Kaffebrief

Derfor siger Vingegaard nej til personlige sponsoraftaler, "Løvens Hule"-firma med store underskud og Arne-pension

... klædt på til smalltalk med substans.

Godmorgen - og velkommen til tirsdagens kaffebrief.

I dag bladrer vi kalenderen over til den sidste sommermåned i år.

Mon ikke solen skinner lidt ekstra på Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, der i dag kommer tilbage på arbejde, efter han har været sygemeldt med stress siden starten af februar.

Det bliver nok den store historie i dag fra Christiansborg.

Ude i den store verden kommer der regnskaber fra virksomhederne Pfizer, Toyota, Uber og Starbuks.

Dagens historie fra Vigeur handler om, hvordan man bedst får udenlandske medarbejdere til at integrere sig i sin virksomhed.

“Man er nødt til at involvere sig i den udenlandske medarbejders privatliv, fordi de ikke har kompetencerne til at kunne etablere sig”

Det mener Else Christensen.

Hun er ejer og stifter af Relocare, der hjælper danske virksomheder med at få integreret udenlandske medarbejdere i Danmark.

I 2022 rundede Danmark for første gang nogensinde 300.000 udenlandske lønmodtagere på arbejdsmarkedet, viser en analyse fra Dansk Industri.

Når medarbejdere kommer til fra et andet land, er der flere ting, som virksomheden skal være forberedt på.

De skal have hjælp til at oprette CPR-nummer, finde bolig, lave bankkonti eller måske finde en god skole til børnene.

“Hvis der ikke er styr på de her ting, svarer det lidt til, at du ansætter en person med stresssymptomer. Det er den stress, man skal fjerne.”

Men hvordan fjerner man den stress bedst muligt?

Derfor ser du ikke Jonas Vingegaard reklamerer for solgryn, RedBull eller letmælk

Når man har vundet Tour de France to år i træk, så kommer der lukrative tilbud fra store virksomheder, der gerne vil bruge dig som branding.

Det har Jonas Vingegaard oplevet, der dog indtil videre har sagt “nej tak” til personlige sponsoraftaler.

Det skriver Berlingske.

Den 26-årige cykelrytter fra Thy planlægger at vente 2-3 år med at indgå personlige sponsoraftaler.

Til Børsen fortæller hans kone og manager, Trine Marie Hansen, at det er en strategi, de har lagt fra starten.

“Hans værdi skal helt op, før vi arbejder med personlige sponsorater, og derfor er vores plan at vente to-tre år mere, før vi går i gang,” siger hun.

Tidligere har store danske sportsstjerner indgået personlige sponsoraftaler, der med stor sandsynlighed har indbragt dem millioner af kroner.

Eksempelvis reklamerede fodboldstjernen Michael Laudrup for OTA solgryn i mange år.

Senere har man set håndboldstjernen Mikkel Hansen reklameret for Head and Shoulders.

“Løvens Hule”-firma leverer endnu et underskud

For andet år i træk leverer virksomheden Vuffeli ApS, der for to år siden fik en millioninvestering i DR-programmet “Løvens Hule”, et millionunderskud.

Det skriver Finans på baggrund af virksomhedens nye regnskab.

Vuffeli kommer ud af 2022 med et underskud på 5,7 millioner kroner efter skat.

I 2021 havde virksomheden et negativt resultat på knap 6 millioner kroner.

Vuffeli laver skræddersyede foderplaner til hunde og leverer foderet lige til døren.

Selvom regnskabet viser blodrøde tal, er det tilfredsstillende, står der i ledelsesberetningen.

I et skriftligt svar til Finans skriver adm. direktør i Vuffeli, Niels Kyhl Hauskou, at “selskabet er i en udviklingsfase, hvor vi investerer massivt i tech- og produktudvikling, hvilket vi allerede ser pæne resultater af”.

Direktøren henviser til omsætningen, der ifølge ledelsesberetningen er “mere end fordoblet det sidste år”.

På trods af stigende omsætning viser regnskabet en negativ egenkapital på 572.164 kroner.

Så mange har søgt om Arne-pension

80.600 borgere har søgt om retten til tidlig pension - det der også kaldes “Arne-pension”.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Arne-pensionen blev indført i 2021 og giver ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i op til tre år før folkepensionen.

Man kan søge om retten, når man har rundet 61 år.

Frem til og med 30. juni 2023 har 58.700 borgere fået tildelt Arne-pensionen.

Ifølge ministeriet er langt hovedparten af dem, der har fået tildelt retten til tidlig pension ufaglærte og faglærte som eksempelvis håndværkere og slagterimedarbejdere.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er glad for, at det netop er den gruppe, der har fået gavn af tilbuddet.

“For mig er det vigtigt, at dem med de længste og ofte hårdeste arbejdsliv kan trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er kun fair, at folk, der har knoklet i mere end 40 år på arbejdsmarkedet, kan gå lidt tidligere på pension,” siger hun i pressemeddelelsen.