneaker-firmaet.