Kaffebrief

Dårlig nyt til togpendlerne, nordjysk virksomhed vinder meningsfuld pris og Amazon planlægger at fyre langt flere end først forventet

… klædt på til smalltalk med substans.

Dårligt nyt til pendlerne: DSB skruer op for prisen

Godmorgen og velkommen til dagens kaffebrief, hvor jeg har fundet tre væsentlige historier til dig, der gerne vil føre smalltalk med substans. Den første nyhed er desværre en mindre god en af slagsen.

DSB har nemlig meldt ud, at billetpriserne for togrejser i Danmark bliver reguleret. Det sker søndag den 15. januar 2023, skriver de i deres pressemeddelelse.

Ændringerne kommer – ifølge DSB – til at afspejle de stigende udgifter på blandt andet brændstof. Generelt må selskaberne i den offentlige transport i år lade priserne stige med gennemsnitligt 4,9 procent. Den ramme er fastsat af Trafikstyrelsen ud fra forventningerne til årets udgifter. Derefter taler tog- og trafikselskaberne sammen om, hvor prisændringerne skal ske.

Nordjysk virksomhed vinder meningsfuld pris

”Det har gjort os til en bedre arbejdsplads. Alle burde gøre det.”

Sådan lyder det fra direktør i Scandic IT, Kasper Horn Nielsen.

En virksomhed der nu, grundet deres arbejde med udsatte ledige, kan kalde sig for prisvindende.

Deres arbejde med social ansvarlighed har skabt genlyd i Aalborg Kommune, og belønnede sig i går ved Erhverv Norddanmarks Nytårskur, hvor de vandt erhvervsprisen Små job med mening.

Medarbejderne er dog belønning nok i sig selv, fortæller direktøren, der slet ikke kan undvære de tre, virksomheden har ansat gennem ordningen.

Amazon planlægger at fyre langt flere end først forventet

Tilbage i november oplyste en kilde til nyhedsbureauet Reuters, at Amazon sigtede mod at fyre 10.000 medarbejdere.

Det tal er nu opjusteret markant.

Nu oplyser Amazons administrerende direktør, Andy Jassy, i en udtalelse, at virksomheden har planer om at afskedige lidt over 18.000 medarbejdere.

I udtalelsen fortæller Andy Jassy, at de fleste fyringer vil ske i Amazons butikker og de såkaldte PXT-organisationer, der består af afdelinger for kundeoplevelser og teknologiløsninger.