Kommunal chikane, grøn shipping og bitcoin-miners
... klædt på til smalltalk med substans.
Godmorgen og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik.
Rasmus Højlund.
Det er ham, alle ved kaffemaskinen kommer til at snakke om i dag. Han scorede alle tre mål i 3-1-sejren over Finland i går aftes.
Han er bare 20 år gammel - og er faktisk den yngste hattrick-målscorer på landsholdet siden Michael Laudrup i 1983. Dengang for 40 år siden, scorede Mister hattrick i en 6-0-sejr over Luxembourg.
Du får lige tre hurtige om Højlund, du kan smide til kollegerne under en af de mange samtaler, der i dag starter med “Nåå, så du landskampen i går?”:
- I 2022 blev han vejet for let i FCK, der solgte ham til østrigske Sturm Graz for 20 millioner. Et halvt år senere sælger østrigerne ham for 125 millioner kroner til den italienske storklub Atalanta, hvor han også spiller i dag. Der er nogle i FCK, der må sidde med røde ører.
- Han har to yngre brødre, der også ser ud til at blive habile fodboldspillere. De 18-årige Emil og Oscar Højlund er i FCK’s ungdomsafdeling og er begyndt at snuse til førsteholdet. Angriberen Emil Højlund fik debut allerede for et år siden i en Champions League-kamp mod PSV, mens midtbanespilleren Oscar for første gnag var med i FCK-truppen her i foråret. Det blev dog ikke til en indskiftning.
- 7 mål i 23 kampe for Atalanta denne sæson. Det er jo ikke Haaland-agtige tal, men alligevel høster Højlund store roser for sine præstationer. Udover mål bidrager den unge angriber nemlig også med et arbejdsiver - og det kan man altså godt lide i Italien.
Og så til noget helt andet.
300.000.000 kroner.
Så mange penge mangler Crestwing, før drømmen om en pilotpark for bølgeenergi kan blive en realitet.
Pengene skal komme fra investorer og tilskudspuljer. Hvis ikke de bliver tilført, kan den 17 år gamle virksomheder risikere at lukke.
Alligevel er det ikke noget, der fylder i dagligdagen hos direktør Ruth Bloom.
“Jeg har ingen fantasi. Når folk snakker om scenarier, så kan jeg ikke være med, for jeg kan ikke forestille mig alt det, og derfor har jeg ingen dommedagsforestillinger.”
Hun er uddannet klejnsmed og er grøn i business-verden.
Grønne brændstoffer skal lette shippingbranchens klimaaftryk
Shippingbranchen skal udlede to procent mindre CO2 fra sit brændstofforbrug i 2025.
Derefter skal sektoren løbende udlede mindre og mindre, indtil man i 2050 vil have nået en reduktion på op til 80 procent.
Det er besluttet, efter EU-parlamentet og EU-Rådet torsdag blev enige om en foreløbig aftale om udledninger i shippingbranchen.
Det skriver Ritzau.
Formålet med aftalen er at styrke efterspørgslen efter brændstoffer, der har et lavere klimaaftryk end olie.
Det kan for eksempel være syntetiske brændstoffer, der er produceret ved hjælp af vedvarende energi.
Hver anden kommunalpolitiker oplever chikane
Fem ud af ti kommunalpolitikere oplever chikane både på og uden for sociale medier.
Det viser en ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL), skriver Politiken.
Af undersøgelsen fremgår det, at 51 procent oplever at blive chikaneret uden for sociale medier.
Tallet er 64 procent, når det kommer til sociale medier.
Det er dog ikke kun chikane, politikerne beretter om.
Syv ud af ti sommetider, ofte eller meget ofte har oplevet “en for høj arbejdsbelastning”, viser undersøgelsen også.
757 kommunalbestyrelsesmedlemmer har besvaret undersøgelsen. Det svarer til en svarprocent på 30,9.
Trods usikkerhed: Bitcoin-mining boomer i Texas
Krypto-banker er krakket og der er stor usikkerhed om vores forbrug af energi, men alligevel boomer bitcoin-mining-industrien i Texas.
Det skriver Reuters.
Mining-industrien bruger absurd meget energi på at holde sig i gang. Det seneste år har bitcoin-miner brugt 2100 megawatt af Texas’ energiforbrug. Det er en stigning på 75 procent i forhold til året før.
Den seneste år har en miner i Texas brugt 173.000 megawatt timer. Et gennemsnitligt amerikansk hjem bruger 10 megawatt-timer om året.
I Texas døde 250 mennesker under en vinterstorm, fordi energiforsyningen er så ustabil i staten.
Det har fået flere alarmklokker til at ringe, når det handler om crypto-mining i staten.
Man frygter, at energiforsyningen vil blive overbelastet, hvis der kommer flere miners til staten.